Annonce
Horsens

Hit med kuglerne: Hanne sørger for, at gamle deo-kugler gør gavn

Hanne Ballegård ved lige, hvordan kuglen trykkes ud af en roll-on deodorant. Foto: Mette Graugaard
En kugledyne kan hjælpe til en god søvn. Men den er dyr. Derfor indsamler et frivilligt netværk deo-kugler og syr dem til kugledyner, som doneres til trængende.
Annonce

Horsens: Hanne Ballegård sætter papegøjetangens næb om en brugt roll-on deodorant og presser til. Plop, falder den runde kugle ud af deodoranten og lander i en lille plastikpose.

En lille operation, hun efterhånden er godt trænet i.

Hanne Ballegård er nemlig ambassadør for Kugledynehjælpen, som samler brugte roll-on deodoranter ind og sørger for, at kuglerne får nyt liv ved at blive brugt til kugledyner.

Resten af deodoranten afleveres som plastaffald. Foto: Mette Graugaard

- Det er genbrug og win-win. De gamle deodoranter ryger jo bare i skraldespanden, nu bliver de brugt til kugledyner, som gør vældig meget gavn. Det kan være til børn med adhd, angst, psykiske lidelser, eller til voksne - for eksempel demente, fortæller Hanne Ballegård.

En kugledyne kan hjælpe med at skabe ro i kroppen og dermed en bedre søvn.

Annonce

Det lød som en god ide

Hun kom i gang med opgaven efter at have læst en artikel om, at man kunne aflevere deodoranter til formålet hos købmanden i Nim.

- Det lød som en god idé, og så tænke jeg, at det kunne jeg da godt melde mig til at være ambassadør for. Og så kan jeg godt lide at lave frivilligt arbejde, fortæller Hanne Ballegård, som til daglig er forebygger i Horsens Kommune.


De gamle deodoranter ryger jo bare i skraldespanden, nu bliver de brugt til kugledyner, som gør vældig meget gavn.

Hanne Ballegard


Hun meldte sig som ambassadør og blev introduceret til, hvad det betyder i praksis. Bagefter gik hun rundt til blandt andet apotekerne i Horsens for at høre, om hun måtte stille en spand, så folk kunne aflevere brugte roll-on deodoranter. Og det tog både apoteker og en række andre godt imod. Siden starten i september sidste år, har hun samlet tæt på 1500 kugler, og efter at have øvet sig nogle gange har hun også fået taget på den lille operation, der får kuglen ud af deodoranten.

- Man kan blive helt afhængig af at gøre det, lyder det grinende.

Når kuglerne er kommet ud, skal de skylles, vaskes og tørres, før hun pakker dem ned i plastikposer. Beholdningen vokser stille og roligt i den store, gennemsigtige affaldssæk. Næste trin er, at hun afleverer sækken til en anden frivillig, som syr kugledynerne, som kan indeholde op til flere tusinde plastkugler.

Opgaven har grebet om sig, så hun også er ambassadør på Salling og Mors, for der har hun og hendes mand sommerhus. Hedensted er hun også blevet ambassadør for.

Annonce

Mange kugler små giver en god dyne

Hvem der får kugledynen, ved hun ikke. Men dynerne fra den frivillige non-profit-organisation bliver ifølge hjemmesidens oplysninger doneret til ansøgere, der ikke kan få bevilget en kugledyne i det offentlige system og ikke selv har midlerne til at anskaffe én. De uddeles efter, hvor de skønnes at skabe størst værdi - uanset hvor i landet kuglerne er indsamlet, og hvor modtageren bor.

De steder, hvor Hanne Ballegård har fået lov at stille en opsamlingsspand, ringer, når der er behov for afhentning - hvis hun ikke lige selv har været forbi. Og det løber stille og roligt op. Foto: Mette Graugaard

Som udgangspunkt skal en kugledyne veje 10 procent af brugerens kropsvægt plus et kilo, så det er individuelt, hvor mange kugler en dyne indeholder. Men der skal mange af de små plastikkugler til. I det sene efterår 2020 havde foreningen Kugledynehjælpen doneret 129 kugledyner, og flere var, da Folkeblade var på visit, ved at blive syet af de frivillige i foreningen, som har godt to år på bagen.

Lokale afleveringssteder

Horsens Kommune:

  • Horsens Svane Apotek, Søndergades Apotek, Bankager Apotek, Horsens Løve Apotek.
  • Horsens Sund By, Åboulevarden.
  • Heart & Soul, Torvet 4 - Matas, Søndergade 22 - Let Køb, Stensballe Strandvej 94 - Beautycos, Nørregade 52.
  • Social- og Sundhedsskolen FVH Horsens, Konsul Jensens Gade 24.
  • Kildebakken, Forebyggernes Kontor, Kildegade 23, 2. sal tv.

Private indsamlere:

  • Hanne Ballegård, Fjordparken 95, Pernille Rasmussen, Mimersgade 9 B, st. th., Anne-Mette Klausen, Slåenvej 5 samt Louise Ballegård, Åstruplundvej 41, 8740 Bædstrup.

Hedensted Kommune:

  • MindSpa, Østerbrogade 19 C, 8722 Hedensted.

Private indsamlere:

  • Michelle Klint, Solvangs Allé 2, Ølsted, 8723 Løsning, Karin Clausen, Bakkevej 19, 8783 Hornsyld og Helle Meier Watz, Klakring Stationsvej 10, 7130 Juelsminde.
Hanne Ballegård er lokal ambassadør for Kugledynehjælpen. Foto: Mette Graugaard
Hanne Ballegård er lokal ambassadør for Kugledynehjælpen. Foto: Mette Graugaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce