Horsens: Lukningen af genbrugspladserne i Horsens Kommune bliver livligt debatteret i disse dage. Folkebladet har modtaget flere spørgsmål og læserbreve om emnet - primært imod beslutningen - og Venstres Martin Ravn har på Facebook givet udtryk for, at partiets holdning er, at de skal åbnes igen.
Det kommer dog ikke til at ske på nuværende tidspunkt, og kommunen kommer heller ikke til at hente haveaffald, lyder det fra borgmester Peter Sørensen (S):
- Mit vigtigste budskab er, at vi ikke har lukket noget for at genere nogen - vi gør det for at passe på. Både på medarbejderne og på borgerne. Jeg har stor respekt for, at man synes, at det er ærgerligt, men så længe myndighederne anbefaler, at genbrugspladserne er lukkede, er det min opgave som borgmester at sikre, at det overholdes.
Hvis KL siger, vi skal åbne genbrugspladserne igen, gør vi det med det samme. Men indtil vi får en klar melding, så vil vi ikke tage nogen risiko.
Peter Sørensen (S), borgmester i Horsens Kommune
Klar anbefaling fra KL
Borgmesteren henviser til KL, Kommunernes Landsforening, der har meldt ud, at genbrugspladserne bør holdes lukket for private.
- KL koordinerer med politi og myndigheder og vurderer blandt andet, om der er tale om en kritisk arbejdsfunktion, og når der er en klar anbefaling fra KL om, at vi skal holde genbrugspladserne lukket, så gør vi det naturligvis. Det ansvar har jeg, og det påtager jeg mig gerne, siger Peter Sørensen.
Åbner, hvis KL siger det
KL har dog også meldt ud, at den kigger på, om der kan laves om i anbefalingerne. Blandt andet, fordi københavnske og fynske borgmestre har ytret ønske om at åbne genbrugspladserne igen, ligesom Renosyd, der dækker Skanderborg og Odder kommuner, også opfordrer til det.
- Vi har også fået henvendelser fra borgere. Dem lytter vi til, og vi har også kontaktet KL omkring det. Lige nu er der ingen nye anbefalinger, men der arbejdes på, om der skal laves andre løsninger, siger Peter Sørensen.
- Hvis KL siger, vi skal åbne genbrugspladserne igen, gør vi det med det samme. Men indtil vi får en klar melding, så vil vi ikke tage nogen risiko, understreger han.
Åbning vil give kø
Skulle genbrugspladserne åbne, vil der ifølge Peter Sørensen være flere udfordringer, der skal tages højde for. Han påpeger blandt andet, at pladsen i Horsens er Danmarks mest besøgte, og den vil ikke kunne følge med, hvis man kun må lukke 10 ind ad gangen.
- Det vil være en uoverskuelig opgave for politiet; det vil give kø og en ophidset stemning; vi skal have privat vagtværn på; og vi vil have erhvervsfolk, der skal holde i kø og bruge deres arbejdstid på det. Det er også nogle afvejninger, man skal have med, siger han.
Henter ikke haveaffald
En alternativ mulighed kunne være at gøre som i Hedensted Kommune, hvor man kan tilmelde sig på kommunens hjemmeside, hvis man ønsker at få hentet sit affald, og så kører kommunens folk ud efter det.
Her refererer Peter Sørensen til, at der er flere erhvervsdrivende, der tilbyder at hente haveaffald, og dem skal kommunen ifølge ham ikke til at konkurrere med.
- Jeg synes ikke, vi skal bruge borgernes skattekroner på at hente haveaffald, som sagtens kan ligge i en periode, indtil vi får en normal situation igen. De penge kan bruges bedre steder. Hvis man har kritisk behov for at komme af med sit affald, kan man jo støtte de erhvervsdrivende, der tilbyder at hjælpe der. Det vil jeg gerne opfordre til, ligesom at man skal støtte de lokale butikker og restauranter, siger han.