Annonce
Horsens

Horsens er en tør plet i musicaldanmark: Nu åbner musicalskole for talenter der vil sparke r-ø-v

Louise Elisabeth Robinson har i flere år været en af drivkræfterne i Horsens Ungdomsskoles opsætninger. Nu vil den dramaturgistuderende bruge sine scenemuskler på at skabe en musicalskole i Horsens. Arkivfoto: Jakob Hedegaard-Høgh
Rutinerede scenekræfter åbner musicalskole for talenter, der vil sparke r.ø.v.

Horsens: Horsens har længe været en tør plet i det danske musical-landskab, men nu skal der vandes og sås frø, så talentmassen kan blomstre i byen.

Sådan lyder ambitionen i en ny, lokal forening kaldet MaryLou Musical, der er undervejs med en ny musicalskole i Horsens.

De to rutinerede scenekræfter, sangeren Maria Norby og den dramaturgi-studerende Louise Elisabeth Robinson, står bag projektet, der skal være kreativt knudepunkt for 15-26-årige med ambitioner om "at sparke r.ø.v.", som Louise Elisabeth Robinson udtrykker det.

- Det er en idé, vi har gået med i nogle år, fordi vi godt kunne tænke os at lave vores eget sted for unge, der vil noget med deres talent, og som vil investere den tid, det kræver at lave kvalitet, siger hun.

Makkerparret, som mange unge måske vil kende fra dets flerårige arbejde med Horsens Ungdomsskoles musicaler, har fået Horsens Ny Teater med ombord.

Annonce
De rammer lige derned, hvor vi mangler noget i byen i dag, for vi har jo ikke noget musicalteater.

Lone Wessel, direktør Horsens Ny Teater

Et nyt kreativt ben til Horsens

Teateret stiller op med sin knowhow, teknisk assistance, administrative kræfter og ikke mindst en stor scene til den årlige forstilling, som MaryLou skal sætte op som et led i uddannelsen af de unge.

Teaterdirektør Lone Wessel glæder sig til samarbejdet. Det giver både teateret og Horsens et nyt kreativt ben at stå på, mener hun.

- De rammer lige derned, hvor vi mangler noget i byen i dag, for vi har jo ikke noget musicalteater. Vi har fulgt Maria og Louise fra start (i ungdomsskolen, som også sætter sine forestillinger op på teatret, red.), og vi kan se, hvor dygtige de er blevet. Så det er en glæde for os, at de vil folde talentet ud her, siger Lone Wessel og peger på, at musical som genre taler direkte ind i udviklingen inden for scenekunst i de senere år.

- Vi kan jo se, at man fra det traditionelle, lidt støvede har bevæget sig over i en erkendelse af, at man kan få flere til at komme i teateret, hvis man også laver ting som for eksempel teaterkoncerter. Så komme folk ind og opdager måske, at der også er kvalitet i de andre ting, man kan opleve. Det hele rykker sig for tiden, og lige nu er der rigtig meget fokus på musical, konstaterer hun og glæder sig samtidig over, at MaryLou opstår i foreningsregi.

- Initiativet kommer fra nogle, der er dygtige, og det kommer til at involvere mange i byen, siger teaterdirektøren.

De vil trække på den østjyske talentmasse

Det er endnu ikke bestemt, hvor i Horsens MaryLou får fast adresse, men det ligger fast, at den første opsætning, foreningen kaster sig over, bliver en klassiker.

"High School Musical 2" er ikke blevet sat op herhjemme, siden Fredericia Teater tog den under behandling for 10 år siden. Nu har MaryLou søgt og fået tilladelse hos rettighedshaverne.

For at missionen kan lykkes, skal der imidlertid dygtige unge på scenen. Dem vil Maria Norby og Louise Elisabeth Robinsom finde ved en audition, der finder sted den 18. august. Umiddelbart er der brug for at få 20 ombord, og håbet er at trække på talentmassen i hele det østjyske område.

- Men hvis folk fra Herning eller Aalborg synes, det giver mening, er de også meget velkomne, konstaterer Louise Elisabeth Robinson og slår dermed fast, at MaryLou ikke kun er tænkt som et Horsens-projekt.

