Annonce
Udland

Hongkong-minister falder omkuld under protester i London

Chloe Leung/Reuters
Hongkongs justitsminister blev torsdag aften omringet af vrede demonstranter under et besøg i London.

En minister fra Hongkong faldt omkuld, da hun torsdag aften blev omringet af flere vrede demonstranter i forbindelse med et besøg i London.

Det viser en video af episoden ifølge britiske The Guardian.

Hongkongs justitsminister, Teresa Cheng, skulle have holdt en forelæsning i London torsdag aften. Den blev dog aflyst efter optrinnet.

- Mens hun var på vej ind i bygningen, blev hun angrebet af en menneskemængde, oplyser instituttet, hvor hun skulle have talt.

- Hun pådrog sig i den forbindelse en skade på armen, lyder det videre.

Politiet i London oplyser, at det har iværksat en efterforskning af sagen. Ingen anholdelser er foretaget, skriver nyhedsbureauet AFP.

- En kvinde med skadet arm blev bragt til hospitalet af Londons beredskabstjeneste, lyder det fra politiet.

Det vides ikke, præcis hvorfor ministeren faldt til jorden.

Torsdagens episode var det første direkte sammenstød mellem demonstranter og en minister fra Hongkongs regering, siden voldsomme protester brød ud i juni. Det skriver The Guardian.

Demonstrationerne i Hongkong begyndte oprindeligt som følge af et kontroversielt lovforslag. Forslaget ville gøre det muligt at udlevere borgere fra Hongkong til retsforfølgelse i Kina. Det er siden blevet droppet.

Protesterne er dog i stor stil fortsat på gaderne.

Senest har en 70-årig mand mistet livet, efter at han fik en brosten i hovedet. Det bekræftede en talsmand for sundhedsmyndighederne i Hongkong over for CNN natten til fredag dansk tid.

Manden blev ramt af brostenen under demonstrationer onsdag, mens han havde frokostpause fra sit job som rengøringsmand.

I pausen begyndte han at rydde brosten væk fra en vej, som demonstranter havde spærret. Det oplyser Hongkongs politi.

/ritzau/

Annonce
The Guardians nyhed om protester mod Hongkong-minister i London
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Sjællænder taget for spritkørsel i Horsens

Annonce