x
Annonce
Erhverv

Horsens-virksomhed køber op igen: Plus 200 millioner kroner i omsætning

Købet af Rosendahls er strategisk vigtigt for Stibo, fortæller administrerende direktør Søren Henriksen. Pressefoto
Med endnu et opkøb har Horsens-trykkeriet Stibo Complete styrket fundamentet og musklerne, lyder det fra trykkeri-direktøren Søren Henriksen.

Horsens: Trykkeriet Stibo Complete, der har base på Saturnvej i Horsens, har igen været på opkøb.

Horsens-trykkeriet har netop overtaget Esbjerg-virksomheden Rosendahls A/S Print Design Media, som er både en grafisk og digital kommunikationsvirksomhed med 150 ansatte og en årsomsætning på cirka 200 millioner kroner. Det oplyser Stibo i en pressemeddelelse.

Rosendahl dækker både trykte og digitale platforme med en bred vifte af ydelser inden for kommunikation, publicering, lager og distribution.

- Vi har længe haft et ønske om at købe Rosendahls, som har en enestående markedsposition og samtidig et fornuftigt udviklingspotentiale. Der er tale om en fantastisk virksomhed med et stærkt brand, som vi ønsker at fastholde og udvikle, udtaler Søren Henriksen, administrerende direktør i Stibo Complete.

Annonce

Stibo Complete

  • Stibo blev stiftet i 1794 som trykkeri-virksomheden Aarhus Stiftsbogtrykkerie.
  • Gennem årene har koncernen udviklet os fra at være et traditionelt trykkeri til at udmærke sig inden for både grafiske processer, produktion og software.
  • Stibo Complete i Horsens er et af tre datterselskaber i koncernen og er dét selskab, der har med trykkeri at gøre. Det er Skandinaviens største, og foruden trykkeriet i Horsens og det seneste opkøbte Rosendahls består det også af en række opkøbte trykkerier i Sverige, et i Aalborg et på Mors.
  • Virksomheden kom ud af seneste regnskabsår med en omsætning på 1,25 milliarder kroner og et overskud på 6,9 millioner kroner før skat.

Kunne ikke ønske en stærkere ejer

Rosendahls har rødder, der rækker tilbage til 1902, og virksomheden har stor viden inden for grafisk produktion og har særlige kompetencer inden for det offentlige, pharmaindustrien og større handels- og fremstillingsvirksomheder, fortæller Søren Henriksen.

- Opkøbet understøtter vores rejse til at blive en grafisk full-service leverandør, der opfylder kundernes behov for one-stop shopping, tilføjer direktøren, som med løbende udvidelser af produkt-paletten har gjort Stibo til et digitalt supermarked, hvor kunderne kan tilbydes løsninger frem for bare tryksager.

Rosendahl Print-Design-Media A/S har hidtil været familieejet, og Palle Rosendahl, der var fjerde generation ved roret, føler sig overbevist om, at både kunder og medarbejdere i virksomheden nu får de bedste kort på hånden med netop Stibo Complete som ejer. Det udtaler han i en fælles pressemeddelelse, hvor han uddyber:

- Vi kunne ikke ønske os en stærkere fremtidig ejer end Stibo-koncernen, som har været i trykkeribranchen i mere end 200 år, og som gennem en årrække har stået i spidsen for en konsolidering af branchen i Skandinavien. Der er tale om et rigtig godt match, da vores forretningsområder og planer for fremtiden samt kompetente medarbejdere supplerer hinanden på bedste vis.

Styrker fundamentet

Stibo Complete har de seneste år opkøbt flere trykkerier, blandt andet to i Sverige, og det er sammen med det seneste opkøb med til at styrke virksomhedens position i Skandinavien, og det går godt i spænd med en klar strategi om at konsolidere den grafiske sektor, som er præget af overkapacitet og hård priskonkurrence, forklarer Søren Henriksen.

- Med købet af Rosendahls styrker vi os til fremtiden og understøtter vores forretningsmæssige fundament, så vi fortsat har musklerne til at spille en vigtig rolle i den fortsatte konsolidering af branchen, siger Søren Henriksen.

Rosendahls har base i Esbjerg og afdelinger i Aalborg, Odense, Holbæk og København. Horsens Folkeblad har forsøgt at træffe Søren Henriksen for at spørge, om produktionen fortsætter her, og om opkøbet får umiddelbar betydning for driften hos Stibo Complete i Horsens. Det har ikke været muligt inden avisen deadline.

Avisen Jydske Vestkysten skriver, at Rosendahls beskæftiger omkring 100 ansatte i Esbjerg, og Palle Rosendahl siger til avisen, at noget af produktionen i Esbjerg over de kommende par år flytte til Stibos produktion i Horsens. Der er tale om cirka ti ansatte, skriver Jydske Vestkysten.

Parterne oplyser ikke, hvad det har kostet Stibo at overtage Rosendahls.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Politiet og kommunen advarede om at besøge Den Genfundne Bro: - Hvis der havde været for mange her, var vi gået igen

Annonce