Annonce
Sport

HIC knuste en af sine værste konkurrenter

Darryl Tucker var HIC's store spiller i Svendborg. Han blev topscorer med 28 point og fik sin træner Arnel Dedic helt op i skyerne. Foto: Michael Just.

Amerikaneren Darryl Tucker var den store spiller, da HIC vandt 106-64 i Svendborg.

Svendborg: HIC knuste en af sine værste konkurrenter i basketballligaen torsdag aften i Svendborg.

Svendborg Rabbits var på andenpladsen før kampen, men blev sat til vægs med 106-64 i ren opvisning.

HIC åbnede med 28-12 efter første periode og førte 50-37 ved pausen. Den tredje periode, der var HIC's dårligste i sidste uge mod netop Svendborg, gav HIC en føring på 30 points ved 81-51, og Horsens-holdet lukkede og slukkede og rundede igen 100 point mod sydfynboerne.

Mens Brandon Tabb og Charles Callison var de spektakulære amerikanere i sidste uge, trådte Darryl Tucker frem i lyset på Fyn. Han scorede ikke færre end 28 points.

I sidste uge vandt HIC med 105-78, og Darryl Tucker lavede beskedne seks point.

- Darryl Tucker var utrolig. Han viste mig, at vi har endnu en spiller, der kan tage ansvar, og han var kampens største lyspunkt for mig, sagde HIC's træner Arnel Dedic.

- Jeg var meget tilfreds med vores indsats, men vi har ikke toppet endnu. Vi kan altid spille bedre, men det var fint både defensivt og offensivt i Svendborg. Fynboerne er dog svækket ved, at de mangler deres amerikanske guard i en måned. Når han bliver klar, er det et helt andet hold, sagde Arnel Dedic.

Brandon Tabb spillede 29 af de 40 minutter, Charles Callison 28 og Darryl Tucker 21 minutter.

Sidste år fik Arnel Dedic ødelagt juledagene af en pokalydmygelse i Aarhus. Det sker ikke i år, for selv om HIC har trukket Bakken Bears igen, skal kampen først spilles 13. januar i Aarhus, og de tre sidste ligakampe kan ikke give de store panderynker for cheftræneren.

HIC spiller på søndag kl. 16.30 hjemme mod EBAA, hjemme mod Værløse 22. december kl. 15.00 og ude mod Stevnsgade 29. december kl. 14.

- Kampen i Svendborg var en magtdemonstration, sagde HIC-formanden Lennart Jensen. Jeg ser dog ikke Svendborg som et af topholdene, men mere som nummer fire eller fem. Svendborg startede turneringen med nogle lette kampe, og derfor har de ligget på andenpladsen, som vi overtog med sejren torsdag aften.

Brandon Tabb ligner en publikumsspiller, men han viste allerede i Svendborg, at han er blevet mere disciplineret.

Oscar Jørgensen, der er en af klubbens indfødte Horsens-drenge, fik også lov at bidrage med nogle scoringer. Han var på banen i otte minutter.

Det var en sejr med perspektiver for HIC. Det ligner igen en duel mellem Bakken Bears og HIC om både det danske mesterskab og pokalen, mens Næstved, som HIC både har tabt til og vundet over, og Randers ligner det tredje og fjerde bedste hold i øjeblikket.

- Bakken Bears har et langt større budget end os, men vi spiller vores chance. Hvis Bakken Bears har en mindre god dag, og vi har en god dag, kan vi slå dem, når det gælder, og Bakken Bears har netop vist, at de kan tabe, da de blev slået af Randers, lød det fra Lennart Jensen.

Svendborg-HIC 64-106 (37-50)

Basketball-ligaen, mænd

Points for HIC: Darryl Tucker 28, Brandon Tabb 19, Vedran Borovcanin 17, Charles Callison 11, Oscar Jørgensen 7, Frederik Rungby 6, Stefan Savic 6, Cheich Sane 4, Bakir Serdarevic 3, Aladdin Barakeh 3, Lasse Elbæk 2.

Points for Svendborg: Jeremiah Ingram 20, Enouma Ebinum 11, Jacob Enevold 8, Peter Møller 8, Mikkel Planthin 6, Sebastian Åris 5, Mathias Kelly 4, Tomas Barjkason 2.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce