Annonce
Horsens

Horsens-kvinde låst inde i Kræmmerboden i halvanden time: - Jeg var ræd for, hvad han kunne finde på

Kræmmerboden på Vævervej er lukket. Det fik en 45-årig kvinde at mærke, da hun 2. pinsedag blev låst inde i de mørke og halvtomme lokaler. Foto: Eskil Lyngsøe.

En 45-årig kvinde var kommet for at tømme sin stand, fordi Kræmmerboden var lukket. Det endte dog med, at hun selv blev lukket inde i den store og mørke lagerhal i vestbyen.

Viborg: Det skulle have været en ganske almindelig dag for Majbrit Frost Andreasen. Det var 2. pinsedag, solen skinnede, og den 45-årige kvinde var sammen med sin mor kørt til Kræmmerboden på Vævervej. Det havde de gjort så mange gange før, for her havde de nemlig i et års tid haft en bod, hvorfra de solgte tøj.

Dagen endte med at blive en lang og ubehagelig mandag for dem begge, blandt andet fordi Majbrit blev låst inde i den store og mørke lagerbygning og til sidst måtte hjælpes ud af politiet.

Nogle dage forinden var Majbrit, som bor i Gedved ved Horsens, blevet kontaktet af Jørgen Lund Frederiksen, som er én af folkene bag Kræmmerboden på Vævervej. Han kunne fortælle hende, at virksomheden, som stillede plads til rådighed for kræmmere, var lukket. Derfor måtte Majbrit Frost Andreasen komme og rydde sin stand op.

Mor og datter havde betalt for standen indtil august, og da Majbrit Frost Andreasen ikke bor i Viborg, er det sjældent, hun kommer forbi Vævervej.

- Vi aftalte, at vi kunne komme og rydde standen om mandagen (den 5. juni, red.), og i telefonen var han så flink ved os, siger Majbrit Frost Andreasen.

Annonce

'Nej, der går i hvert fald mindst en time,' sagde jeg til ham, og så gik han fuldstændig amok. Han kaldte os alverdens ting. Manden var direkte sindssyg.

Majbrit Frost Andreasen, kræmmer.
Det var denne seddel, der mødte Majbrit Frost Andreasen og hendes mor, da de mandag den 5. juni kom til Kræmmerboden.

Gik fuldstændig amok

Da den 45-årige kvinde og hendes mor ankom til Kræmmerboden omkring klokken 11, var døren låst, og der var ingen ejer at se. Efter kort tid dukkede Jørgen Lund Frederiksen op i døren.

- Nej, hvor dejligt, tænkte vi. Så kunne vi gå ind og komme i gang med at pakke vores ting, siger hun.

Mor og datter gik straks i gang med pakning af de tre fyldte tøjstativer. Der var en hel del tøj, som skulle lægges sammen, men allerede efter fem minutter råbte Kræmmerboden-bagmanden og spurgte, om de to kvinder snart var færdige.

- Jeg tænkte, det var en joke, at han råbte, for selvfølgelig var vi ikke færdige. Derfor gad jeg nærmest heller ikke at svare ham, siger Majbrit Frost Andreasen, og ifølge hende gik der blot endnu fem minutter, før Jørgen Lund Frederiksen igen råbte og spurgte, om de var færdige.

- "Nej, der går i hvert fald mindst en time," sagde jeg til ham, og så gik han fuldstændig amok. Han kaldte os alverdens ting. Manden var direkte sindssyg, siger Majbrit Frost Andreasen.

Det endte med, at Jørgen Lund Frederiksen truede med at ringe til politiet, men det syntes de to kvinder bare var en god idé.

- Så kunne vi nemlig få arbejdsro, siger Majbrit.

Efter politiopkaldet kunne de begynde at bære tøjet ud i bilen. Majbrit Frost Andreasen brækkede for godt fem år siden ryggen ved en færdselsulykke, og ulykken har gjort, at hun måtte førtidspensioneres fra jobbet som Sosu-assistent. På grund af den dårlige ryg var det også hendes mor, der måtte bære tasker og poser med tøj ud i bilen.

Majbrit Frost Andreasen var efter eget udsagn låst inde i lagerbygningen i mere end halvanden time, mens hendes mor omvendt var låst ude. Hen på eftermiddagen kom politiet og hjalp hende ud.

Låst inde i halvanden time

Pludselig blev lyset i hallen slukket. Majbrits mor beroligede sin datter med, at Kræmmerboden-bagmanden nok bare provokerede, og Majbrit selv hev sin mobiltelefon frem, så hun kunne lyse med den.

- Vi pakkede videre, og min mor gik så ud med nogle ting, mens jeg fortsatte. Der gik et kvarters tid, hvor hun var væk, og jeg blev ret sur og irriteret, for så lang tid kan det bare ikke tage at gå ud med to poser.

Majbrit gik op til døren og fandt straks ud af, at den var låst. Udenfor stod hendes mor og lavede store armbevægelser.

- Da min mor gik ud, gik han (Jørgen Lund Frederiksen, red.) lige bagefter, lukkede og låste døren. Min mor råbte efter ham, at jeg var derinde. Hun gik hen til hans bil og fortalte ham det, men han sagde bare "nå", og så kørte han.

Majbrit Frost Andreasen ringede til politiet og begyndte lige så stille at pakke videre i mørket.

- Jeg var ved at gå i panik. Jeg kunne ikke lide det, luften var træls, og jeg svedte, og så tænkte jeg på, om han kunne finde på at komme tilbage. Jeg var ræd for, hvad han kunne finde på.

Efter det, den 45-årige beskriver som mindst halvanden time, kom en politipatrulje og hjalp hende ud. Politiet kunne hjælpe hende med at åbne vinduet, og derefter kunne en betjent kravle ind til hende og stable nogle stole, så hun kunne kravle ud på parkeringspladsen.

Jørgen Lund Frederiksen, som er idémanden bag Kræmmerboden, bekræfter at være kommet til at låse den 45-årige kvinde inde i lagerbygningen. Han beklager og fortæller, at det var et uheld, og at han var stresset.

- Det beklager jeg

Majbrit Frost Andreasen er efter to uger endnu ikke helt kommet sig over episoden ved Kræmmerboden.

- Jeg er rystet. Jeg er simpelthen rystet over det. Det er direkte frækt, siger hun.

Mandag formiddag talte folkebladet med Jørgen Lund Frederiksen, som direkte afviser at være gået amok, have truet de to kvinder eller kaldt dem grimme ting, men han bekræfter, at han ved et uheld låste Majbrit Frost Andreasen inde, mens hendes mor var uden for bygningen.

- Det er en træls historie, men fra min vinkel er det fordi, jeg havde travlt, og jeg troede, at de var ude. Da jeg låser og slukker, står den ene åbenbart udenfor og den anden indenfor, og de kan ikke få fat i mig på telefonen, siger han og fortæller, at han ikke så eller hørte morens forsøg på at få fat i sig.

- Det beklager jeg selvfølgelig. Men jeg har nok været stresset.

Lokalpolitiet i Viborg bekræfter ligeledes over for folkebladet, at en patrulje mandag den 5. juni rykkede ud til Kræmmerboden og hjalp kvinden ud af lokalerne. Ifølge politikommissær Henrik Thomassen var politiet på stedet klokken 14.27, og efter 13 minutter havde de hjulpet Majbrit Frost Andreasen ud igen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce