Annonce
Horsens

Historien om åen i Horsens - nu med alle de stinkende detaljer

Meget oplagt trækker bogen i sit billedmateriale på de mange postkort fra 1900-tallets første år, hvor åen skildres som ren idyl. Stanken kunne kortene af gode grunde ikke gengive.

Den lokale forfatter Anne-Mette Knudsen har forsket i åens historie og fortæller i ny bog om, hvad der skete både før og efter opfyldningen i 1903-1904.

Horsens: Mange kender historien om åen i Horsens og dens opfyldning i 1903-1904. I hvert fald sådan i store træk.

Nu bliver der mulighed for at få alle detaljerne med. Den lokale forfatter Anne-Mette Knudsen har begået et 160 sider stort væk om åen og dens historie. "Åens opfyldning - Fra stinkende muddergrøft til moderne boulevard" lyder titlen på bogen, som hun har udgivet på eget forlag.

Her kan alle få stillet nysgerrigheden om åen både før og efter, den blev fyldt op.

Annonce
Anne-Mette Knudsen har en række bøger bag sig. Hendes forrige udgivelse var en bog om vandets kulturhistorie. Arkivfoto: Lars Juul

De første klager

Anne-Mette Knudsen fortæller bl.a. om, hvordan åen, der løb, hvor Åboulevarden nu breder sig med sin asfalt, oprindeligt indgik som en del af havnen, Her kunne småbåde og fladbundede pramme lægge til. Og da åen i begyndelsen af 1800-tallet var ved at sande til, blev den uddybet, netop fordi mange både brugte den.

Problemet var imidlertid, at vandløbet også fungerede som en åben kloak. Allerede i 1850'erne kom de første klager, affødt af, at byens hastigt voksende industri betød mere spildevand.

Anne-Mette Knudsen fortæller også, at ud over lugten fra "denne stinkende muddergrøft", som åen blev kaldt, frygtede mange, at det rådne vand kunne være smittebærer for dengang farlige sygdomme som kolera.

Åen blev fyldt op i 1903-1904. Hele processen frem mod det udredes grundigt i den nye bog.

Nymodens kloakker

I 1869 stillede flere Horsens-borgere det første forslag om at fylde åen op. Men politikerne tøvede, for hvis åen ikke var der til at modtage spildevandet, måtte der anlægges et nyt kloaksystem. Og hvordan blev der lige råd til det?

Samtidig var kloakker og alt, hvad dertil hører, på dette tidspunkt endnu et helt nyt felt, så årtierne gik, alt imens det stinkende problem trængte sig mere og mere på.

Først omkring århundredeskiftet blev der med hjælp fra ingeniører og vandinspektører udarbejdet planer for et nyt kloaksystem og en ny vandforsyning.

Det stod ikke i kontrakten

Dermed var der åbnet for den længe ønskede opfyldning af åen, som fulgte i 1903-1904.

Blandt mange detaljer kan Anne-Mette Knudsen fortælle om, hvordan entreprenør og ingeniør Gunnarson fik opgaven med opfyldningen. Det klarede han - og efterlod hele området u-planeret, for det stod der ikke noget om i kontrakten. Så byrådet måtte finde ekstra penge til at anlægge den nye vej.

Her var byen helt med på noderne, og Åboulevarden, som vejen officielt hed fra 1908, var med både, kørebane, cykelstier, fortove samt beplantning og bænke. Eller med andre ord et anlæg, der virkelig levede op til boulevard-navnet.

Frem i lyset igen

Herfra fører bogen historien helt op til i dag. Vi får historien om Åboulevarden og om de aktuelle planer for at genetablere åen. For nok stank vandløbet, men hvad med idyllen? Her kigger Horsens til andre byer, som med succes har hentet bortgemte åer frem i dagslyset.

Bogen kan købes hos de lokale boghandlere.

Samtidig med udgivelsen har Anne-Mette Knudsen fået genoptrykt nogle af de gamle postkort med motiver fra åen, ligesom hun har udgivet et par af den lokale maler Leif Kragekjærs akvareller som postkort. Kortene kan bl.a. købes hos Lundvig Grafisk i Kildegade, som har trykt bogen.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Klimaangst er de voksnes ansvar

Med mellemrum fortæller psykologer, hvordan flere og flere børn og unge bliver ramt af depression, angst og tvangstanker, fordi de er bange for, at Jorden vil blive oversvømmet, ødelagt af tørke eller helt gå under på grund af klimaforandringerne. Fænomenet har fået sit eget navn - klimaangst. At børn bliver bange, når de hører, at store dele af Danmark bliver oversvømmet, eller at jorden går under om 80 år, er ikke så sært. Problemet er, at vi voksne ikke er i stand til med ro i stemmen at sige: Du skal ikke være bange. Der sker ikke noget. Jeg har lige været en tur i Island - med fly, jeg indrømmer det straks. Her besøgte vi en gletsjer, som skrumper år for år. Og fik udpeget vulkanen Ok, som har været dækket af en gletsjer i 700 år. Det er den bare ikke længere. Søndag 18. august blev der holdt begravelse for Ok-gletsjeren, som er den første i landet, der er forsvundet på grund af klimaforandringer. På stedet er der sat en mindeplade op, som i et brev til fremtiden fortæller, at i løbet af de næste 200 år vil også landets øvrige gletsjere forsvinde. Skræmmende, når en af dem er større end Sjælland i udbredelse. De islandske gletsjere er bare ét eksempel på, hvorfor ikke kun børn, men også voksne bliver bange. Det nytter bare ikke noget, at vi som voksne udstråler angst og hjælpeløshed. Vi er nødt til både at fortælle og vise, at vi handler - at vi gør noget. Som voksne har vi en forbandet pligt til at sige til børnene, at vi tager ansvaret på os og forklarer, hvordan vi sammen kan være med til at redde kloden. Vi skal fortælle dem, at vi vil bruge mindre plastic og samle det ind, der har samlet sig som øer i verdenshavene. Og at vi skal huske at tage ispapiret og plasticposen med hjem, når vi er på strandtur. Alt det skal vi gøre, selv om der måske stadig bor en rest af tvivl inderst inde. Heldigvis bliver det mere og mere konkret, hvad vi kan gøre for at hjælpe klimaet. Som når en Gedved-borger i fredagsavisen fortæller, hvordan han sorterer sit affald i en grad, så der ikke er en krumme tilbage til skraldespanden.

Annonce