Horsens: HH Elite er blevet alvorligt svækket inden de afgørende kampe for at undgå nedrykning fra håndboldligaen. Den stærke bagspiller Frederikke Gulmark blev skadet for en uge siden i kampen mod Viborg.
Efter 22 minutter måtte hun bæres fra banen med en skade i højre knæ. I første omgang var HH-lejren optimistisk, men Frederikke Gulmark var ikke med på holdkortet til kampen mod Nykøbing FH, og hun kommer ikke til at optræde der i mange måneder.
- Hendes korsbånd er røget, og hun skal opereres allerede torsdag, så hun er selvsagt ude af holdet resten af sæsonen og i store dele af den næste, siger en ærgerlig Lars Frederiksen.
HH-træneren har blandt andet brugt Frederikke Gulmark som styrmand i syv mod seks-spillet. Et taktisk element, som har hjulpet HH Elite i flere kampe.
- Vores situation i Nykøbing og generelt bliver ikke nemmere af, at vi nu må undvære en spiller, der normalt spiller tæt på 60 minutter, siger Lars Frederiksen.
Frederikke Gulmark er den næstmest scorende i HH-truppen med 72 mål i de første 22 kampe.