Annonce
Horsens

Horsens viser vejen for Bahnes tøjbutikker

Dorthe Christensen har haft succes med at drive en Bahne-butik med kun tøj. Foto: Søren E. Alwan

Om kort tid åbner en Bahne2-butik i Aalborg - kun med tøj. Det interessante er, at det hele startede i Horsens for fem år siden.

Annonce

Horsens: Bahne drev i mange år butik i Bytorv Horsens med brugskunst, køkkenting og modetøj til kvinder efter det klassiske Bahne-koncept.

31. marts 2012 blev nøglen dog drejet for sidste gang, da Bahne ikke kunne blive enig med Bytorv Horsens om vilkårene.

Det skulle dog ikke blive Bahnes sidste dag i Horsens, for op i Hestedamsgade skød et nyt koncept, Bahne2, en butik med kun tøj, sko og accessories. Bahnes beslutning om at lukke i Bytorv Horsens havde nemlig været en svær pille at sluge for leder af butikkens tøjafdeling Dorthe Christensen, der allerede året før - da hun hørte om lukkeplanerne - var gået i gang med at finde ud af, om Bahne kunne fortsætte med dametøj alene.

Og det kunne den.

Det hele faldt i hak i Hestedamsgade 5, hvor Bahne2 flyttede ind og åbnede for fem år siden. Dermed blev den Danmarks første og eneste Bahne-butik uden brugskunst og køkkenting.

Ingen vidste, om det ville fungere, men Dorthe Christensen troede på ideen, og snart skulle det vise sig, at horsensianerne også gjorde.

- Kunderne tog rigtig godt imod det. Det har været fantastisk, og jeg synes, det er gået rigtigt godt her i Hestedamsgade. Også selv om jeg var noget betænkelig i starten. For hvad var det dog for et lokale, vi rykkede ind i, husker Dorthe Christensen, at hun tænkte dengang.

Hestedamsgade var en sidegade uden så meget aktivitet som nu, og Dorthe Christensen var skeptisk ved at forlade Bytorv Horsens og blive "overladt til sig selv i en sidegade". En holdning, hun dog har måttet justere siden.

- Da de fandt lokalet til os, tænkte jeg i første omgang, at det aldrig ville gå. Her havde været en hobbyforretning, og jeg kunne slet ikke se det for mig, at vi skulle være her med vores modetøj. Men vi har haft en helt fantastisk indehaver af bygningen. Han har været med på alle de ændringer, vi har ønsket. Så vi har fået en superflot butik med højt til loftet, stor og åben facade osv., fortæller Bahne2-chefen, der også er blevet gladere og gladere for Hestedamsgade.

- Jeg skal da lige love for, at der er sket noget siden. Gaden er blomstret op, og vi har så mange gode butikker i dag. Det er bare fantastisk, og vi er blevet et lille latinerkvarter sammen med Grønnegades spisesteder. Og så har vi i Mette Frost fra Femina en rigtig dynamo. Hun er god til at få os alle med på at lave noget fælles. På fredag holder vi f.eks. blomsterfestival ved Late Night, siger hun.

Karen Hummelgaard (t.v.), Dorthe Christensen og Mie Fæste Madsen (t.h.) lever og ånder for Bahnes fem værdier: Ærlighed, glæde, teamwork, faglig dygtighed og præstation. Og det er en af forklaringerne på succesen i Hestedamsgade. Foto: Søren E. Alwan
Annonce

Også dyre parfumer

Konceptet med Bahne2 viste sig samtidig at være enkelt og klart, kunderne bakkede op, og derfor ruller Bahne nu en butik mere ud af slagsen. Det sker i Aalborg, når der her til maj åbner en Bahne2 i en af de aalborgensiske gågader.

- Bahne har to butikker i Aalborg. Butikken i Friis-centret kunne ikke køre rundt og lukkes, og der åbnes i stedet en Bahne2 ude på gågaden. En ligesom vores. Bahne-ledelsen vil gerne ind i gågaderne, og det er det samme, vi har gjort her i Horsens. Det har de kigget på, forklarer Dorthe Christensen.

Det er nu ikke sidegaderne i sig selv, der har fået Bahne-ledelsen til at spærre øjnene op for Horsens-løsningen, men mere den realitet, at det virker med en butik af den type.

- Da vi rykkede ud af Bytorv Horsens, vidste vi ikke, om det ville briste eller bære, men vi har holdt fast i Bahnes modetøjskoncept, og det har været en rigtig god idé.

Hun forklarer også succesen i Hestedamsgade med, at det handler om at udvikle kundeplejen. Det gør butikken f.eks. med venindeaftener og modeshows på Horsens Ny Teater.

Samtidig handler det også om i hverdagen at praktisere den gode service og engagementet i at drive forretning:

Bahne2 i Horsens er blevet rollemodel for den nye Bahne2, der åbner i Aalborg i maj. Foto: Søren E. Alwan
Annonce

Lysekroner ikke til salg

Dorthe Christensen har været i tøjbranchen i over 20 år og havde egentlig ikke troet, at hun ville "holde ud" så længe, men som det er lige nu i Bahne2, er der ikke noget, der kan trække hende af pinden. Tværtimod.

- Jeg kan slet ikke forestille mig noget andet end at være her i lang tid fremover, smiler hun om succesen i Hestedamsgade.

Indretningsmæssigt har Bahne2 også vist sig at holde vand. Butikken har slet ikke været nødt til at skifte ham undervejs, men har holdt fast i det overordnede design. Små opgraderinger i butikken har der været løbende, men det er stadig looket med den stilbevidste indretning og prismelysekronerne fra butikken i bytorvet, der dominerer.

- Vi har en dejlig butik. Flere kunder spørger, om de må købe lysekronerne, men det må de altså ikke. De er ikke til salg, siger Dorthe Christensen med et smil.

Bahne2 åbnede for fem år siden i Horsens. Det var Danmarks eneste i Bahne-regi med kun tøj, og det var Dorthe Christensen, der troede på ideen med at gøre det på den måde - i stedet for bare at lukke helt. Foto: Søren E. Alwan
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Horsens

Julia frygter, at der sker ulykke ved trafikeret kryds - kommunen er på vej med løsning

Danmark

Interview: 'Jorden kalder' tænkte Jens Rohde, mens han sad og følte sig helt på månen

Hedensted For abonnenter

Familiens hund blev kørt ihjel: Nu kræver borger fartbegrænsning

Annonce