Annonce
Horsens

Horsens skal have minimumsnormeringer - om fire år

Maksimum tre vuggestue børn og maksimum seks børnehavebørn pr. voksen. Horsens er på vej til at få implementeret minimumsnormeringer i kommunens dagtilbud. Der er sat seks millioner af til det øgede antal varme hænder, og minimumsnormeringerne skal være opnået inden for fire år. Arkivfoto
Hvor mange børn må der være til en voksen? I næste års budget er der afsat seks millioner til at opnå minimumnormeringer i daginstitutionerne - men først om fire år.

Horsens: Der skal være minimumsnormeringer i daginstitutionerne i Horsens. Det var SF’s Paw Amdisens klare krav, da han gik til dette års budgetforhandlinger i kommunen, og noget tyder på, at han i hvert fald til en vis grad har fået sit krav imødekommet.

I budgettet er der afsat seks millioner om året, der inden for de næste fire år skal sikre, at der er det rette antal voksne i institutionerne. Og den tidshorisont er okay.

- Allerhelst kunne man tænke sig, det trådte i kraft i morgen, men ud fra at det skal være realistisk, og man også skal kunne finde de ekstra hænder, synes jeg, aftalen er havnet et godt sted, og vi har fået slået fast, at det er minimumsnormeringer, vi arbejder henimod, lyder det fra Paw Amdisen.

Annonce

Allerhelst kunne man tænke sig, det trådte i kraft i morgen, men ud fra at det skal være realistisk, og man også skal kunne finde de ekstra hænder, synes jeg, aftalen er havnet et godt sted, og vi har fået slået fast, at det er minimumsnormeringer, vi arbejder henimod.

Paw Amdisen (SF)

Der skal være tid til kram

Voksenhænder til trøst og til kram er fuldstændig essentielt for børn i institutioner. Det slår en netop udgivet rapport fra Børns Vilkår fast. 21 procent af børnene i undersøgelsen fortæller nemlig, at de ikke får kram af en voksen i daginstitutionen, mens rapporten samtidig viser, at flere af de børn, der får kram, kan lide at være i børnehaven.

Derudover oplever hvert fjerde barn i rapporten, at der ikke er nogen i børnehaven, som er god til at trøste. Og det er særligt skidt, da rapporten også slår fast, at for børnene handler trøst om, at de voksne tager sig tid og giver fysisk omsorg, f.eks. ved at tage barnet på skødet eller give et kram.

Så nok voksne er vigtigt, men selvom minimumsnormeriger er blevet synonym med flere hænder, understreger Paw Amdisen også, at det skal være ægte varme hænder og ikke bare tal i teorien.

- Det skal være hænder til børnene, ikke pedeller og alt muligt andet, som man tidligere regnede med, slår han fast, men anerkender også, at de forestående normeringsregler ikke må blive for firkantede.

- Det er helt klart min opfattelse, at det inden for de fire år skal hedde én voksen til tre børn i vuggestuen og én voksen til seks børn i børnehaven, men det skal også passe ind i den enkelte institution. Derfor lægger vi det ud til bestyrelsen at arbejde med, hvordan man får organiseret en fornuftig dagligdag, hvor det ikke bliver for rigidt. Man skal ikke overnormere nogen steder for så at undernormere andre, lyder det.

En fleksibel løsning

Behovet for en fleksibel løsning, som skal findes decentralt, er flere af de andre forligspartier enige i, og især hos Liberal Alliance, hvor begejstringen for minimumsnormeringer er til at overse, understreger Jakob Bille, at fordelingen og antallet af hænder ikke skal bestemmes centralt.

- Det må handle om flere, varme hænder ud til børnene, og så er det op til institutionerne selv at sikre det. Det, der er vigtigt for os, er, at det ikke bliver besluttet fra forvaltningen, at der skal være så og så mange pædagoger i de enkelte vuggestuer. Det er er en dialog mellem personale, ledere og forældre om, hvad der lige præcis kræves af personalet ved os. I nogle institutioner er der behov for, at vi går over normeringen, og andre steder fungerer det fint med at være lidt under, siger han.

På det tolkningsgrundlag mener han godt at kunne støtte op om forligsaftalen, selvom han principielt er imod.

- Jeg bryder mig ikke om at skære alle over en kam, og der skal ikke sidde en djøffer i et excel-ark og lave fordelingen. Men i erkendelse af, at jeg har en skummel mistanke om, at der kommer noget fra regeringen, er den budgettekst spiselig for os. Den er tilpas fleksibel og giver handlerum og albuerum for den enkelte institution, lyder det.

Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Inklusion skal være for barnets skyld, ikke for økonomiens

Læserbrev: Vi kendte ham godt. Vi lærere i skolens ældste klasser havde, med en vis ængstelse, på afstand fulgt Frederik op igennem de små klasser, hvor hans adfærd havde været ganske bekymrende. I frikvartererne var han nærmest mandsopdækket, for ellers endte det forudsigeligt nok i ballade. Da han nåede 7. klasse, gik Frederik stadig på skolen. I timerne sad han mest alene med hovedet begravet i computerspil. Af og til blev frustrationerne dog for store, og så måtte klassen gå et andet sted hen, hvis den ville undgå at dele skæbne med stole, borde og penalhuse, som blev kylet rundt i lokalet. Sidst i 7. klasse fik Frederik en plads i et specialtilbud. Alt, alt for sent. Man har I Vejle Kommune lovet at tilføre folkeskolen mere personale for et beløb stigende fra 10 mio. kr. i 2019 til 40 mio. kr. efter fire år. Det kvitterer vi lærere med glæde for. Men virkeligheden har vist, at vi alligevel ikke rigtig har fået flere kolleger ude på skolerne. En af grundene er, at flere og flere elever bliver skilt ud fra almenskolen og placeret i meget dyrere specialtilbud. Det betyder, at pengene går til dem og dermed ikke kan mærkes ude i skolen. I Vejle Kommune er det den enkelte skole, der skal finde pengene i budgettet til at sende elever i specialtilbud, og det er dyrt, så det fløjter. En folkeskoleelev koster 56.000 kr. om året, mens en plads i et specialtilbud kan koste 200.000 kr. Ideen fra kommunens side er at straffe skolen økonomisk, hvis den ikke magter at inkludere sine elever. Desværre betyder det, at børn med særlige behov bliver hængende alt for længe i folkeskolen, hvis skolen ikke har råd til andet. En af årsagerne til stigningen skal findes i, at inklusionsindsatsen i folkeskolen har været underfinansieret. Inklusionen har simpelthen været en spareøvelse. Derfor har disse børn ikke fået den hjælp, de har haft brug for, mens de kunne have haft glæde af den. Nu banker de så på til specialtilbuddene, bl.a. fordi de er blevet holdt for længe ude i almenskolen. Vi må gøre op med et system, der straffer skolerne, hvis man giver eleverne det tilbud, de har brug for, men der skal samtidig sikres ressourcer nok til at rumme børn som Frederik, både for Frederiks skyld, men også for Frederiks klasses. Især hvis folkeskolen fortsat skal være familiernes førstevalg.

Annonce