Annonce
Sport

HIC-træner: Sådan banker vi Bakken Bears

Iffe Lundberg og HIC skuffede tirsdag aften fælt mod Svendborg. Nu venter to svære kampe i Aarhus mod Bakken Bears.Arkivfoto: Søren E. Alwan
basketball - Førstepladsen i grundspillet er vigtig, men Arnel Dedic prioriterer én ting højere end den plads, som giver hjemmebanefordel igennem hele slutspillet.

- Vi vil helst slutte som nr. ét. Det er der ingen tvivl om, siger Arnel Dedic, træner for Horsens IC.

Han anser det dog for markant vigtigere, at spillerne er klar, når slutspillet begynder.

- Det har vores højeste prioritet - at spillerne er mentalt og fysisk på toppen, når slutspillet går i gang, slår han fast.

Det ene udelukker ikke det andet, men i øjeblikket handler det om at få holdet parat, når sæsonens afgørende fase sætter ind, hvilket sker om en måneds tid.

Inden venter de sidste fem kampe i grundspillet. HIC's to næste er begge mod Bakken Bears på udebane. Den første er torsdag aften og den anden søndag eftermiddag.

Tabte vigtigt terræn

HIC tabte tirsdag aften med nederlaget til Svendborg terræn i kampen om førstepladsen. HIC har nu tabt fire kampe mod Bakken Bears' tre.

Dermed skal HIC vinde begge kampe i Aarhus, hvis klubben selv skal afgøre tingene øverst oppe i ligaens top.

- Vi er meget klogere efter den første af de to kampe mod Bakken Bears. Den giver svar på, om det er realistisk, vi spiller med om førstepladsen, siger Arnel Dedic.

Forsvaret skal forbedres

HIC-mandskabet spillede tirsdag aften en skidt kamp og tabte klart hjemme i Forum Horsens til Svendborg.

Først og fremmest skal forsvarsspillet forbedres til kampene i Aarhus.

- Dækker vi bedre op, får vi flere muligheder offensivt, og det giver os nogle lette point, siger Arnel Dedic.

Desuden efterlyser Arnel Dedic noget vildskab og engagement.

- Når vi møder Bakken Bears, skal folk nok være der, siger anfører Christian Lindberg.

Om det rækker, må tiden ifølge Lindberg vise.

- Bakken Bears er stærke i år, så det bliver svært at vinde dem begge to - men det kan lade sig gøre, vurderer han.

Torsdag aften spiller Bakken Bears' Chris Christoffersen sin ligakamp nr. 350. 37-årige Christoffersen har aldrig repræsenteret andre danske klubber end Bakken Bears.
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce