Annonce
Horsens

Horsens-rytter får kontrakt i Spanien

Fie Østerby har fået kontrakt på et spansk UCI-hold i Santona fra næste sæson.
Fie Østerby er klatrekongen på det spanske hold Rio Miera-Cantabria Deporte
Annonce

Girona: Fie Østerby, 28-årig cykelrytter fra Horsens, har fået kontrakt på det spanske UCI-hold Rio Miera-Cantabria Deporte fra den kommende sæson.

Hun kørte som solorytter i den forløbne sæson, men stort set alt blev aflyst på grund af coronaen.

- Jeg kørte kun fem løb i 2020, så det bliver noget helt andet, hvis coronaen ikke kommer i vejen for cyklingen igen, siger Fie Østerby. Det er et mindre spansk hold med 12-13 ryttere, der alle er spanske. Jeg er eneste udlænding.

Fie Østerby lanceres som klatrekongen på holdet.

- Min kontrakt betyder, at jeg får alt betalt, og det er et stort fremskridt for mig. Jeg får ikke løn, men jeg får lov at beholde mine præmiepenge, siger hun.

Fie Østerby har været i Girona i Spanien i flere år sammen med sin kæreste, den tidligere Tour de France-holdvinder Bekim Christensen, 47. Han slås for at komme til Hawaii i triathlon.

- Vi fik alt aflyst i 2020 på grund af coronaen, siger Bekim Christensen. Vi ernærer os ved at være trænere for cykelryttere, både A-ryttere og triathleter, og arrangere træningslejre. Det har ikke givet meget i det forfærdelige år, vi lige har haft, men vi lever sparsomt og har en billig husleje. Vi satser på at blive hernede i mange år.


Min kontrakt betyder, at jeg får alt betalt, og det er et stort fremskridt for mig. Jeg får ikke løn, men jeg får lov at beholde mine præmiepenge.

Fie Østerby


Fie Østerby åbner 2021-sæsonen i Valencia i februar.

- Vi kører en masse løb i Spanien og skal også køre i Frankrig, fortæller hun. Jeg er meget glad for den aftale, jeg har fået. Den giver mig helt nye muligheder som cykelrytter.

Fie Østerby er udtaget til Danmarks landshold i e-cykling, der deltager i VM 9. december. Rytterne samles i København, men hun har fået lov til at blive i Girona og køre derfra, da det er alt for besværligt at komme frem og tilbage til Danmark i denne corona-tid. Den tidligere Odder-rytter Annika Langvad får comeback og er også med på det danske hold.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Odder

Gør noget: Gå en tur

Annonce