Annonce
Erhverv

Horsens-firma fik grønt lys til røde tal: I stedet blev det til million-overskud

SMC Danmark er datterselskab til japanske SMC, som er etableret i 83 lande. Det danske datterselskab har domicil i Horsens, og her bliver flere og flere ansatte. På godt et år er staben vokset fra 28 til 40 medarbejdere. Henrik Bonde Jespersen står i spidsen for salg og marketing. Foto: Søren E. Alwan
Med is i maven har Horsens-firmaet SMC Danmark mandet massivt op for at jagte en større markedsandel af styrende komponenter til industriens maskiner. Det skete med forventning om underskud, men de røde tal er udeblevet. Ét regnskabsår senere er status et voksende millionoverskud.

Horsens: SMC i Horsens får ting til at ske: Om der skal løftes, suges, skubbes eller trækkes, så er SMC klar med den teknik, der får en robot til at gøre, hvad den er sat i verden for.

Når eksempelvis små legomænd skal have hovederne sat på kroppen, når en side røget laks skal fileteres, eller når småkager skal stakkes fint i papirmanchetter i blikdåser, kan det være komponenter fra SMC i Horsens, der sørger for, at arbejdet bliver gjort. Firmaet er specialist i komponenter, der skaber bevægelse i industriens maskiner. Det kan være med luft under tryk - såkaldt pneumatik - eller med elektrisk styrede løsninger.

Virksomheden har netop afsluttet regnskabsåret 2018/2019, og resultatet viser, at der også her har været tryk på. Såvel i top som bund af regnskabet er der fremgang.

Bruttofortjenesten løb op i cirka 29 millioner kroner, og resultatet før skat i cirka 3,8 millioner kroner. I forhold til året forinden er det en fremgang på henholdvis godt 43 og godt 38 procent.

Annonce

SMC Danmark A/S

  • SMC Danmark er en del af en international koncern med afdelinger i 83 lande.
  • Koncernen har 60-års jubilæum i år - den blev grundlagt i Japan i 1959.
  • SMC rykkede ind i Danmark midt i 80'erne, i første omgang med en dansk distributør.
  • I 1998 ønskede selskabet at etablere eget datterselskab i landet, så det købte varelager, medarbejdere og kundekartotek af distributøren.
  • Det danske datterselskab havde de første 10 år til huse i lejede lokaler i Odder, men i 2008 valgte man at bygge domicilet i Horsens' nordlige industrikvarter på Egeskovvej i Gedved.
  • Med mere end 700.000 varenumre i sortiment kan selskabet kalde sig verdens største leverandør af komponenter til styring af maskiner.
  • Tidligere bestod sortimentet stort set kun af pneumatiske produkter, og virksomheden hed SMC Pneumatik. I de senere år er elektrisk styrede komponenter blev en stor del af sortimentet, og derfor blev pneumatik-delen sidste år strøget fra virksomhedens navn, så den i dag hedder SMC Danmark A/S.

Is i maven og alle sejl til

En voksende indtjening var ellers ikke, hvad ledelsen spåede, da den forud for regnskabsåret præsenterede en ny fem-års plan for Horsens Folkeblad. Her var målet at øge markedsandelen i Danmark, og det skulle blandt andet ske ved at ansætte flere folk.

Det japanske moderselskab gav grønt lys til oprustningen - og som følge heraf også til udsigten af røde tal på bundlinjen.

- For de kommer, sagde administrerende direktør Steen Herbild.

- Det koster at mande massivt op. Det vil kræve is i maven, når de røde tal kommer, men vi og vores moderselskab tror på, at det giver bonus på den lange bane, forklarede salgs- og marketingschef Henrik Bonde Jespersen.

Siden er 28 ansatte blevet til 40. Oprustningen er især sket på salgssiden, og bonussen har altså ikke ladet vente på sig, viser regnskabet for det første af fem år i den fastlagte strategi.

Det betyder, at armene er over hovedet i SMC-domicilet på Egeskovvej, fortæller Henrik Bonde Jespersen.

- Vi har sat alle sejl ind, og når vi er kommet så flot i mål, er det svært at få armene ned. Vi er pavestolte af resultatet, fastslår han.

Med på opsvingets bølge

Succesen styrker ledelsens tro på den kurs, der er lagt for dagen, og der er taget hul på det indeværende regnskab med masser af optimisme, fortæller Henrik Bonde Jespersen.

Fremgangen tilskriver han den styrkede indsats hos SMC, hvor alle har givet den en skalle, siger han, men i høj grad også et generelt opsving i industrien.

- Markedet har haft optur, og vores kunder i industrien har været velvillige til at renovere og bygge nye maskiner. Det er den konklusion, vi i ledergruppen er kommet frem til, men vi er samtidig stolte af, at vi har været dygtige og udvist rettidig omhu, så vi er kommet med på bølgen i industriens opsving, siger han og spidser ører, da en klokke ringer i baggrunden.

- Det er vores succes-klokke, som medarbejderne trækker i, når de får en særlig god ordre. Tidligere udløste det sandwich til alle medarbejdere, når klokken ringede, men den var i brug så tit, så nu ser vi på det i et samlet billede og giver i stedet frokost hver fredag, forklarer Henrik Bonde Jespersen.

