x
Annonce
Sport

Horsens-kæmper er tæt på en OL-plads

Jasmin Andersen fra Horsens skal til OL-kvalifikation i Milano. Kommer hun i semifinalen - og vinder den - skal hun til OL. Privatfoto
Jasmin Andersen fra Horsens har muligheden for at kvalificere sig til OL i taekwondo. Den 21-årige kæmper er blevet udtaget til kvalifikationen som en af fire danskere.

Horsens: Det er 16 år siden, at der har været dansk deltagelse i taekwondo-disciplinen ved et OL. Men i år har 21-årige Jasmin Andersen fra Horsens muligheden for at blive en af de kæmpere, der skal repræsentere Danmark ved verdens største sportsbegivenhed.

Hun er udtaget som en af fire danskere til et kvalifikationsstævne i Milano, der afvikles den 18. og 19. april. Hvis hun kommer til semifinalen og vinder den, skal hun til OL.

- Jeg har kæmpet lige op med flere af dem, der har været med til OL og dem, der ligger i toppen i verden. Alt kan ske på dagen. Men det er vind eller forsvind, og i taekwondo kan alt ændre sig på sekunder, siger Jasmin Andersen.

Hun kommer til Milano i vægtklassen -67 kilo, og der er en ubekendt. Der kan maksimalt stille 16 deltagere op i en vægtklasse, men Jasmin Andersen ved ikke, hvor meget de andre europæiske nationer satser på lige præcis hendes vægtklasse på damesiden.

- Jeg ved ikke, hvor mange jeg skal slå for at komme til OL. Det finder jeg nærmest først ud af, når jeg får deltagersedlen i hånden. Derfor er det også svært for mig at sige, hvor store mine chancer er, siger hun.

Annonce

Jeg ved ikke, hvor mange jeg skal slå for at komme til OL. Det finder jeg nærmest først ud af, når jeg får deltagersedlen i hånden.

Jasmin Andersen, 21-årige taekwondo-kæmper

En af de stærkeste

Jasmin Andersen er allerede kommet igennem et nåleøje, idet hun er udtaget af landstræner Aziz Acharki og sportschef Amir Rashid til kvalifikationsstævnet. Om hendes deltagelse siger de to:

- Jasmin er helt klart én af de stærkeste kæmpere, vi har i damerækken. Jasmin har flere gange vist, at hun har niveauet til at gå hele vejen. Dette er en af grundene til, at hun er blevet udtaget til OL-kvalifikationen.

Jasmin Andersen er nummer 43 på verdensranglisten, og selvom hun har kæmpet i og vundet en lang række internationale stævner, findes der ikke noget større end OL. I 2020 er Tokyo værtsby.

- Det er bare en af de største begivenheder i verden, så det ville være kæmpe stort, siger hun.

De seks øverste på verdensranglisten er allerede kvalificeret til OL. Dem risikerer Jasmin Andersen altså ikke at møde.

Derudover skal der findes to deltagere fra Afrika, Europa, Asien, Amerika og en fra Oceanien. Værtsnationen Japan er automatisk kvalificeret.

Jasmin Andersen begyndte sin karriere i Horsens og bor stadig i byen. I dag er hun tilknyttet Århus Vest Taekwondo Klub.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce