Annonce
Sport

HH siger farvel til et halvt hold

HORSENS - HH's træner Claus Mogensen kan godt indstille sig på, at han skal til at spille et nyt hold sammen i næste sæson.

Nedrykningen til 1. division betyder automatisk, at samtlige spillere får ophævet deres kontrakter. HH har meldt ud, at det fremover kommer til at handle om egne talenter og primært danske spillere.

Ann Grete Nørgaard er den første spiller, der forlader HH. Den nybagte landsholdsspiller er tvunget til at skifte.

- Jeg er fuldstændig knust, men mine personlige ambitioner gør, at jeg ikke kan tage et år i 1. division, siger Ann Grete Nørgaard, der lod tårene få frit løb, efter nedrykningen var en realitet.

Hun var den HH-spiller, der lod sig mest gå på af det uafgjorte resultat mod SønderjyskE.

- Jeg har haft mange trænere, men Claus Mogensen og teamet omkring ham har været et af de bedste, jeg har haft. Jeg føler, at jeg har udviklet mig meget i HH, siger Ann Grete Nørgaard.

Nej til Hypo

Hun er kommet ind i landsholdsvarmen hos Jan Pytlick, og EM til december trækker.

- Mit store mål har været at komme tilbage på landsholdet til EM. Jeg kan desværre ikke lave en Lars Jørgensen og spille i 1. division, siger Ann Grete Nørgaard.

Hun får ikke problemer med at finde en ny klub. Hun har haft flere bejlere i røret.

- Jeg har snakket med nogle klubber, bl.a. Hypo Niederösterreich. Jeg ville helst blive i Horsens, og jeg troede på, at vi ville klare frisag, så da de forlangte et svar, sagde jeg nej, siger Ann Grete Nørgaard.

Annika Fredén har allerede har meldt ud, at hun vender hjem til Sverige. Beatrix Benyats, Marinda van Capelle og Arna Sif Palsdottir er også fortid i HH.

Dilemma

HH skal i stedet satse på at holde på spillere som Lisette Pedersen, Sabina Rasmussen, Kirsten Balle og Olivera Jurisic.

De to sidstnævnte er kommet med på udviklingslandsholdet, og specielt Olivera Jurisic vil formentlig være interessant for andre klubber.

Sandra Kjær et stort talent, og hun ville være værd at satse på for HH, men hvis tidshorisonten hedder to til tre år for en tilbagevenden til ligaen, er hun også fortid i klubben.

Allerede før denne sæson ville Viborg have hende på trods af, at der stadig ventede en lang periode med genoptræning efter en korsbåndsskade.

- Jeg er nødt til at få nedrykningen lidt på afstand, inden jeg træffer en beslutning, siger Sandra Kjær.

I kulissen

HH har Maria Christensen og Helle Walentin gående i kulissen, og de vil også kunne få en plads på fremtidens HH-mandskab.

Det samme gælder keeper Ditte-Marie Andersen, mens Olga Hoffmann formentlig har spillet sin sidste kamp i HH.

Christina Kristensen og Tine Ladefoged hører til veteranerne, og hvis de kan overtales til at spille videre i 1. division, vil de være værdifulde støtter på et nyt ungt HH-mandskab.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Ønskebørn-ejer om nethandel: Jeg er udfordret og bekymret - men som detailhandel bør vi ikke være sure

Annonce