Annonce
Horsens

Horsens holder i kø: Så mange biler kører der på de trængte indfaldsveje

Røde lys på række. Det er ikke nemt for bilisterne at komme gennem trafikken i myldretiden. Her er det krydset ved Silkeborgvej, Schüttesvej, Skanderborgvej og Vestergade i morgentrafikken, hvor der er stor trængsel. Foto: Morten Pape

På den mest trafikerede af de lokale indfaldsveje kører der på et døgn omkring 21.500 biler. I to timer i døgnet klumper trafikken sig mest sammen, viser trafikmålinger, som Horsens Kommune løbende får lavet. Se kortene, der viser de nyeste målinger her i artiklen.

Horsens: Kører jeg i myldretiden, tager det mindst dobbelt så lang tid at komme frem. Det billede tegner flere læsere af den trængte trafiksituation på indfaldsvejene til Horsens. Maj-Britt Svenson kører på hverdage mellem kl. 7 og 8.15 fra Stampemøllevej ved Kørup ind ad Silkeborgvej, Vestergade og Langmarksvej til Haurowitzvej i Horsens. En strækning på 12 km, der i morgenmyldretiden tager minimum 30 minutter. Kører hun samme rute uden for myldretiden, kan hun nå frem på et kvarter, fortæller hun.

Og der er trængsel på indfaldsvejene til Horsens, viser trafikmålinger, som Horsens Kommune løbende får lavet. Ifølge de nyeste målinger kører der omkring 21.500 biler på et døgn på Schüttesvej, som dermed er den indfaldsvej i Horsens, som lægger asfalt til flest biler.

Herefter følger Silkeborgvej med 19.188 biler i døgnet og Vejlevej - målt tæt på Ørnstrupvej - med 18.134 biler på et døgn. Se kortene med trafikmålinger nederst i artiklen.

- Horsens er udfordret af at have få store veje ind i byen, og at vi i dag kun har én rigtig ringvej. Det betyder, at de veje, der er, er presset med meget trafik, forklarer Allan Lyng Hansen, som er afdelingschef i Affald og Trafik i Horsens Kommune.

Annonce

Hvilke veje har vi fokus på?

I en række artikler sætter vi i den kommende tid fokus på indfaldsvejene til og fra Horsens.

Vi har defineret de primære indfaldsveje som:


  • Silkeborgvej
  • Østbirkvej/Skanderborgvej
  • Gl. Århus Landevej
  • Oddervej/Haldrupvej
  • Bollervej
  • Bjerrevej
  • Vejlevej/Vestvejen
  • Strandkærvej
  • Ringvejen/Schüttesvej
  • Ringvej Syd
  • Hattingvej

Kryds laver flaskehalse

I to timer af døgnet er der særligt trængsel på indfaldsvejene. I kommunens trafikmålinger ligger de mest belastede timer mellem kl. 7-8 om morgenen og i perioden mellem kl. 15-17 om eftermiddagen. I de to perioder kørte der samlet 4475 ud af de 21.538 på Schüttesvej, den dag målingen blev lavet - fordelt med 2156 biler i morgentrafikken og 2319 om eftermiddagen. På Silkeborgvej kører der samlet i de to timer 3484 biler - 1685 på en time om morgenen og 1799 i den mest belastede eftermiddagstime.

- Om morgenen er især trafikafviklingen på Silkeborgvej presset, fordi der er kryds i begge ender af vejen, og de skaber kø, forklarer Allan Lyng Hansen.

Krydsene giver stop i trafikken, når mange bilister skal igennem.

- Især de to kryds, der fungerer som til- og frakørsel til motorvejen laver om morgenen flaskehalse for de bilister, som skal ud af byen, ligesom bilister holder i kø på grund af krydset ved Silkeborgvej og Schüttesvej, fortæller civilingeniør i Horsens Kommune Jonas Møbius.

Også ved motorvejsramperne i nord og syd stopper trafikken til i morgentimerne.

- Der er problemer begge steder, fordi der ingen lysreguleringer er, og det betyder, at bilisterne i perioder holder i kø helt ned på motorvejen, fordi de ikke kan komme af ramperne. Der kommer så mange biler ind, som efterfølgende ikke kan komme af rampen, forklarer Allan Lyng Hansen.

Horsens holder i kø

Horsens er en vækstkommune, og vi kan være stolte af, at så mange flytter hertil.Flere indbyggere betyder dog også mere trafik, og på vej ind og ud af Horsens sidder vi fanget mellem hjem, job, daginstitution, indkøb, aftaler og kunder.

Og her holder vi så. I kø.

I de kommende uger sætter Horsens Folkeblad fokus på køerne og på de udfordringer, den øgede trafik skaber. Vi giver dig også dine medtrafikanters tips til veje til at undgå køerne.

Ikke kun tallene, der tæller

Også efter vejene fra motorvejsafkørslerne er der trængsel. Foruden Schüttesvej topper Vejlevej i den mest belsastede morgentime med 1848 biler, men også østfra er der pres på Haldrupvej med 1693 biler i den pågældende time.

Men man kan ikke se på tallene alene, når man skal vurdere, hvor stor belastningen er, forklarer Allan Lyng Hansen og Jonas Møbius.

- I Sydbyen er krydset ved Strandkærvej, hvor meget store trafikstrømme fra Bjerrevej og Bollervej mødes, presset. Man kan ikke alene måle belastningen ud fra trafiktallene, for det afhænger også af f.eks. krydsets størrelse, og dermed hvordan trafikken kan afvikles. Der kan derfor godt være en større belastning i Sydbyen, selvom der er en mindre mængde trafik sammenlignet med andre steder, forklarer Jonas Møbius.

Tallene for eftermiddagsstrafikken viser stort set samme tendens som om morgenen.

- Men trafikken er lidt mere spredt ud end om eftermiddagen. Rigtig mange møder kl. 8 om morgenen, mens der er lidt større spredning i, hvornår folk holder fri, siger Jonas Møbius.

Hvor mange biler kører på din strækning

Her kan du bladre i seks kort, som viser de nyeste trafikmålinger, som Horsens Kommune har lavet. Årstallet viser, hvornår målingen er lavet. Ifølge Allan Lyng Hansen og Jonas Møbius er der en usikkerhed på fem til syv procent på trafikmålingerne, og tallene skal derfor ses som et interval. Spidstimen om morgenen ligger kl. 7-8, mens den om eftermiddagen ligger i perioden mellem kl. 15-17.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

DMI lover sol og sommer på første officielle sommerdag - men så kommer efterårsvejret

Annonce