Annonce
Sport

HIC vågnede og gjorde arbejdet færdigt på 5 minutter

Richmod Aririguzoh spillede sig sikkert videre i DM-slutspillet og møder nu Randers i semifinalerne. Arkivfoto: Kim Haugaard/Ritzau Scanpix
Horsens IC er klar til DM-semifinalerne, hvor Randers venter - et hold HIC slog fire gange i løbet af grundspillet.

Horsens: Der gik mere end en halv times tid, inden Horsens IC rigtig kom i gang, men det rakte, da horsensianerne tirsdag aften spillede sig videre i DM-slutspillet.

Hjemme i Forum Horsens vandt HIC med 91-82 over BMS Herlev Wolfpack og bookede en plads i DM-semifinalerne. Dér venter Randers, og én ting ligger helt fast; HIC’erne skal spille meget bedre, end de gjorde tirsdag aften, hvis de skal videre til DM-finalen.

- Det kan vi også godt, slog HIC-træner Lukas Varga fast efter sejren over Wolfpack.

Annonce

HIC spillede en halvsløv første halvleg og så kunne BMS Herlev Wolfpack vinde første quarter med 23-19. HIC kom tidligt i andet quarter foran, men i løbet af første halvleg lykkedes det aldrig HIC’erne at ryste gæsterne af sig.

Ved pausen viste pointtavlen 51-46 i HIC-favør, og også i tredje og begyndelsen af fjerde quarter fulgte Wolfpack godt med.

I den afgørende fase, kampens sidste fem minutter, viste HIC’erne dog den klasseforskel, der er mellem grundspillets nummer to og nummer syv. Helt uden problemer trak HIC’erne fra og vandt.

- Stor ros til Wolfpack, der blev bedre og bedre, som serien skred frem. De gav os en god fight, sagde Lukas Varga.

Det ændrer imidlertid ikke ved, at HIC sikkert spillede sig videre med tre sejre mod nul.

Har krammet på Randers

Nu venter en semifinale-serie mod Randers, og det er et hold, HIC’erne havde krammet på i grundspillet.

HIC vandt samtlige klubbernes fire indbyrdes kampe, men Lukas Varga advarer mod at tro, der venter endnu en walkover.

- Undervejs lå alle fire kampe på vippen, og det ved jeg, at spillerne husker, sagde HIC-træneren og fortsatte:

- Randers har nok ikke haft den sæson, klubben håbede og ønskede, men nu står Randers med chancen for at redde sæsonen med en sejr over os. Vi kommer op mod et hold, som er topmotiveret.

Randers spillede sig videre med samlet 3-0 mod Værløse, og også de to øvrige kvartfinale-serier sluttede efter tre kampe.

Annonce

Spiller efter planen

Semifinale-serien mod Randers indledes torsdag 22. april, og da Horsens IC sluttede højere i grundspillet end Randers, får HIC fordel af hjemmebane i serien.

Samtlige fire kvartfinale-serier blev afgjort i tre kampe, og der kom ifølge Lennart Jensen, formand for eliteafdelingen i Horsens IC, en forespørgsel om en tidligere start på semifinale-serierne.

- Vi nåede aldrig at diskutere det, da det meget tidligt stod klart, at der ikke var enighed blandt de fire klubber, siger Lennart Jensen.

Derfor kører semifinalerne efter den oprindelige plan, og det bliver med kampe torsdage og mandage.

Horsens IC-BMS Herlev Wolfpack 92-81 (51-46)

Kvartfinale, 3. kamp

Point for HIC: Gage Davis 18, Charles Callison 16, David Efianayi 16, Richmond Aririguzoh 14, Deng Geu 9, Vedran Borovcanin 8, Tobias Reinholt 4, Frederik Rungby 4 og Bakir Serdarevic 3.

Point for Wolfpack: Devin Thomas 19, August Haas 14, Andreas Mortensen 13, Andreas Meilby 12, Mile Nedic 10, William Asplund 8 og Dee Franklin 5.

DM-slutspillet

Kvartfinalerne

Bakken Bears-Bears Academy 3-0

Horsens IC-BMS Herlev 3-0

Randers-Værløse 3-0

Svendborg-Næstved 3-0

DM-semifinalerne

Bakken Bears-Svendborg

Horsens IC-Randers

Første kamp i semifinaleserierne spilles torsdag 22. april. Serierne spilles bedst a fem kampe.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Horsens

Politiet har anholdt to og jagter flere: Bankede 20-årig og smed ham i bagagerummet, inden de kørte galt

Annonce