Annonce
Mad og drikke

Historisk tømmer blev til vinkælder i Nyborg-restaurant

Når mørket falder på, og Restaurant Lieffroys gæster ikke længere har glæde af udsigten til Storebælt, drages blikkene mod vinkælderen. Foto. Birgitte Carol Heiberg
Da Patrick og Helle Lieffroy skulle bygge en ny vinkælder til deres restaurant i Nyborg, forelskede de sig i noget tømmer med en helt særlig historie.
Annonce

Bordene er dækket op til aftenens gæster. Glatte, hvide duge, foldede servietter, pudset service og slanke Riedel-glas. Udenfor danser gule blade blade i vinden hen over græsplænen. Længere ude skimtes Storebæltsbroen.

Vender man blikket den anden vej, kigger man ind i et af Restaurant Lieffroys to hjertekamre. Vinkælderen. Træder man indenfor på den anden side af det store vinduesparti, bliver man mødt umiskendelige duft af træ.

- Til at begynde med var det ret slemt. Faktisk var vi helt bange for, om vi kunne tage gæsterne med herind, men nu dufter her bare godt, siger Patrick Lieffroy og gør plads til, at vi kan trække helt ind i rummet.

Patrick og Helle Lieffroy driver på 10. år Restaurant Lieffroy i Hesselhuset i Nyborg. Kokken og tjeneren har et helt særligt forhold til vin og har efterhånden en statelig samling. Da de i foråret 2018 besluttede sig for at opføre en tilbygning, byggede de samtidig et rum, hvor de fornemme flasker for alvor kan komme til deres ret.

Helle Lieffroy tænder stearinlysene på bordet i midten af lokalet, der også er pyntet med blomsterbuketter. Langs de tre vægge ligger vinflasker på rad og række. Syv hylder i højden, hver med mindst to lag flasker. På gulvet i hjørnerne står vinkasser stablet oven på hinanden. - Jeg er nok gået lidt amok i forhold til at samle, indrømmer Helle Lieffroy med et smil der på en gang er forlegent og stolt:

- En ting er, at vi med vinkælderen fik mere plads, men vi har begge to en drøm om at skabe noget, der er unikt. Vi vil gerne have et stort, flot vinkort, som er prissat rigtigt og passer til vores klassiske madstil. Et vinkort som er eftertragtet, og som gæsterne vil vælge os for at kunne gå på opdagelse i, fortsætter hun.

Jeg synes, at gammelt træ kan noget helt specielt. Jeg har fået en ven på et lille savværk i Lejre, som hedder Bondeskovgaard. Palle, som har savværket, er en rigtig trænørd og kan finde alle mulige ting. Han har tidligere hjulpet mig med nogle bjælker til restauranten. I forbindelse med tilbygningen besøgte jeg savværket og faldt fuldstændig for de her bjælker, der lå under en gammel presenning. Dem måtte jeg bare have. Patrick Lieffroy, ejer af Restaurant Lieffroy

Annonce

Under en gammel presenning

Rummet har dog et andet blikfang end de mange flasker med dyrebare dråber: Træsøjlerne, som vinhylderne er sat fast på. Omkring 40 centimeter tykke, skåret til i en spids foroven med jernbeslag, ligner de skulpturer i sig selv, som kæmpe blyanter, der er skudt op af gulvet. For Patrick Lieffroy var det nærmest kærlighed ved første blik.

- Jeg synes, at gammelt træ kan noget helt specielt. Jeg har fået en ven på et lille savværk i Lejre, som hedder Bondeskovgaard. Palle (Nielsen, red.), som har savværket, er en rigtig trænørd og kan finde alle mulige ting. Han har tidligere hjulpet mig med nogle bjælker til restauranten. I forbindelse med tilbygningen besøgte jeg savværket og faldt fuldstændig for de her bjælker, der lå under en gammel presenning. Dem måtte jeg bare have, fortæller han og fortsætter:

- Selvom bjælkerne havde ligget under den her presenning siden slutningen af 90'erne, var han ikke meget for at skulle af med dem. Vi snakkede længe frem og tilbage, og til sidst kunne han godt se, at de skulle stå her hos os, hvor deres historie kan blive fortalt, fremfor at stå hjemme hos en eller anden privat person, hvor der ikke er nogen, der får glæde af dem.

