Annonce
Horsens

Holland stopper: ”Omsorgsfuld” og ”dygtig” direktør vil noget mere i haven

Karin Holland ses her i forbindelse med et oplæg på Ceres Centeret i Horsens om det gode seniorliv i 2018. Nu skal hun selv ud og praktisere pensionist-tilværelsen. Arkivfoto: Søren E. Alwan
Karin Holland forlader sin toppost i Horsens Kommune. Borgmester Peter Sørensen forstår, men begræder hendes beslutning.
Annonce

Horsens: Horsens Kommune mister en af sine rutinerede kræfter ved årsskiftet.

Da stopper den nuværende direktør for velfærd og sundhed, Karin Holland, efter 20 år som direktør, oplyser Horsens Kommune.

Holland, der kom til Horsens i juni 2000 fra en chefstilling i Aarhus Kommune, går på pension, og mens hun i tidens løb blandt andet har arbejdet for, at andre har kunnet nyde deres otium, er det nu hende selv, der skal i gang med seniorlivet.

Hun forlader sin post med gode minder, forklarer hun i en pressemeddelelse.

Annonce

20 fantastiske år

- Det har været 20 fantastiske år med masser af spændende opgaver, masser af ansvar og masser af tillid fra politikerne. Jeg har nydt de mangeartede opgaver og ambitiøse målsætninger, politikerne har bedt mig om at løse og virkeliggøre. Forventningerne har altid været store - men jeg har også mærket stor tillid og opbakning fra politisk hold, siger Karin Holland.

Karin Holland

Horsens Kommune skriver om Karin Holland:

"Karin Holland er oprindelig uddannet socialrådgiver, og hun arbejdede som sådan i 13 år, inden hun skiftede spor og blev udviklingskonsulent i en privat virksomhed med fokus på ledelse og organisation.

Sideløbende underviste hun blandt andet socialrådgivere, pædagoger og lærere i tværfagligt samarbejde. Efterfølgende fik hun en chefstilling i Aarhus Kommunes socialforvaltning, inden hun blev direktør i Horsens Kommune."

Hun fremhæver også samarbejdet mellem erhvervsliv, organisationer, foreninger, frivillige og kommunen som en del af den positive bagage, hun tager med sig.

Annonce

Omsorgsfuld og empatisk

Horsens' borgmester Peter Sørensen (S) begræder Hollands farvel, men forstår.

- Jeg er ked af det på både egne vegne, byrådets vegne og ikke mindst på borgerne i Horsens Kommunes vegne. Hun har været en fantastisk dygtig direktør og samtidig et meget omsorgsfuldt og empatisk menneske, som altid har løst opgaverne med sikker og konstruktiv hånd og i et loyalt og tæt samspil med politikere, foreninger, organisationer og frivillige, siger Peter Sørensen.

Annonce

Fritid og familie

Karin Holland vil nu bruge sin tid på at komme noget mere i haven.

Hun vil cykle mere, og familien har fået en båd, som også skal bruges. Desuden vil hun afsætte mere tid til at være sammen med sin familie, som er bosiddende i både Danmark og Italien, oplyser Horsens Kommune, der nu skal ud at finde Karin Hollands efterfølger.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Springer 32 pladser på to år: Horsens henter bedste placering i syv år på prestigefyldt rangliste

Annonce