Annonce
Sport

HIC skal igen til Aarhus - nu i duel om førstepladsen

Iffe Lundberg forventer, at Bakken Bears kommer blæsende, når HIC søndag igen skal en tur til Aarhus.arkivfoto: Søren E. Alwan
basketball - Førstepladsen står direkte på spil, når Horsens IC og Bakken Bears søndag atter mødes i Aarhus.

Klubberne ligger side om side øverst i ligaen, og det er ret simpelt; søndagens vinder tager førstepladsen i grundspillet - med 99 procent sikkerhed.

Vinder Horsens IC, kan de regerende danske mestre tåle at tabe én af de tre resterende kampe og alligevel slutte øverst. Det skyldes, at HIC med sejre i grundspillets tre tidligere opgør mod Bakken Bears står stærkest indbyrdes, og det er afgørende i tilfælde af pointlighed.

Vinder Bakken Bears, skal aarhusianerne vinde deres resterende fem kampe, hvis ellers HIC gør rent bord i sine sidste tre.

HIC-træner Arnel Dedic er enig i, at søndagens vinder er klar favorit til grundspillets førsteplads og dermed indehaver af hjemmebanefordel igennem hele slutspillet. Han ser dog ikke kampen som altafgørende.

- Sæsonen har vist, at alle hold kan tabe kampe. Ligaen er i denne sæson mere jævnbyrdig end tidligere og byder på flere uventede resultater, siger Arnel Dedic.
Søndagens kamp er det andet mellem de to klubber på blot fire dage. Torsdag aften vandt HIC i Aarhus med 94-90 efter et imponerende comeback. Bakken Bears førte 53-35 ved pausen, mens de regerende danske mestre slog efter pausen til og vandt de sidste 20 minutter med 59-37.

Iffe Lundberg forventer, at Bakken Bears kommer blæsende ud til søndagens opgør i jagten på revanche.

- De er nok mærkede efter vores sejr, og derfor vil de komme med masser af energi. Den skal vi stå imod, siger Iffe Lundberg.

Fokus på Thomas Lærke

Torsdag aften var specielt to mand dominerende hos Bakken Bears; Devaughn Akoon-Purcell og Thomas Lærke. Liga-topscorer Akoon-Purcell scorede 36 point og Thomas Lærke 25.

- Det må ikke ske, at de har to spillere, som scorer så mange point. Akoon-Purcell må i princippet score alle dem, han vil, men de må ikke have én mere, som scorer langt over 20, siger Iffe Lundberg.

Der skal derfor passes bedre på Thomas Lærke, der kan gøre gevaldigt ondt på modstanderen.

- Han er den type, som bare rammer og rammer, hvis han først skyder sig varm. Det er vigtigt, at vi får ham stoppet, siger Iffe Lundberg.

Flere friske ben

Som træner Arnel Dedic tøver også Iffe Lundberg med at kalde grundspillet afgjort efter søndagens kamp.

- Vi selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan i de sidste kampe. Vi får sikkert snart Myles Mack tilbage, og det giver os lidt flere friske ben, selv om der nok går et par kampe, inden han er spillet ind igen, siger Iffe Lundberg.

Efter søndagens kamp i Aarhus mangler HIC tre grundspilskampe.

Den første af de tre er tirsdag 28. februar hjemme mod Randers, og siden venter Hørsholm hjemme 7. marts og Sisu ude 16. marts.

HIC spiller sin første slutspilskamp - kvartfinale-1 - på hjemmebane tirsdag 21. marts.
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce