Annonce
Horsens

Horsens har fået endnu en dagligvarebutik: Fire fyrtårne skal adskille den fra de andre

Der var ikke proppet med mennesker, da Meny torsdag morgen åbnede på Jenny Kammersgaards Vej i Horsens. Men der var alligevel godt fyldt i butikken de første timer efter åbningen. Foto: Nicolai Skovgård
Horsens har fået endnu et sted at handle dagligvarer, og det er godt for konkurrencen, siger de forreste i køen på åbningsdagen for Meny på Nordhavnen. Her skal fire fyrtårne lokke kunderne til i et område i Horsens, hvor der faktisk ikke er så mange andre indkøbsmuligheder.

Horsens: Mens årets første sne daler ned fra himlen, dukker de første mennesker op foran den første Meny-butik i Horsens. Der er få minutter til, at snoren bliver klippet og dermed markerer, at endnu et supermarked har indtaget byen, hvor der i forvejen ikke er langt til det nærmeste dagligvareindkøb.

Og så alligevel. For som borgmester Peter Sørensen (S) pointerer i sin korte åbningstale, har der ikke været de store indkøbsmuligheder i området omkring sygehuset og Langelinie og ved det nye boligområde på Nordhavnen.

- Der har faktisk manglet et handelscentrum i den her ende af byen. En masse mennesker er ved at flytte til området, der kommer snart et nyt p-hus og et havnebad, og i det hele taget sker der meget byudvikling her ved havnen, og det kræver også, at man kan købe sine dagligvarer her, siger han.

Annonce

Meny's fire fyrtårne

Hvordan adskiller man sig fra de mange andre dagligvarer butikker i Horsens? Meny Horsens forsøger med fire fyrtårne, som købmand Søren Hansen kalder dem:

Frugt og grønt:

- Noget nyt hos os er, at vi har en medarbejder, der skærer frugt ud til dig, og at du på sigt kan bestille et frugtfad til for eksempel en børnefødselsdag, siger Søren Hansen, der også har nøddebar, appelsinpresser og skæremaskine til ananas i butikken.

Slagteren:

- Vi har kød fra Freygaard, som er hentet ind fra Finland og kåret til verdens bedste bøffer i 2019, siger Søren Hansen.

Delikatessen:

- Den er delt op i to ting. Der er det rigtigt lækre, når man skal forkæle sig selv, og så er der de her to-go-varer, hvor det skal være nemt, siger købmanden.

Vinafdelingen:

- Her prøver vi at have et udvalg af nedkølede vine. Jeg har en forventning om, at når de mange mennesker på Nordhavnen er flyttet ind, vil de gerne komme herned efter et par bøffer og en kold flaske rosé, som de kan bruge med det samme, siger Søren Hansen.

Godt for konkurrencen

Med blandt andet fem Netto'er, seks Rema 1000-butikker, lige så mange Fakta'er, en Løvbjerg, en Bilka og mange andre indkøbsmuligheder, kunne man godt tænke, at Horsens måske var mættet med butikker.

En ny spiller på markedet kan dog godt lokke folk til fra den anden ende af byen - det lokkede i hvert fald Poul Erik og Jytte Knudsen forbi, og de står med den forreste indkøbsvogn i køen af mennesker - en kø, der dog ikke er voldsomt lang.

- Det bliver rart for alle dem, der kommer til at bo her i området, at der er kommet en Meny. Vi er bare kommet, fordi vi er nysgerrige, siger Poul Erik Knudsen.

- Ja, vi er ikke kommet efter noget bestemt, men vi vil bare gerne se, hvordan butikken ser ud. Det er dejligt, der kommer så mange muligheder for at handle ind, og at der kommer noget konkurrence, siger Jytte Knudsen.

Mest indbydende udenbys

De allerførste mennesker på plads foran butikken var ikke kommet langvejs fra. Jette Storm, Asger Hansen og Erik Rasmussen skal bare krydse Strandpromenaden for at handle i den nyåbnede butik, og de er ganske glade for, at der nu kun er få meter til nærmeste indkøbsmulighed.

- Vi kommer til at kunne bruge den til det daglige indkøb, hvor man lige kan smutte over gaden og hente en liter mælk. Og så er det rart, at det er en anden type butik end mange af de andre i byen. Der er bager og lækker mad fra delikatessen, men også alle de gængse ting, hvis man lige står og mangler en tandbørste eller lignende, siger Jette Storm.

Erik Rasmussen fortæller, at han kender til Meny-kæden, fordi han ofte handler der, når han sejler til Bogense. Der vælger han Meny frem for de andre dagligvarebutikker i byen.

