Thomas Porsgaard havde tirsdag sidste arbejdsdag i Hælebaren i Bytorv Horsens. Omsætningen er faldet støt de seneste år, og nu kan han ikke længere retfærdiggøre over for familien at bruge 60 timer om ugen i centret.
Horsens: For en lille måneds tid siden lukkede ABC Skoreparation i Nørregade, og nu takker også Hælebaren i Bytorv Horsens af. Dermed er det ikke længere muligt at finde hverken en skomager eller en hælebar i Horsens.
Tirsdag havde indehaveren, Thomas Porsgaard, valgt som sin sidste arbejdsdag i Hælebaren. Beslutningen om at lukke blev taget for en måneds tid siden, siger han.
- Jeg har oplevet en støt nedgang i omsætningen i de seneste fem-seks år. Omsætningen er vel faldet med 30 pct., siden jeg startede her for ni år siden. Det har kostet lidt hvert år, og nu synes jeg ikke længere, at jeg kan retfærdiggøre at bruge 60 timer om ugen her, siger han.
- Det er da ærgerligt, men jeg har en stor familie, som jeg gerne vil være mere sammen med. Samtidig har jeg været så heldig at få mit gamle arbejde som teamleder hos Reitan Distribution tilbage, siger Thomas Porsgaard.
I december i fjor flyttede han til en ny placering i Bytorv Horsens mellem Matas og Samsøe+Samsøe - et sidste forsøg på at få omsætningen til at stige.
- Der er ikke noget galt med placeringen. Den er fin, og jeg har haft en god aftale om huslejen, men det går bare ikke længere, siger han.
Thomas Porsgaard, indehaver, HælebarenJeg har oplevet en støt nedgang i omsætningen i de seneste fem-seks år. Omsætningen er vel faldet med 30 pct., siden jeg startede her for ni år siden.
De unge svigter
"Hvor skal vi nu gå hen med vores sko og nøgler?", lød det fra flere bestyrtede kunder, da Folkebladet besøgte hælebaren tirsdag over middag, bl.a. fra en kvinde, der var taget fra Tørring til Horsens for at få fikset sine sandaler.
Svaret er Aarhus, Silkeborg eller Vejle, der - endnu - har hælebarer. Thomas Porsgaard er ked af at sende kunderne væk fra byen.
- Det er jo ikke, fordi der ikke er kunder, og mange er kede af, at vi lukker, men der er bare ikke nok kunder. Det skyldes jo nok, at den nye generation ikke kommer til i takt med, at den gamle generation falder fra. Det er i hvert fald mit bud, siger han.
Thomas Porsgaard overtog Hælebaren i 2009 efter Henrik Jørgensen, der åbnede Hælebaren for 30 år siden i det daværende Kvickly, som lå på Bytorv Horsens' adresse dengang.
- Jeg startede faktisk hos ham som 16-17-årig. Dengang i slutningen af 1980'erne var der mange hælebarer i byen. Måske er der stadig basis for, at en anden kan drive en hælebar i Horsens, men hvis jeg ser fem år frem, ser det vanskeligt ud, siger Thomas Porsgaard.