Annonce
Horsens

Horsens runder milepæl i corona-vaccinationerne - og nu kan udvalgte blive stukket uden tidsbestilling

Folk kommer igennem vaccine-centret på Fuglevangsvej i en lind strøm, og i den kommende uge kan borgere over 50 år blive stukket tre andre steder i kommunen. Arkivfoto: Morten Pape
Mere end 50 procent af horsensianerne over 16 år er nu blevet stukket i armen.

Horsens: Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) skrev 8. juni på Twitter, at halvdelen af alle danskere over 16 år nu havde fået mindst et vaccinestik mod covid-19.

Han vælger nok ikke at gøre det, men fredag kan han skrive det samme om borgerne i Horsens Kommune.

Baseret på de nyeste indbyggertal fra Danmarks Statistik og den seneste coronaopgørelse fra Statens Serum Institut er 51 procent af indbyggerne i Horsens Kommune, som er mindst 16 år og dermed en del af vaccinationsprogrammet, nu blevet stukket minimum én gang.

Annonce

Lige knap 28 procent af samme gruppe er færdigvaccineret.

Generelt bliver der givet mange vacciner til horsensianerne i disse dage. Fredag er der tilføjet 1553 stik til statistikken - heraf 1194 til førstegangsvaccinerede.

Er man ikke blevet inviteret til vaccination, må man vente lidt endnu, men til gengæld får alle over 50 år en "ny chance", hvis de ikke tog imod vaccinationstilbuddet i første omgang.

Horsens Kommune skriver i en pressemeddelelse, at der fortsat er en lille andel af borgere i den pågældende aldersgruppe, der af forskellige årsager ikke har taget imod muligheden om vaccination.

De kan derfor møde op uden tidsbestilling og blive vaccineret frem for at skulle bestille tid som alle andre. Det foregår 14. juni ved Fængslet på Fussingsvej, 17. juni ved hallen i Brædstrup og 18. juni i Sundparkhallen. Alle dage fra klokken 10 til 14.

Det er vaccinationscentret i Horsens, der kommer med en såkaldt pop-up-station. Er man 49 år, men fylder 50 i 2021, er man også en del af gruppen, der bare kan møde op et af de tre steder.

Tre nye smittede

Smittetallene og antallet af testede fortsætter konkurrencen om, hvad der kan falde hurtigst.

Fredag er der registreret tre nye smittetilfælde i Horsens Kommune, og med dem falder incidenstallet til det næstlaveste i 2021. Det lyder på 37,5 smittede den seneste uge per 100.000 indbyggere.

8732 er blevet PCR-testet den seneste uge, hvilket er det laveste tal siden januar.

I grove træk er antallet af testede halveret på en måned, mens incidenstallet er en fjerdedel af, hvad det var for en måned siden.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce