Annonce
Sport

Holger Rune favorit til at vinde Gives turnering

Holger Rune kommer til Give for at træne på onsdag før turneringens torsdag og fredag. Arkivfoto.
Dansk tenniskomet kommer til Give for at træne på onsdag før "B&O Invitational" torsdag og fredag.

Give: Dansk tennis' store komet, 16-årige Holger Rune er favorit til at vinde Gives og Østerbordings tennisturnering "B&O Invitational" på torsdag og fredag.

Han kommer til Give for at træne onsdag eftermiddag. Der er reserveret en bane til ham fra kl. 15.

Christian Sigsgaard fra Gentofte er den anden finalefavorit. Han spillede Davis Cup mod Tyrkiet sammen med Holger Rune i Vejlby Risskovhallen sidste år og vandt sin finalekamp mod Gives tysker Frederik Press i DM-finalen i Hellerup.

Frederik Løchte Nielsen, Danmarks Davis Cup-kaptajn, er turneringens mest erfarne spiller.

Søren Hess, Martin Pedersen og Johannes Ingildsen fra KB er de tre øvrige spillere.

Erik Vanshelboim skulle have været med, men sidder fast i Serbien og kan ikke komme til Danmark. I hans sted er Johannes Ingildsen rykket ind i turneringen, og det er ingen svækkelse. Han er netop vendt hjem fra USA, hvor han har været collegespiller med stor succes.

Gives to deltagere er Anders Grinderslev og Rasmus Michelsen.

- Det er et flot initiativ, Give og ØBG har taget med denne turnering, siger Rasmus Michelsen.

- Der er en stor præmiesum efter danske forhold, og det er en god chance for at komme i gang med tennissæsonen. Jeg har trænet fysisk og har også fundet tennisbaner at træne på i coronapausen. Jeg er i god form og kommer ikke som en slatten deltager, forsikrer han.

Annonce

11 års pause

Rasmus Michelsen, der har et job som herremodel, har haft en del modelarbejde på det seneste, men han har passet træningen.

- Jeg fylder 35 år i dag, men har stor appetit på tennis, fordi jeg holdt en pause på 11 år fra jeg var 18 til 29 år. Jeg rørte ikke en ketcher i den periode. I de seneste seks år har jeg haft appetit som en juniorspiller på tennis, og jeg tror på min chance i turneringen. Jeg er ikke favorit i nogen af kampene, men det er en stor fordel for mig, at vi kun spiller til fire. Det betyder, at et enkelt break kan være afgørende, siger han.

- Vi har tunge baner i Give, og det kan overraske nogle af de store navne. Min ønskelodtrækning er at trække Frederik Løchte. Jeg vil gerne undgå Holger Rune og Christian Sigsgaard, og jeg vil gerne slippe for at møde min klubkammerat Anders Grinderslev. Vi spiller mod hinanden tre gange om ugen til træning, siger Rasmus Michelsen.

Lodtrækningen finder sted i Silkeborg tirsdag kl. 17.00 og kan følges live på facebook, oplyser turneringsleder Lars Baes. Du kan se de afgørende kampe på Eurosport.

På grund af corona-smitten er der ikke adgang for tilskuere til tenniskampene i Give og Silkeborg.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Butikker skal holde åbent søndage i sommerferien - cafélivet skal være generatoren bag

Østjylland For abonnenter

Beskyldes for totalt svigt: Notat rejser kras kritik af Trafikstyrelsen efter den aflyste letbaneåbning

Annonce