- Det er nok den mest indbydende af dem, der er i Bogense - det er i hvert fald en dejlig butik. Så nu bliver det spændende med den første Meny i Horsens, når den har så mange andre, den skal konkurrere med, lyder det fra Erik Rasmussen.

Købmand Søren Hansen og borgmester Peter Sørensen klarede snoren. Foto: Nicolai Skovgård

Fire fyrtårne i butikken

Snoren klipper Peter Sørensen over, og så kan de første mennesker handle i Meny-butikken, hvor man dog først bliver mødt af en P. A. Andersen & Sønner-bagerbutik og Blomstergården Brædstrup. Derefter er der klip-selv-krydderurter, frisk juice fra appelsinpresseren, stor delikatesseafdeling og mange andre ting, der skal adskille Meny fra konkurrenterne.

- Vi har fire fyrtårne - det er frugt og grønt-afdelingen, slagteren, delikatessen og vinafdelingen, siger butikkens købmand, Søren Hansen, der står klar til at hilse på alle kunderne.

Asger Hansen og Jette Storm var blandt de første foran Meny torsdag morgen. De bor også kun lige ovre på den anden side af gaden. Foto: Nicolai Skovgård

Synlighed på Strandpromenaden

Fyrtårnene suppleres af beliggenheden, hvor der på sigt kommer 5000 beboere i nabolaget omkring Nordhavnen, og som det ser ud lige nu er Meny den nærmeste butik. Indtil da er Søren Hansen ganske tilfreds med placeringen ud til Strandpromenaden.

- Vi har en stor synlighed her, som jeg er meget positiv omkring. Der kommer mange biler forbi, og det er nemt lige at køre herind, hvor vi også har gode parkeringsmuligheder, siger købmanden, der kalder åbningsdagen for en glædesdag.

- Det er ligesom en fødselsdag. Jeg har sagt til mine madarbejdere - de hedder madarbejdere her i Meny - at de skal huske at stoppe op i to minutter en gang i mellem og bare nyde dagen. Det har til tider været hårdt og virket uoverskueligt at skulle åbne en ny butik, men nu står vi med et flot resultat, så de skal tage imod den ros, de får fra kunderne, siger han.

Lidt dild, lidt oregano og lidt persille i en bakke. Sådan lyder bland selv-konceptet for krydderierne. Foto: Nicolai Skovgård
Der var smagsprøver rundt i hele butikken. Foto: Nicolai Skovgård
Søren Hansen var klokken 10 et smut på havnen for at hente friske forsyninger af blåmuslinger. En lille gimmick i forlængelse af Meny's åbningsreklame om, at de ville anlægge en havnekanal, så der kunne komme friske varer direkte fra fiskekutterne. Foto: Nicolai Skovgård
Der blev delt poser ud til de første kunder. Foto: Nicolai Skovgård
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Bilist fik ildebefindende og endte i baghave

Læserbrev

Trods corona-krise: Betal dit medlemskontingent!

Læserbrev: Vi står midt i en historisk krise, hvor samfundet mere eller mindre er lukket ned. Det udfordrer os alle - herunder vores foreninger, klubber og alle vores frivillige. Foreningerne i Horsens kommune ligger p.t. øde hen, uden aktivitet, med tomme klubhuse, ingen træninger, ingen kampe og ingen socialt samvær. Det betyder, at vores foreninger er (eller kan blive) udfordret på økonomien i form af manglende indtægter fra stævner, cups, sponsorater, indtægtsgivende arrangementer, kontingenter, m.m. I yderste konsekvens kan det få fatale følger for vores foreninger i form af lukninger. Desværre har jeg den seneste tid hørt fra flere personer, at de overvejer deres medlemskab af den lokale idrætsforening - når nu de ikke ”får noget for pengene”. Det gør mig frustreret at høre disse udmeldinger, for det er netop nu, at vi skal stå sammen, vise samfundssind og bakke op om vores foreninger. Mennesker er sociale væsner der har et fundamentalt behov for at være sammen med andre mennesker. Derfor indgår de fleste af os i fællesskaber i familien, med venner, på jobbet og i foreninger. Jeg ynder at sige, at mennesker er flokdyr, der skal stimuleres socialt. Den nuværende corona-krise gør, at vi skal holde os indendørs og isolere os fra andre mennesker. Det strider direkte mod vores menneskelige natur, hvilket udfordrer os som individer. Derfor tror jeg, at vi mere end nogensinde før har behov for vores foreninger. Når vi kommer ud på den anden side af krisen, har vi i den grad behov for at blive socialt stimuleret og få plejet vores sociale relationer i fællesskabet med andre mennesker. Så min klare opfordring: Betal dit medlemskontingent og støt op om din lokale forening. Så kan vi igen mødes i fællesskabet om den idræt eller foreningsaktivitet, vi brænder så meget for.

Annonce