AARHUS: Opfordringerne til at aflyse festugen kommer nu også fra fagforeningen HK Østjylland. Her er han dybt bekymret for de århusianske jobs og håber derfor, at festugen bliver aflyst.
For få dage siden holdt sundhedsmyndigheder og politikere pressemøde og bad århusianerne om at stå sammen mod coronaen. Samtidigt overvejer man at gennemføre festugen, som traditionelt tiltrækker rigtig mange mennesker. Det bekymrer HK Østjylland.
- Vores medlemmer lider stadig under de mange nedskæringer fra første runde af coronaen, og vi er meget betænkelige ved, hvad festugen kan betyde for de århusianske jobs. Vi vil ikke kloge os i det sundhedsmæssige i beslutningen, men vi undrer os da over, at vores medlemmer i massevis blev sendt hjem fra deres arbejdspladser i mandags for at begrænse smitten, og så samtidigt kan gå til festuge, siger fællesformand for HK Østjylland, Jesper Thorup.
Det er ikke fordi, at HK Østjylland ikke kan forstå, at man gerne vil skabe liv og glæde i byen, men bekymringen går på konsekvenserne.
- Vores bekymring går på en eventuel opblussen i smitten efter festugen. Det værste scenarie vil jo være, hvis vi skal ud i en ny nedlukning, nu hvor smitten nærmer sig marts-niveauet. Derfor håber vi både for århusianerne og de århusianske jobs, at man anlægger et forsigtighedsprincip og aflyser festugen, fortæller Jesper Thorup.
HK Østjylland
HK Østjylland er Østjyllands største fagforening for funktionærer med over 29.000 medlemmer.
Fagforeningen forhandler og aftaler overenskomster for såvel private som offentligt ansatte inden for bl.a. butik, kontor, administration, regnskab, it, laboratorier og markedsføring.