Annonce
Erhverv

Horsens er dobbelt østjysk topscorer: Her kommer flest i job og her mister flest deres job

Fra oktober 2018 til oktober 2019 steg antallet af beskæftigede i Horsens Komme med 567 personer. Arkivfoto: Søren E. Alwan
På et år er antallet af beskæftigede i Horsens Kommune steget med 567, mens antallet af ledige samtidig er steget med 184 personer.

Horsens: Det kan være sin sag at finde en passende grimasse som jobkonsulent i Horsens Kommune for øjeblikket.

Kommunen er nemlig østjysk topscorer, når det kommer til udviklingen inden for såvel beskæftigelse som ledighed, viser tal fra Danmarks Statistik og Jobindsats.dk.

Et paradoks, der kun kan lade sig gøre, fordi den samlede arbejdsstyrke i Horsens er stigende på grund af blandt andet nettotilflytningen til kommunen.

Lad os tage det positive først.

Sammen med Aarhus Kommune udgør Horsens Kommune overliggeren i Østjylland, når det kommer til udviklingen inden for beskæftigelse det seneste år.

Tal fra Danmarks Statistik slår således fast, at Horsens Kommune, i lighed med Aarhus Kommune, har oplevet en stigning på 1,6 procent i antallet af beskæftigede lønmodtagere fra oktober 2018 til oktober 2019. Det svarer til 567 personer.

I nabokommuner som Hedensted, Odder og Skanderborg er beskæftigelsen også steget, men ikke i samme grad som i Horsens. Beskæftigelsen generelt i Østjylland er steget med 1 procent.

Annonce

Det signalerer, at der er behov for opkvalificering af arbejdskraften, og at der skal være øget fokus på, at udenlandsk arbejdskraft lærer at snakke dansk.

Hans A. Sørensen

Et underligt skisma

Også når det kommer til ledighed er Horsens i spidsen. Fra december 2018 til december 2019 steg antallet af ledige i kommunen med 13 procent, svarende til en stigning på 184 personer, viser tal fra Jobindsats.dk.

Ledigheden er også steget i nabokommunerne Hedensted, Odder og Skanderborg, men i lavere grad end i Horsens. I Østjylland er ledigheden generelt steget med 2,2 procent.

Alt i alt bør udviklingen give større anledning til smil end surmulen, vurderer Hans A. Sørensen, der er formand for RAR Østjylland (det regionale arbejdsmarkedsråd), LO Horsens og omegn samt 3F Horsens og omegn.

- Man skal være glad for, at der er gang i hjulene. Men det er et underligt skisma, at der både er stigende beskæftigelse og ledighed. Det skyldes både tilflyttere og flere østarbejdere, siger Hans A. Sørensen.

Opkvalificering og sproglæring

Hans A. Sørensen vurderer dog, at det stigende antal ledige sender et klart signal.

- Det signalerer, at der er behov for opkvalificering af arbejdskraften, og at der skal være øget fokus på, at udenlandsk arbejdskraft lærer at snakke dansk. Hvis man ryger ud fra en arbejdsplads uden at kunne snakke dansk, er det svært at komme ind på en ny, siger Hans A. Sørensen, der i den forbindelse efterlyser, at virksomheder, der henter udenlandsk arbejdskraft til landet, tager større ansvar.

- I dag er det den enkelte, der selv står for at tage initiativ (til at lære dansk, red.). Det er lidt tyndt, og jeg kunne godt forestille mig, at dem, som trækker udenlandsk arbejdskraft til Danmark også forpligter sig til, at de lærer at snakke dansk, siger han.

Horsens Kommune er sammen med Aarhus Kommune topscorer, når det kommer til udviklingen i antallet af beskæftigede. Diagram: Claus Skovholm

Horsens er den kommune i Østjylland, hvor der har været størst procentuel stigning i antallet af ledige det seneste år. Diagram: Claus Skovholm
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Bilist fik ildebefindende og endte i baghave

Annonce