København: Horsens IC er klar til semifinalen i pokalturneringen via en sejr på 94-70 over Copenhagen Basket.
De to hold skulle også have mødt hinanden i sidste uge i Basketligaen, men den kamp måtte aflyses, fordi det tidligere Stevnsgade-mandskab var i corona-karantæne og var nødt til at afvente to omgange med negative test-resultater, før de kunne spille igen.
HIC kom langsomt i gang og kunne gennem en føring 23-22 efter første periode gå til pausen foran 43-38. I anden halvleg var HIC toneangivende og kunne rejse hjem til Horsens med en sejr 94-70.
Semifinalerne skal afvikles i begyndelsen af februar, og finalen er planlagt til at blive afviklet i Forum Horsens den 6. marts. Forum Horsens har gennem flere sæsoner været fast spillested for pokalfinalen.
HIC skal næste gang i aktion på lørdag i Basketligaen, hvor Amager tager imod.