Nøgletal

Nøgletal, afrundet, for regnskabsåret 1. april 2018 til 31. marts 2019 (Tallene i parentes er fra året før):

Bruttofortjeneste: 28,97 mill. kr. (20,21 mill. kr.)

Resultat før skat: 3,78 mill. kr. (2,74 mill. kr.)

Resultat efter skat: 2,95 mill. kr. (2,13 mill. kr.)

Egenkapital: 63,38 mill. kr. (60,44 mill. kr.)

Gennemsnitligt antal ansatte i året: 38 (28)

40 nye produkter om året

Målsætningen i SMC Danmarks fem-års plan er en fordobling af markedsandelen i Danmark.

- Vi har fået et par procentpoint mere, siden vi satte målet, og vi ligger i omegnen af 20 procent, siger Henrik Jespersen, som ikke ønsker at komme det nærmere, da SMC ikke offentliggør sin omsætning.

- Men omsætningen steg sidste år med cirka 20 procent, vi har fået en lidt større bid af markedet, og vi er meget tilfredse, siger han.

SMC vinder blandt andet flere ordrer, fordi forretningsområdet også udvides, fortæller Henrik Jespersen. Et nyt forretningsområde er komplette styrings-skabe, som betyder, at SMC kan tilbyde kunderne en komplet løsning, fremfor at de skal købe enkelte komponenter, som de selv skal sørge for at få sat sammen. SMC's konsulenter hjælper med at sammensætte de rette komponenter til kundens behov, og i montageafdelingen i Horsens sørger ansatte for at montere det hele i én enhed, forklarer Henrik Bonde Jespersen.

Samtidig er flere elektrisk styrede komponenter kommet i sortiment, mens det tidligere stort set kun omfattede pneumatiske komponenter, det vil sige komponenter styret af luft under tryk.

- Men vi har fulgt udviklingen i markedet, som især oplever stor vækst inden for elektrisk styrede løsninger, forklarer salgs- og marketingchefen.

På samme vis forfølger SMC et stigende behov hos kunderne for, at komponenter og styringsskabe skal kunne mere på mindre plads, og på den baggrund lanceres der løbende nye, optimerede enheder, som fylder mindre og mindre.

- Vi præsenterer cirka 40 nye produkter om året, fortæller Henrik Jespersen.

SMC har især mandet op på salgssiden, og når sælgerne får en særlig god ordre i hus, markeres succesen med et træk i klokken her. Foto: Søren E. Alwan

Optimismen i behold

Årets overskud, som efter skat blev til godt 2,9 millioner kroner, er overført til egenkapitalen. Den var ved udgangen af regnskabsåret på knap 63,4 millioner kroner.

- Vi har taget hul på år to i vores fem-års plan med optimismen i behold. Vi kan se, at vi er på rette vej. De ting, vi gør, virker, siger Henrik Bonde Jespersen og tilføjer:

- Vi forventer for indeværende regnskabsår fortsat fremgang i vores omsætning, og vi har en forventning om, at vi holder fast i de gode takter og vækster med samme grad som i vores sidste regnskabsår.

I fem-årsplanen er der budgetteret med en oprustning til 50 ansatte, men størstedelen heraf er sket det første år, hvor 28 blev til 40.

- Så vi har ikke planer om de store udvidelser det næste års tid. Det ligger længere ude i fremtiden at blive endnu flere, siger Henrik Jespersen.

Virksomheden SMC laver styrende komponenter til industriens maskiner - de komponenter, der får en robot til at gøre, hvad den gør. Det kan være med trykluft eller elektronik, fortæller salgs- og marketingchef Henrik Bonde Jespersen. Foto: Søren E. Alwan
Der er mere end 7000 varenumre i SMC's sortiment, og konsulenterne hjælper med at finde og sammensætte lige det, der skal til, for at styre forskellige maskiner i industrien. Foto: Søren E. Alwan
Virksomheden SMC laver styrende komponenter til industriens maskiner - de komponenter, der får en robot til at gøre, hvad den gør. Det kan være med trykluft eller elektronik, fortæller salgs- og marketingchef Henrik Bonde Jespersen. Foto: Søren E. Alwan
Virksomheden SMC laver styrende komponenter til industriens maskiner - de komponenter, der får en robot til at gøre, hvad den gør. Det kan være med trykluft eller elektronik, fortæller salgs- og marketingchef Henrik Bonde Jespersen. Foto: Søren E. Alwan
SMC har til huse på Egeskovvej i Gedved. Tidligere stod der SMC Pneumatik på facaden, men sidste del af navnet blev sidste år strøget, fordi virksomheden gennem årene er kommet til at lave meget mere end pneumatik. Foto: Søren E. Alwan
SMC har til huse på Egeskovvej i Gedved. Tidligere stod der SMC Pneumatik på facaden, men sidste del af navnet blev sidste år strøget, fordi virksomheden gennem årene er kommet til at lave meget mere end pneumatik. Foto: Søren E. Alwan
Virksomheden SMC laver styrende komponenter til industriens maskiner - de komponenter, der får en robot til at gøre, hvad den gør. Det kan være med trykluft eller elektronik, fortæller salgs- og marketingchef Henrik Bonde Jespersen. Foto: Søren E. Alwan
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce