Annonce
Horsens

Horsens Ny Teater har været hurtig: Klar med tre koncerter før sommerferien

26. juni spiller Aura Dione på Horsens Ny Teater. Ikke et mainstream Horsens-navn, men stadig et navn, der trækker publikum, siger Lone Wessel. Arkivfoto: Morten Stricker
Horsens Ny Teater kan kigge frem mod en sommerferie efterfyldt af et presset efterårsprogram med mange udsatte arrangementer. Da genåbningen af teatrene blev præsenteret, var de dog hurtige til at få landet tre kunstnere, så der allerede er musik i teatret om tre uger.
Annonce

Horsens: - Min egen opfattelse er i hvert fald, at der er et vældigt behov for at komme ud at opleve noget, siger Lone Wessel, direktør i Horsens Ny Teater.

Og derfor har hun og kollegerne på teatret i al hast fået stablet tre koncerter på benene, som de kan nå at afholde, inden sommerferien kalder.

26. juni kommer Aura, 4. juli gælder det Claus Hempler, og 8. juni kigger Teitur forbi.

- Det er i tråd med det, vi gerne vil præsentere i teatret. Vi laver noget, der er mainstream, men vi vil også gerne have nogle navne, som ikke er så mainstream Horsens, men som mange stadig gerne vil høre, og der passer de her tre kunstnere ind. Alle tre kunne have været i programmet når som helst, men vi fik muligheden for at lave noget nu her, siger Lone Wessel.

Horsens Ny Teater om de tre kunstnere

Horsens Ny Teater skriver følgende om de tre artister, der skal markere stedets genåbning:

Aura, 26. juni:

- Aura Dione repræsenterer stærke kvinders lyd i popmusikken – med sange, der fortæller historien om kærlighedssorger og om håbet og styrken.

Claus Hempler, 4. juli:

- Oplev Steppeulv-prisvindende Claus Hempler solo til en koncert, hvor han med vanlig selvironi øser ud af sig selv og al sin ukomplethed.

Teitur, 8. juli:

- Teitur Lassen spiller til koncerten her en del sange fra "I Want To Be Kind," samt helt nye numre og selvfølgelig også publikumsfavoritter.

Annonce

Forståelse i branchen

Horsens Ny Teater holder sommerferie fra 9. juli og måneden ud, og de kigger ind i et proppet efterår med det normale program plus en masse udsatte arrangementer. Derfor skulle der handles hurtigt for at få et par genåbningskoncerter på plads.

- Vi var lynhurtige til at gribe fat, da retningslinjerne kom, og vi dermed vidste, hvilke rammer vi skulle holde os til. Vi regnede os frem til vores maksimum kapacitet, som bliver 250 mennesker inklusive personale og artister, og så var det ellers bare at ringe rundt, siger Lone Wessel, der mødte stor opbakning og interesse for at komme til Horsens og spille.

- Det er jo en hel branche, der har været fuldstændig lukket ned, men nu giver det pludselig mening for artisterne at tænke i turneer igen, og der er en gensidig glæde ved, at vi kan komme i gang, siger hun.

Det har heller ikke været et problem at finde ud af det økonomiske, selv om Horsens Ny Teater ikke må fylde salen med betalende publikummer.

- Der er en forståelse for situationen, som går begge veje, og derfor har det egentlig været nemt at mødes et sted, hvor begge parter er tilfredse. De vil gerne ud at spille, og vi vil gerne præsentere nogle koncerter, siger hun.

Der er billetter til salg på teatrets hjemmeside.

Claus Hempler får generelt gode anmeldelser, og han gæster Horsens Ny Teater 4. juli. Arkivfoto: Mette Mørk
Teitur bliver sidste artist på Horsens Ny Teater inden sommerferien. Den begynder for teatrets vedkommende 9. juli, og han spiller dagen før. Arkivfoto: Nanna Ferslev
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce