Annonce
Horsens

Hjælp til hårdt ramte foreninger: Nu skal medlemmerne tilbage efter coronakrisen

Sommerferien byder som udgangspunkt også på en pause fra foreningssporten, men i FC Horsens var en masse børn på fodboldskole i uge 27. Forhåbentlig har coronavirussen og det mere eller mindre aflyste forår ikke betydet, at de har vendt sporten ryggen. Arkivfoto: Morten Pape
Med en større kampagne de næste par uger, vil Horsens Kommune hjælpe foreningerne med at komme godt i gang med efterårets idrætter, efter coronavirussen har sat sine tunge spor.
Annonce

Horsens: Da coronavirussen lukkede landet ned i marts, betød det, at mange indendørs idrætter fik en brat afslutning på sæsonen, og at en hel del arrangementer blev aflyst, mens foreningernes udendørsaktiviteter heller ikke for alvor nåede at komme i gang.

Nu er sommerferien forbi, og hvis smittespredningen kan holdes nede, så får foreningsidrætten nu mulighed for at lave comeback.

Det skal de have hjælp til, mener man fra Horsens Kommunes side, og derfor lancerer man i uge 34 en kampagne, der med fokus på markedsføring og workshops skal støtte foreningerne i forsøget på at få medlemstallet op på niveauet før nedlukningen.


Det er et godt initiativ, der kommer på en trist baggrund.

Jakob Bille (LA), formand for kultur- og civilsamfundsudvalget i Horsens Kommune


- Efter coronaen lukkede alting ned, er der mange, som ikke er kommet i gang med foreningsidrætten igen, og så synes jeg, at det er et stærkt signal at sende, at kommunen gerne vil bidrage og hjælpe foreningerne, siger Jakob Bille (LA), formand for kultur- og civilsamfundsudvalget i Horsens Kommune.

Annonce

Handler om fællesskaber

Det er uvist, hvordan medlemssituationen præcist ser ud i foreningerne, da flere idrætter ikke er startet endnu, og sammenligningsgrundlaget derfor er dårligt, men Horsens Kommune har taget udgangspunkt i flere undersøgelser, der viser negative tegn.

Blandt andet viser en undersøgelse foretaget sidst i juni af Idrættens Analyseinstitut, at 23 procent af dem, der var idrætsaktive før coronalukningen, ikke er aktive nu. Andelen af foreningsaktive er hele 40 procent lavere.

- Det er brandærgerligt, for det handler ikke kun om sporten, men også om fællesskabet. Og kigger du økonomisk på det, er der et sundhedsaspekt i, at det holder folk raske fysisk og mentalt, når de dyrker idræt, siger Jakob Bille.

Jakob Bille (LA), formand for kultur- og civilsamfundsudvalget i Horsens Kommune, håber, at folk vender tilbage til idrætsfællesskaberne i foreningerne. Nu hjælper kommunen dem i hvert fald på vej. Arkivfoto: Morten Pape

Kampagnens fokus vil være på at oplyse kommunens borgere om at støtte op om foreningslivet krydret med nogle gode historier fra foreningerne:

- Vi vil gerne gøre opmærksom på alle de gode ting og minde om alt det, man savner ved foreningslivet. Overskriften er fællesskab, for det er det, vi har manglet i den her periode - det gælder alt fra aftenskoler over spejdere til fodboldklubber, siger Søren Jochumsen, eliteidrætskonsulent i Horsens Kommune.

Markedsføringsdelen vil blive ført ud i livet via annoncering, sociale medier, i radioen og via plakater i bybilledet, ligesom de interne kommunale kanaler, som foreningerne benytter, også bliver taget i brug.

Sammen med det vil man afholde workshops i Bevæg dig for livet-regi, hvor der vil være fokus på "stærke fællesskaber" og "den gode velkomst" til nye medlemmer.

Annonce

Skal undgå ny bølge

Der er ikke nogen konkret målsætning for kampagnen, da det ikke er muligt for kommunen at måle præcist, hvordan tiltagene vil påvirke medlemstallene.

Man vil dog følge op hos foreningerne og evaluerer de to workshops derigennem for at høre, om det har haft en effekt.

Forhåbentlig kommer der snart gang i fjerboldene igen. Arkivfoto: Timo Battefeld

Skulle coronavirussen bryde ud igen, er man også forberedt på, at det kan betyde en ny lukning af foreningslivet.

- Vi kan kun arbejde ud fra de retningslinjer, der er udstukket for aktiviteter inde og ude, og det er vi nødt til, så vi undgår en ny bølge, siger Søren Jochumsen:

Kommunens markedsføringskampagne kører i uge 34 og 35. Tiltagene målrettet foreningerne fortsætter i tiden derefter.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Coronavirus

Live: Politiet lukker stort landsmøde for spejdere - 300 deltagere må tage hjem før tid

Annonce