Annonce
Horsens

Horsens-politiker klagede over DR i vinterbolle-debat: Nu er klagen blevet afvist

Michael Nedersøe (DF) har ikke fået medhold i sin klage over DR-programmet "Ugen plus det løse med Huxi Bach", som blev sendt i efteråret. Arkivfoto: Morten Pape
Byrådsmedlem Michael Nedersøe (DF) klagede i efteråret over et DR-program, som ifølge politikeren udstillede ham som analfabet. Pressenævnet har nu afsagt sin kendelse.
Annonce

Horsens: Pressenævnet er nu kommet med sin afgørelse i sagen, hvor Horsens-politikeren Michael Nedersøe (DF) klagede over, at DR udstillede ham som analfabet.

Nævnet har valgt ikke at udtale kritik af DR.

- Pressenævnet finder, at programværtens udtalelser i indslaget fremstår som satiriske kommentarer til Michael Nedersøes opslag på Facebook, og ikke som faktuelle oplysninger eller reelle beskyldninger mod Michael Nedersøe om, at han skulle være ordblind eller analfabet, lyder det i afgørelsen.

Klagen blev indgivet efter programmet "Ugen plus det løse med Huxi Bach", som blev sendt på DR 2 24. november sidste år. I satireprogrammet kommenterede vært Huxi Bach et Facebook-opslag fra Michael Nedersøe, som i opslaget skrev, at han var "træt af denne leflen for islam", fordi Føtex ifølge DF-politikeren havde udskiftet ordet "jul" med ordet "vinter" i forbindelse med deres produkter. Blandt andet kunne man i supermarkedet købe vinterboller.

Michael Nedersøe havde i opslaget lavet et par grammatiske fejl, og det greb Huxi Bach fat i.

- Ja, og man bliver jo også træt af manglende brug af sammensatte ord og manglende kendskab til forskel på ordene ”op” og ”på” - men lad det ligge, sagde værten i programmet, hvorefter han fortalte, at Føtex faktisk både havde jule- og vinterboller, og at de to stykker bagværk var to forskellige ting med forskellige ingredienser.

Jeg er enig i, at satiren er sjov, men min anke er bare, at det bliver for personligt, når man påpeger grammatiske fejl.

Michael Nedersøe

Annonce

Udtryk for satire

Klageren tager Pressenævnets afgørelse til efterretning, selvom han fortsat mener, at programmets fremstilling var over stregen.

- Når jeg nu har sendt en klage, så er det jo, fordi jeg mener, der er noget at komme efter. Jeg er enig i, at satiren er sjov, men min anke er bare, at det bliver for personligt, når man påpeger grammatiske fejl, siger Michael Nedersøe.

Han frygter, at lignende tilfælde kan afholde ordblinde fra at blande sig i den offentlige debat på lige fod med alle andre.

- Der kan jo være nogen, der ikke vil udstilles og som derfor lader være med at skrive sin mening, siger han.

DR anførte dog i sin argumentation i sagen, at indslaget var udtryk for satire og skulle vurderes i den kontekst, og det var Pressenævnet altså enig i.

Annonce

Inden for redigeringsretten

Efter at have skrevet opslaget tilbage i november blev Michael Nedersøe af en Føtex-medarbejder gjort opmærksom på, at kæden både havde vinter- og juleboller. Det fik DF-politikeren til at slette sit opslag og skrive et nyt opslag, hvor han fortalte, at han lod "tvivlen komme Føtex til gode", selvom han understregede, at han fortsat var af den opfattelse, at der havde bredt sig en kedelig tendens med at bruge eller udelade bestemte ord for at fremstå mere politisk korrekt.

DR valgte ikke at nævne i programmet, at Michael Nedersøe allerede selv havde slettet opslaget og trukket i land. Det ser Pressenævnet heller ikke noget problem i.

- Nævnet bemærker hertil, at Michael Nedersøes Facebook-opslag, ud fra det oplyste, er korrekt gengivet i indslaget. Derfor finder nævnet, at det ligger inden for redaktørens redigeringsret, at DR ikke har omtalt, at Michael Nedersøe efterfølgende slettede det omtalte Facebook-opslag og delte et nyt, hvori han beklagede det tidligere, lyder det i nævnets begrundelse.

Ugen plus det løse med Huxi Bach

"Hver søndag runder Huxi Bach skarpe, satiriske hjørner i ugen du netop har kæmpet dig igennem. Han stikker kniven dybt ind et af de steder, hvor det gør rigtigt ondt, og kører en fjer henover der, hvor det kilder allermest. I det der fylder i medierne, og i det der fylder i dit hoved. Du får det store overblik, set fra Huxi Bachs helikopter, og de helt små detaljer du har overset i nyhedsstrømmen. Ugen rundes af med en gæst, der sætter musik til og ord på. Det er ugen ifølge Huxi Bach. Plus det løse."

Kilde: Pressenævnet

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

På kanten af kaninhullet

Horsens

Dagens corona-tal: På ét punkt ligner Horsens Kommune ikke de andre

Annonce