Annonce
Erhverv

Hollandsk virksomhed på vej til Horsens: Reitan bygger stor terminal

Reitan købte nabogrunden på Erhversparken for flere år siden, og det seneste år har arkæologer været i jorden for at sikre fortidsminder, inden grunden er klar til byggeri. Først og fremmest bygges der returterminal på grunden, og senere kan det blive aktuelt med lagerudvidelse for Reitan Distribution. Arkivfoto: Søren E. Alwan
Frugt- og grønt-kasser skal nu vaskes i Horsens, frem for at køres frem og tilbage til henholdvis Vejle og Hannover. Derfor bygges 18.000 kvadratmeter til ny virksomhed på Reitans grund i Torsted.
Annonce

Horsens: Et hollandsk firma etablerer en helt ny virksomhed i Horsens.

Det sker i samarbejde med Reitan Distribution, oplyser Ole Thomsen, logistikdirektør i Reitan Distribution.

Der er tale om hollandske Euro Pool System, som beskæftiger sig med genanvendeligt emballage af den slags, Reitan blandt andet bruger, når der leveres frugt og grønt til Rema 1000-butikkerne.

- Vi har mere end nogen sinde før fokus på genanvendelse. I stedet for at få varer leveret i papkasser får vi så meget som muligt leveret i emballage, der kan genanvendes, og derfor har vi et samarbejde med det hollandske firma, fortæller Ole Thomsen og forklarer:

- De grønne plastic-kasser, som vi i dag bruger til frugt og grønt, er ejet af Euro Pool System. Deres forretningsmodel er, at de lejer kasserne ud til producenterne af frugt og grønt, som pakker varerne i kasserne og sender dem ud til butikkerne heri. Vores biler får senere de tomme kasser med tilbage, men så skal de vaskes, inden de igen kommer ud til producenterne, forklarer Ole Thomsen.

Tidligere er kasserne blevet vasket nær Hannover i Tyskland, hvor det hollandske firma har vaskecentral - og i den seneste tid også i et mindre vaskeanlæg, som Reitan har etableret i Vejle.

Men nu skal de vaskes i Horsens, fortæller Ole Thomsen.

- Størstedelen af vores frugt- og grønt-leverandører er danske avlere. På trods af det har det stadig givet miljømæssig god mening at køre emballagen til Tyskland og tilbage igen. Men når de kan vaskes cirka 300 meter fra vores lager, bliver det ikke bedre, siger han.

Derfor opføres en 18.000 kvadratmeter stor retur-terminal på Reitans grund på Erhvervsparken - en grund, som ligger nabo til Retians lager på Marsallé.

Foruden de arbejdspladser, Euro Pool skaber, kommer de affødte arbejdspladser, når anlægget skal serviceres og repareres, til logistikcentre og ikke mindst i forbindelse med byggeriet og vejarbejdet.

Ole Thomsen, logistikdirektør i Retian Distribution

Annonce

Lejer sig ind hos Reitan

Det er Reitan, der er bygherre på terminalen.

- Euro Pool lejer sig ind på 12.000 kvadratmeter, hvor de vil drive deres egen virksomhed. De opfører et kæmpestort fuldautomatisk anlæg til at vaske deres plastickasser, ikke kun til os, men også til mange andre virksomheder i hele Norden, fortæller Ole Thomsen.

Hvor mange arbejdspladser, Euro Pool etablerer, tør han endnu ikke sige, men formentlig i omegnen af 10-20, anslår han.

De sidste 6000 kvadratmeter af den ny returterminal kommer Reitan selv til at bruge til tomme paller, mælkebure og andre genbrugsmaterialer af både plast, pap og så videre. Dét kommer til at frigive plads hos Reitan, der er ved at vokse ud af rammerne på Marsallé.

Reitan købte jorden på Erhvervsparken for flere år siden, blandt andet med henblik på at opføre et højlager, da den voksende virksomhed mangler plads i de eksisterende rammer. En lokalplan, der muliggør et højlager, blev efter en lang proces vedtaget i 2016, men Reitan meldte samtidig ud, at planerne om nyt lager blev sat på standby i en periode på tre til fem år.

- Der er truffet en pricip-godkendelse om at starte projekteringen af højlageret op igen, men vi er stadig i projekteringsfasen, og der er endnu ikke truffet beslutning om hverken størrelse eller andre detaljer, siger Ole Thomsen.

- Men jeg kan sige så meget, at vi nu arbejder med en lidt mindre model. Tidligere var der tale om et voldsomt stort projekt, som omhandlede lager med alle temperaturzoner fra tørvarer til køl og frost. Nu ser vi på det i bidder og har i første omgang fokus på tørvarelager. Tanken er, at vi fastholder vores gode faciliteter på Marsallé og bygger ud fra det. Tidligere var der tale om et selvstændigt lager på den ny grund, siger han.

Annonce

Lukket vej og ny rundkørsel

Byggeriet af retur-terminalen er til gengæld godkendt af Reitans norske ejere og bestyrelse, og det vil gå i gang, så snart der lander en byggetilladelse, siger logistik-direktøren.

Han håber, at dét sker inden jul, og han forventer, at byggeriet står klar til næste efterår.

Allerede nu begynder arbejdet også med en omlægning af vejnettet i området - et projekt, der er givet grønt lys til efter en offentlig høring. Målet er, at Erhvervsparken, som løber tværs over Reitans grund, skal lukkes. Før, det kan ske, skal Thorsgårdsvej gøres bredere, og der skal etableres en ny rundkørsel.

Det er Reitan, der påtager sig denne opgave, og virksomheden forventer at kunne overdrage omlægningen til kommunen i løbet af foråret, fortæller Ole Thomsen.

Reitan har hyret lokale HM Entreprenør til dette arbejde, og byggeriet af returterminalen er landet hos Vejle-firmaet Ajcon.

Ole Thomsen ønsker ikke at sætte tal på investeringen - men der er tale om adskillige 100 millioner kroner, røber han.

Rema 1000's frugt og grønt leveres i grønne plastkasser som disse, der her er fotograferet i Torsted-butikken. Kasserne leveres af et hollandsk firma, som også får dem retur og vasker dem, inden de kommer tilbage til producenterne af frugt og grønt. Nu etablerer firmaet en vasketerminal i Horsens, så transportvejen bliver kortere. Arkivfoto: Martin Ravn
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Brandskadet Rådhusgade-ejendom genopføres: Vi er fortrøstningsfulde og arbejder på løsninger

Horsens

Lettet chauffør efter krav om mundbind i bybusserne i Horsens: Bedre sent end aldrig

Annonce