Maria Norby er sanger og underviser. Hun og Louise Elisabeth Robinson har puslet med ideen om en musicalskole i flere år, og de vidste, at de gerne ville have Horsens Ny Teater med ombord. - Vi havde forberedt en overtalelses-plan, men de var bare med på ideen, siger Maria Norby. Arkivfoto: Jakob Hedegaard-Høgh

Håb om bred støtte

Det er dog ikke gratis at drive musicalskole.

Eleverne på skolen skal derfor betale kontingent for at være i foreningen og få en scene at folde sig ud på. På samme måde som hvis de dyrkede sport i en klub.

Alle, der vil støtte, er desuden velkomne som medlemmer på et basiskontingent, og Maria Norby og Louise Elisabeth Robinson er også i gang med at søge fonde og finde sponsorer.

De sætter blandt andet deres lid til, at lokale virksomheder vil bakke op, og næstkommende onsdag kan de få et fingerpeg om opbakningen. Da er 75 virksomheder inviteret til et sponsor-arrangement på Horsens Ny Teater.

- Vores idé er, at det her skal være på et prisniveau, hvor de unge selv kan betale sig fra at være med. Så vi håber, at der er mange, som kan se en idé i at støtte os, siger Maria Norby.

Lone Wessel glæder sig til samarbejdet med MaryLou Musical. Foreningen rammer en tør plet i byens kulturudbud, mener teaterdirektøren. Arkivfoto: Morten Pape
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Inklusion skal være for barnets skyld, ikke for økonomiens

Læserbrev: Vi kendte ham godt. Vi lærere i skolens ældste klasser havde, med en vis ængstelse, på afstand fulgt Frederik op igennem de små klasser, hvor hans adfærd havde været ganske bekymrende. I frikvartererne var han nærmest mandsopdækket, for ellers endte det forudsigeligt nok i ballade. Da han nåede 7. klasse, gik Frederik stadig på skolen. I timerne sad han mest alene med hovedet begravet i computerspil. Af og til blev frustrationerne dog for store, og så måtte klassen gå et andet sted hen, hvis den ville undgå at dele skæbne med stole, borde og penalhuse, som blev kylet rundt i lokalet. Sidst i 7. klasse fik Frederik en plads i et specialtilbud. Alt, alt for sent. Man har I Vejle Kommune lovet at tilføre folkeskolen mere personale for et beløb stigende fra 10 mio. kr. i 2019 til 40 mio. kr. efter fire år. Det kvitterer vi lærere med glæde for. Men virkeligheden har vist, at vi alligevel ikke rigtig har fået flere kolleger ude på skolerne. En af grundene er, at flere og flere elever bliver skilt ud fra almenskolen og placeret i meget dyrere specialtilbud. Det betyder, at pengene går til dem og dermed ikke kan mærkes ude i skolen. I Vejle Kommune er det den enkelte skole, der skal finde pengene i budgettet til at sende elever i specialtilbud, og det er dyrt, så det fløjter. En folkeskoleelev koster 56.000 kr. om året, mens en plads i et specialtilbud kan koste 200.000 kr. Ideen fra kommunens side er at straffe skolen økonomisk, hvis den ikke magter at inkludere sine elever. Desværre betyder det, at børn med særlige behov bliver hængende alt for længe i folkeskolen, hvis skolen ikke har råd til andet. En af årsagerne til stigningen skal findes i, at inklusionsindsatsen i folkeskolen har været underfinansieret. Inklusionen har simpelthen været en spareøvelse. Derfor har disse børn ikke fået den hjælp, de har haft brug for, mens de kunne have haft glæde af den. Nu banker de så på til specialtilbuddene, bl.a. fordi de er blevet holdt for længe ude i almenskolen. Vi må gøre op med et system, der straffer skolerne, hvis man giver eleverne det tilbud, de har brug for, men der skal samtidig sikres ressourcer nok til at rumme børn som Frederik, både for Frederiks skyld, men også for Frederiks klasses. Især hvis folkeskolen fortsat skal være familiernes førstevalg.

Annonce