Annonce

Historien kort fortalt

På væggen lige inden for døren til vinkælderen er fortællingen om træstolpernes historie sat i glas og ramme: Essensen er som følger:

Træerne blev plantet på Nordsjælland for mere end 400 år siden. Efter godt 100 år blev træerne fældet og slæbt ind til København, hvor de blev hugget til lodretstillede bjælker til en tørdok. Dokken var 60 meter lang og seks meter dyb, og blev bygget på foranledning af Christian 6. Gammel Dok, som den blev kaldt, fungerede som dok for den danske flåde helt frem til 1918, hvor den blev dækket til med jord.

I 1997 blev dele af det velbevarede tømmer fundet under en arkæologisk udgravning i forbindelse med nybyggeri på Holmen. Senere blev bjælkerne købt af Bondeskovgaard Savværk.

- Man skulle tro, at det er egetræ, når det er så gammelt, men det er faktisk fyrretræ. Jeg vil tro, at det er saltet i vandet, der har konserveret træet, så det nærmest fremstår forstenet i dag, siger Patrick Lieffroy.

Gulvet i vinkælderen bærer også på historier. Her en fossil i ølandssten, som også bliver brugt i restaurantens indgang. Foto. Birgitte Carol Heiberg
Annonce

Harmoni med det gamle

Stolperne har været noget højere end dem, der udgør vinhyldernes søjler. De nederste stykker, som er blevet savet af, er brugt til at lave serveringsbordet i midten af lokalet, hvor gæsterne får fortalt historien.

- Det er en del af at spise her. Nu er det svært, fordi det hele skal gå lidt stærkt på grund af corona, men vi har brugt det meget. Det er en god måde lige at strække benene, når vores gæster har valgt den store menu. Har vi et lille hold, kan vi også finde på at begynde herinde. Så har vi champagne og nogle snacks klar, forklarer Helle Lieffroy.

Både vinkælderen og tilbygningen har Patrick Lieffroy tegnet med hjælp fra arkitekten Anders Sunke i Kerteminde. Det har været vigtigt for Helle og Patrick, at begge dele harmonerede med den oprindelige bygning.

- Huset er fra 1913, og det har været med lidt ærefrygt, at vi gik i gang med tilbygningen. Der er mange mennesker i byen, som har et forhold til huset og har holdt konfirmation og bryllup herude. Så vi har også følt, at vi skulle tage hensyn til husets historie og bære den videre over i den historie, som vi står for, siger Helle Lieffroy.

- Det kan være svært at få sjæl ind i en ny bygning. Det kan hurtigt gå hen og blive for minimalistisk. Derfor var jeg heller ikke i tvivl, da jeg så det her tømmer. Kommer man ned i en vinkælder i Frankrig er det også gammelt træ. Det giver også god mening i og med, at vi er så tæt på vandet, tilføjer Patrick Lieffroy

En af de helt store udfordringer ved at bygge den nye vinkælder var at få det store vinduesparti sat ind. Privatfoto: Helle og Patrick Lieffroy
Helle og Patrick Lieffroy har drevet Restaurant Lieffroy siden 2010. Tilbygningen til højre kom til i 2018. Foto. Birgitte Carol Heiberg
Parret bag Restaurant Lieffroy har efterhånden samlet en pæn kollektion af vine. Meget af det har været svært at skaffe, og selv om alt findes på vinkortet, er der flasker, som de vil kvie sig ved at skulle sælge. Foto: Birgitte Carol Heiberg.
Oprindeligt var idéen at bygge en decideret vinkælder under tilbygningen. Patrick og Helle Lieffroy følte dog, at gæsterne vil få mere glæde af lokalet, ved at opføre den over jorden. I deres terminologi er det dog fortsat en vinkælder. Foto. Birgitte Carol Heiberg
Temperaturen i vinkælderen er lige omkring 12 grader, som menes at være den optimale temperatur for opbevaring af vin. Foto: Birgitte Carol Heiberg.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Ud med ældre - ind med seniorer

Annonce