Annonce
Horsens

Horsens er næstbedst i landet til at fastholde unge på skolebænken

Pernille Follin, der er uddannelsesleder på Learnmark, understreger, at det er vigtigt, at man anerkender, at det kan være svært at gennemføre en uddannelse. Arkivfoto
Annonce
HORSENS - En dugfrisk rapport får lige nu undervisere og ledere på Learnmark Horsens til at trække på smilebåndene og klappe hinanden på skuldrene.

Rapporten er lavet af Epinion for Undervisningsministeriet, og tal i den viser, at det går godt, når det kommer til at fastholde eleverne på en ny ungdomsuddannelse, som startede i august sidste år, og som har Learnmark som tovholder.

Den kombinerede ungdomsuddannelse, KUU, som den hedder, blev fra da af udbudt 20 steder landet over, og på tærsklen til fjerde holdoptag i januar er der derfor gjort status.

Rapporten viser, at den lokale KUU, som er for unge fra Horsens, Hedensted, Skanderborg og Odder Kommune, er landets næstbedste, når det gælder om at fastholde eleverne på skolebænken.

Med et frafald på 12 pct. på første holdoptag er skolen kun overgået af KUU Syd- og Midtfyn, der præsterede et frafald på syv pct., mens landsgennemsnittet er på 32.

I alt 134 elever er optaget på Learnmarks tre første hold, og af dem går 121 der stadig. Skolen noterer sig, om de frafaldne hopper videre til en anden uddannelse, til et arbejde, eller om de forlader uddannelsessystemet.
Her viser Learnmarks opgørelse, at otte af de 13 er såkaldt negative frafald, der for nu ikke fortsætter med noget konkret i forhold til uddannelse. De fem positive frafald er elever, der er gået videre til en læreplads eller anden uddannelse.
Annonce

Alle pladser er besat

KUU-lederne fra Learnmark har selv en række bud på, hvorfor det går så godt, som tallene viser.

Godt samarbejde mellem elever og deres kontaktpersoner, som tager sig tid til at snakke, undervisning med små hold ad gangen og sparring med kollegerne fra Ungdommens Uddannelsesvejledning er nogle af forklaringerne.

- Derudover har vi sørget for at tilbyde de unge nogle anderledes rammer her på Strandpromenaden (hvor skolen ligger, red.). Det betyder meget, at de møder ind til en hverdag, hvor de har det godt. Det lyder logisk og meget elementært, for sådan har alle det formentlig, men vi skal huske på, at her er tale om nogle unge, der ofte har haft nogle udfordringer i skolen, forklarer uddannelsesleder Pernille Follin.

- Her møder de andre unge, som de kan spejle sig i, da alle kommer med et eller andet i bagagen. Det høje antal elever gør, at alle har nogle at snakke med, og det er næsten umuligt ikke at finde én, der ligner én selv, siger Pernille Follin og understreger vigtigheden af, at man erkender, hvor svært det kan være at gennemføre en uddannelse.
- Det er særlig svært, hvis man ikke er bevidst om sine udfordringer. Det hjælper vi dem med at blive.

Horsens' KUU kan foruden det lave frafald bryste sig af at have et optag på 100 pct. på de første tre hold, mens skoler i andre udbuds­områder kæmper med at få besat pladserne. Der er i alt 2500 pladser i hele landet.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Pandemier. Det er vores egen skyld

Annonce