Annonce
Horsens

Udsolgt juli på Opus: Men misforståede regler giver nu unødvendige aflysninger

Hoteldirektør Søren Holmboe ærgrer sig over komplekse og uigennemsigtige regler for forsamling. Mange ved ikke, at hotellet må holde konference for op til 500 personer, og det betyder unødvendige aflysninger, som er svære at redde i land, når kunder allerede har taget en beslutning om at aflyse, siger han. Arkivfoto: Morten Pape
Da det var værst, mistede Hotel Opus 40.000 kroner om dagen, og coronaen giver fortsat tomme værelser samt aflyste fester og konferencer. Alligevel spirer optimismen på hotellet, som kan se tilbage på en god sommer.
Annonce

Horsens: De kom, og de blev.

Sådan lyder status kort og godt fra Hotel Opus, når det gælder sommerens turister. Efter et katastrofalt forår i coronaens tegn - herunder næsten syv uger med lukkede døre - var der i den grad brug for at trække overnattende sommergæster ind på hotellets 129 værelser. Før ferien havde hoteldirektør Søren Søltoft Holmboe både håb og tro på udlejede værelser, men sagde:

- Jeg tror ikke, danskerne booker en hel ferie på Hotel Opus som erstatning for en rejse sydpå. Jeg tror, de kommer til at hoppe rundt i landet, så de snupper et par overnatninger her og et par overnatninger der.

Virkeligheden blev en anden, fortæller han nu. Gæsterne holdt deres ferie på Horsens-hotellet, hele juli var der stort set udsolgt, og månedens omsætning landede 20 procent over budgettet.

Annonce

En psykologisk gevinst

Opus meldte sig i juli ud af alle hjælpepakker, men indtil da gjorde hotellet brug af blandt andet lønkompensation, så medarbejderne kunne sendes hjem, da gæsterne udeblev.

På trods af hjælpepakkerne tabte hotellet store summer hver eneste dag, fortæller Søren Holmboe.

- I månederne marts til juni mistede vi cirka 40.000 kroner om dagen - ikke i tabt omsætning, men som decideret tab til et hul i jorden, siger han.

Så selvom juli blev god, er fremgangen langt fra nok til at kompensere for tabet i den lange periode.


20 procent over budget i juli er en meget flot fremgang, men det er ikke i nærheden af at kunne dække for den tabte omsætning fra bare én måned i foråret.

Søren Søltoft Holmboe, direktør på Hotel Opus


- Det gav nok mere en psykologisk gevinst for os. Vi blev så glade for at se den fyldte parkeringsplads og det fyldte hotel hver dag. Det var så dejligt at se, at så mange valgte at besøge Horsens, siger Søren Holmboe.

Annonce

Nu skal der brandes og opgraderes

Hoteldirektøren er nu klar til at bygge videre på sommersuccesen. Det gælder både på hotellet og i samarbejdet med andre aktører i Horsens, siger han.

- Sommeren viste os, at vi kan noget i Horsens. Vi oplevede, at gæsterne var positivt overrasket over Horsens-området, og det skal vi bygge videre på. Der er nu en stor branding-opgave foran os med at få fortalt flere, at Horsens er så fedt et sted.

Hotellet i Horsens blev base for mange turister, der valgte at holde ferie i Horsens. Arkivfoto: Morten Pape

Samtidig samler Opus op på læringen fra corona-tiden.

- Vi har virkelig lært meget. For eksempel fik vi stor succes med takeaway under nedlukningen. Folk var glade for det, så måske er det en af de ting, vi fortsat kan forkæle de lokale med, siger Søren Holmboe.

Og mens coronaen igen sætter spor på booking-kalenderen, vil Søren Holmboe benytte lejligheden til at smøre kæden:

- Vi går simpelthen i angrebsmode. Vi arbejder med at udvikle hotellet, opgradere og finpudse, så vi gearer os til den dag, markedet får fat igen, siger han.

Annonce

Komplekse regler misforstås

Af samme årsag gør hoteldirektøren, hvad han kan for at beholde personalet.

- Før hjælpepakkerne blev effektueret, måtte vi tilpasse kapaciteten og afskedige en enkelt, men ellers har vi holdt fast i, at personalet skulle være det sidste sted at skære, siger han.

Der blev ovenikøbet brug for afløsere under juli måneds rykind, mens de ansatte afviklede ferie, så den faste stab kunne være fuldtallig til efteråret, som typisk er højsæson for konferencer.

Dog er september ikke startet på samme niveau som sædvanligt, fortæller Søren Holmboe.


Der er kommet så mange regler og krav med så stor en kompleksitet, at vi på baggrund af misforståelser får aflysninger, som er helt unødvendige.

Søren Søltoft Holmboe, hoteldirektør


- Vi kan holde konferencer for op til 500 personer, men desværre er der mange, der misforstår de komplekse regler. De tror, at de kun må være 100, og derfor får vi mange super unødvendige aflysninger. Selvom vi kan hjælpe med information, er det ofte for sent, fordi kunderne allerede har aflyst eller fundet på en helt anden løsning, når de ringer til os, forklarer han.

Annonce

Umuligt med budgetter

På den baggrund ser direktøren lige nu ind i et efterår med cirka 30 procent mindre i ordrebogen end ellers.

- Vi oplever samtidig, at det kan gå hurtigt begge veje, ligesom udsving i smittetrykket hurtigt flytter sig, og derfor er det nærmest umuligt at lægge budgetter for 2021, siger direktøren.

- Vi gør os ingen forhåbninger om at indhente det tabte - vi kommer nok nærmere til at tabe endnu mere, tilføjer han.

Afspritning af overflader er blevet en naturlig del af hverdagen på Hotel Opus. Arkivfoto: Morten Pape
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

HFS rystede topholdet

Annonce