Annonce
Østjylland

Hjælpeorganisation jubler: Arver kæmpebeløb fra fond

Som daglig leder af Børnenes Kontor har Hanne Lange grund til smil over den store donation. Her er hun foran pølsevognen på Harald Jensens Plads. Foto: Michael Svenningsen
Børnenes Kontor i Aarhus driver pølsevogne og hjælper familier i nød. Nu er der flere penge til det.

AARHUS: Der er jubel hos Børnenes Kontor i Aarhus. Hjælpeorganisationen har netop modtaget 800.000 kroner fra en fond, der bliver nedlagt.

Egentlig skulle de mange penge gå til enker eller døtre efter handlende eller skibbrudne med bopæl i Skive, men der kommer ikke ansøgninger mere. De få enker, der er tilbage, får en del af pengene, mens resten går til nødlidende familier og til julehjælp gennem Børnenes Kontor i Aarhus. De udbetales over tre år.

- Der er fem enker tilbage i Skive, og de får 100.000 kroner i alt. De resterende 700.000 går til os, og Civilstyrelsen har bestemt, at de skal bruges inden for tre år, siger Hanne Lange, der er daglig leder af Børnenes Kontor. Organisationen er blandt andet kendt for, at den gennem forpagtere driver en stor del af pølsevognene i de århusianske gader, otte i alt.

Fr. Langermanns Legat hedder den fond, pengene kommer fra, og de skal bruges til hjælpearbejde.

- Det er meget fint for os at få yderligere penge at dele ud, siger Hanne Lange. Børnenes Kontor deler i forvejen omkring en million kroner ud om året til for eksempel julehjælp, hjælp til nødlidende familiers ferie og for eksempel 3000 kroner som en startpakke til mange af de kvinder med børn, der kommer på krisecenter i Aarhus.

Børnenes Kontor får også donationer fra virksomheder.

- Overskuddet af forpagtningerne af pølsevognene er tilstrækkelig stort til, at det dækker alle vores omkostninger til husleje og løn samt til drift af feriecentret i Mariendal, så alle donationer, vi får ind, går udelukkende til hjælpearbejde, siger Hanne Lange, der opfordrer folk i nød til at søge hjælp.

Sådan søger du

  • Information om at søge støtte findes på www. bornenes-kontor.dk

    Børnenes Kontors pølsevogne er placeret disse steder i Aarhus:
  • Rådhuspladsen. Forpagter Cung Quach.
  • Banegårdspladsen. Forpagter Kim Ejler Pedersen.
  • Søndergade. Forpagter Niels Rasmussen.
  • Bispetorv Forpagter Chan Gregersen Quach.
  • Lille Torv. Forpagter An Chi Quach.
  • Frederiksbjerg Torv. Pt uden forpagter - der er en på vej.
  • Harald Jensens Plads. Forpagter Shahram Ranjbar.
  • Trøjborg v. apoteket. Pt uden forpagter.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Frygter skævvridning af Danmark efter coronakrise: Regeringen varsler særlig hjælp til landdistrikterne

Annonce