Annonce
forside

Horsens-hotel skal bygges om til kollegium

Forpagterne af Hotel Danica og Restaurant Over Middel fortsætter driften frem til 21. maj. Herefter omdannes ejendommen til ungdomsbolig med 45 kollegieværelser. Foto: Morten Pape

Familien Hede Nielsens Fond har købt Hotel Danica. Fonden vil bevare ejendommen, men omdanne den til ungdomsbolig med 45 kollegie-værelser og fællesfaciliteter.

Horsens: Det nuværende Hotel Danica på Ove Jensens Allé i Horsens bliver til et kollegium.

Det afslører Henrik Hede-Nielsen, formand for Familien Hede Nielsens Fond.

Fonden har købt midtby-ejendommen, hvor planen er at omdanne hotelværelser til ungdoms-boliger.

- Vi har gennem de seneste år ønsket at opføre et kollegium - og da fonden udspringer af Horsens, var det afgørende for os, at det blev i Horsens.

- Da muligheden så kom for at erhverve denne ejendom, syntes vi, det var helt oplagt, at dét skulle være løsningen. På den måde kunne vi ikke bare sikre de studerende et sted at bo under studiet, men samtidig også bevare en i byen kendt ejendom, siger Henrik Hede-Nielsen.

Annonce

Familien Hede Nielsens Fond

Stiftet i 1971 af brødrene Eigil og Ove Hede Nielsen. Brødrene stod i spidsen for industrikoncernen Hede Nielsen A/S, som deres far, Niels Hede Nielsen, etablerede i 1906, dengang som Horsens Cykellager.

Koncernen eksisterede i 90 år og beskæftigede sig gennem årene med bl.a. cykel- og rørproduktion, fremstilling af tekniske og medicinske gasser og radio- og tv-produktion under navnet Arena.

Fonden blev stiftet med en grundkapital på en million kroner.

Midlerne er siden vokset betydeligt og danner hvert år grundlag for en lang række donationer samt den årlige HN-Pris.

Der er gennem årene samlet uddelt mere end 178 mio. kr. til almennyttige formål.

Henrik Hede-Nielsen er barnebarn af Ove Hede Nielsen, som stiftede fonden med sin bror, Eigil, i 1971. Henrik Hede-Nielsen har været fondens formand siden 2017. Privatfoto

Minikøkkener og fællesrum

Familien Hede Nielsens Fond overtog officielt ejendommen 1. januar 2018.

Men den nuværende forpagter-trio, som driver både hotel og restaurant, fortsætter driften af begge dele frem til 21. maj.

- Så rykker vi ind og begynder ombygningen, og vi forventer, at 45 kollegieværelser er klar til indflytning sidst på året, formentlig omkring 1. december, fortæller Henrik Hede-Nielsen.

- Vi er selvfølgelig godt hjulpet af, at værelserne er på plads med eget bad og toilet, ligesom brandmyndighedernes krav om flugtveje o.l. Men vi vil udstyre værelserne med alt fra seng og skrivebord til minikøkken, forklarer han.

Desuden skal der indrettes stort fællesrum og faciliteter som vaske- og tørrerum og overdækket parkering til cykler.

Med beliggenheden op ad den tidligere Kvickly-grund, der nu udvikles med boliger og forretningsområde, ser Henrik Hede-Nielsen basis for et skabe et attraktivt miljø for de unge. Foto: Morten Pape

Forelsker sig i Horsens

Familien Hede Nielsens Fond blev stiftet i 1971 med en grundkapital, der stammer fra driften af industrikoncernen Hede Nielsen A/S, som gennem 90 år i Horsens beskæftigede sig med bl.a. cykel-, rør-, radio- og tv-produktion.

Siden har fonden uddelt millioner til almennyttige formål over hele landet.

- Det er første gang i fondens historie, at vi investerer i en ejendom. Det gør vi ikke for at lave boligspekulation, men vi mener, at investeringen i dette tilfælde går godt i spænd med vores formål og vores ønske om at tilføre byen Horsens noget ekstraordinært, forklarer Henrik Hede-Nielsen.

Han forventer, at kollegiet vil gavne såvel de enkelte studerende, der får et godt sted at bo, som det lokale studentermiljø.

- Det ligger i et meget spændende område midt i byen, hvor der snart opføres 500 nye boliger, supermarked og butikker, ligesom det er tæt på det kommende Campus. Som Horsens-født tænker jeg, at det er en genial udvikling af midtbyen. Der er basis for et nyt centrum - et sted, hvor mange unge vil færdes og give området liv og energi, siger Henrik Hede-Nielsen.

Han håber, at miljøet vil være med til at trække flere unge udefra til byen - ikke bare for at studere.

- Jeg håber, at unge, der kommer til Horsens, forelsker sig i byen og får et tilhørsforhold, så de bliver her, siger han.

Udlejning af kollegieværelserne skal varetages af et lokalt administrationshus, som endnu ikke er helt på plads, fortæller Henrik Hede-Nielsen, som heller ikke har lagt sig endeligt fast på et navn til det kommende kollegium.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce