Annonce
Kultur

Horsens-festival satser på en fuldfed, corona-frigjort oplevelse

Mon der er en corona-blues på repertoiret ved Blues Alive Festival i år. Det vil vise sig til oktober, når festivalen rejser sig igen efter sidste års aflysning. Arkivfoto: Søren E. Alwan
Danske musikere hyldes, når Blues Alive til oktober rejser sig igen efter sidste års aflysning.

Horsens: - Det skal være en oplevelse, hvor folk endelig må råbe, klappe, synge med og danse, som de har lyst.

Sådan bliver banen kridtet op for den kommende udgave af Blues Alive Festival i Horsens, når formanden for arrangørerne i Blueskartellet, Carsten Mellson, sætter ord på festivalens genkomst i år.

I 2020 måtte Blueskartellet afblæse begivenheden på grund af pandemien, men 30. oktober returnerer den årlige fejring af den blå tone.

Annonce

- Det bliver måske den eneste festival i år, som for alvor kan gennemføres uden restriktioner. 30. oktober er vi forhåbentlig gennem vaccinationerne, og det vil være slut med mundbindskrav og andre begrænsninger, siger Carsten Mellson.

Blues Alive Festival 2021

Blues Alive Festival har eksisteret siden 2006.

Den finder sted i Håndværkerforeningen i Allégade i Horsens og samler hvert år mere eller mindre kendte navne fra den danske og internationale bluesscene.

Årets program, der stort set kun består af danske navne, er netop offentliggjort:

Ole Frimer Band: Ole Frimer er uomgængelig i dansk blues, og den ekvilibristiske guitarists seneste album "Live In Ebbingen" fra sidste år blev sendt ud til anmelder-roser i musikmagasiner over hele Europa og USA. 

Sahra Da Silva Blues: Sarah Da Silva er en myreflittig københavnsk sangerinde, som man tidligere har kunnet høre sammen med en stribe af dansk blues mest kendte navne. Sidste år udsendte hun albummet #blueswoman, der befæster en lyd præget af både soul og blues.

Trainman Blues: Københavnsk duo, der består af irske Richard Farrell og Laust 'Krudtmejer' Nielsen, som trækker på et miks af tradition og fornyelse. Makkerparrets selvbetitlede debut vandt dem i 2018 en Danish Music Award Blues for årets bedste album. Duoen er aktuel med opfølgeren "Shadows And Shapes".

JJ & The Bluesgang: En af Horsens bedst kendte bluesmænd, Jens Juel, skabte sidste år sit ny projekt JJ & The Bluesgang, der fortsætter den stil, han tidligere eksekverede med det navnkundige JJ Blues Band: "Vi taler kompromisløs og sveddrypppende guitar- og mundharpebaseret Chicago-blues", lyder det i en beskrivelse af gruppen.

BB & The Blues Shacks: Tysk gruppe fra Hildesheim, der med sin scene-optræden og soulfyldte rythm and blues skulle være garant for en "enestående" koncertoplevelse. Bandet har vokalist og mundharpespiller Michael "Maddy" Arlt i front, det har modtaget adskillige priser i hjemlandet og er blevet kaldt et af Europas bedste bluesbands.

Konferencier: Jesper Bjarnesen

Han håber, at udsigten til en corona-restriktionsfri koncertoplevelse kan lokke et stort publikum til Håndværkerforeningen, hvor endagsfestivalen finder sted.

En grim omgang

Han lægger ikke skjul på, at 2020 og første halvdel af 2021 har været hård.

Hård for Blueskartellet, som normalvis arrangerer koncerter på stribe i Horsens, men som har måttet udskyde og aflyse i takt med covid-19's hærgen.

Hård for det danske bluesmiljø som sådan.


Det skal både ses som en hyldest og som et lille forsøg på at hjælpe de danske musikere.

Carsten Mellson


- Mange af musikerne er jo for så vidt amatører, selv om de spiller professionelt, og de fleste er nødt til at have job ved siden af for at få tingene til at løbe rundt. De har ikke nødvendigvis et cvr-nummer, der kunne give dem mulighed for at søge økonomisk kompensation hos staten. Så nedlukningerne er selvfølgelig noget, der påvirker dem. Det har været en grim omgang, siger Carsten Mellson.

Annonce

Dedikerer programmet til dansk blues

I et forsøg på at bakke op om den danske scene har arrangørerne derfor valgt at dedikere programmet på Blues Alive 2021 til danske bluesmusikere, uddyber han.

Fem ud af de seks navne på den netop offentliggjorte plakat er her fra landet. Kun tyske BB & The Blues Shacks kan ikke mønstre dansk pas.

- Det skal både ses som en hyldest og som et lille forsøg på at hjælpe de danske musikere, forklarer Carsten Mellson.

Ud over det tyske islæt bliver det Ole Frimer Band, Trainman Blues, Sahra Da Silva Blues og de to lokale navne JJ & The Bluesgang og konferencier Jesper Bjarnesen, som præger koncert-programmet.

Billetsalget til Blues Alive 2021 er åbnet, oplyser Carsten Mellson.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sport For abonnenter

Nyt underlag på Casa Arena? Horsens Kommune foreslår at fremtidssikre banen med hybridgræs

Annonce