Annonce
Kultur

Hjemmebanefordel? Esben Kronborg slipper nye sange fri fredag aften

Esben Kronborg har taget hul på den koncert-række, der skal bakke hans ny album "Esben Kronborg" op. Fredag aften bliver formentlig en særlig aften på turen, for da optræder han "hjemme" på KulisseLageret i Horsens. Arkivfoto: Michael Svenningsen
Den ambitiøse pop-håndværker spiller nye, dansksprogede sange i sin musikhøjborg i Horsens.

Horsens: Er der noget, der hedder hjemmebanefordel inden for koncerter? Er svaret ja, må det være sådan en fordel, album-aktuelle Esben Kronborg får fredag 20. september.

Da slipper den 35-årige, ambitiøse musiker for første gang sangene fra sit spritny, selvbetitlede, dansksprogede album "Esben Kronborg" fri på KulisseLageret i hjembyen Horsens.

Han har allerede spillet numrene på enkelte andre koncertsteder, men da det lokale spillested har i mange år været et fast holdepunkt i Kronborgs jagt på et gennembrud i dansk musik, er det næsten selvfølgeligt, at han nu også runder lokalerne under byens teater med de ni sange, der udgør albummet.

Fans kan umiddelbart godt glæde sig.

"Esben Kronborg" udkom 6. september og har høstet adskillige flotte anmeldelser. Horsens Folkeblads anmelder var også begejstret, da han havde lyttet numrene igennem, og diskede op med fem af seks mulige stjerner.

Annonce

En lidt melankolsk stemning binder de ni sange sammen, hjulpet på vej af et musikalsk udtryk, der kan både rocke deruda', være næsten svævende eller klinge smertende stilfærdigt.

Christian Rimestad, musikanmelder på Horsens Folkeblad om Esben Kronborgs ny album

Tæt kontakt til publikum

"En lidt melankolsk stemning binder de ni sange sammen, hjulpet på vej af et musikalsk udtryk, der kan både rocke deruda', være næsten svævende eller klinge smertende stilfærdigt," lød en del af skudsmålet.

På KulisseLageret skruer man også forventningerne til koncerten op.

- Esben Kronborg har altid haft en tæt kontakt til publikum, når han optræder, og med sine nye sange på dansk, kommer vi endnu tættere på musikeren og mennesket. Albummets tekster bærer præg af den uro og rastløshed, der har været i Esbens liv, siden sidste album udkom i 2016. Moderens alt for tidlige død, faderens alkoholisme og datterens sygdom har alt sammen farvet albummets tekster. Men under det hele lurer dog en optimisme og en lyst til livet. Og albummet viser igen tydeligt Esbens øre for gode melodier og omkvæd. Albummet er således fyldt med noget til hjertet, hovedet og dansefødderne.

To dage med lokale talenter

Esben Kronborg-koncerten er iøvrigt rosinen i pølseenden på to dage med fokus på den lokale musik på KulisseLageret.

Musikeren har rock- og popduoen L8 med som opvarmning til fredagens optræden, og dagen før har spillestedet præsenteret tre andre af de mest talentfulde navne i lokalområdet: Kronik, som lægger sig et sted mellem Magtens Korridorer og Peter Sommer, elektro-duoen Nøia, som man blandt andet har kunnet opleve på talentturneen Rock The Region, og Electric Paper Group, der spiller 70'er-inspireret rock.

Dørene åbner 19.30 torsdag og kl. 21 fredag.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce