Annonce
Sport

HH på rette vej: Lukkede kun fire mål ind i anden halvleg

Marie-Louise Sundgaard blev topscorer for HH med fem mål. Foto: Morten Pape

Horsens HK bider med sejren på 20-15 over Ringsted de andre tophold i haserne.

Ringsted: Horsens HK tabte flere vigtige skridt i toppen af kvindernes 1. division med tre nederlag på stribe, men nu er holdet på rette vej igen, og med en sejr på 20-15 ude over Ringsted er holdet helt tæt på de tre tophold.

Det var ellers hjemmeholdet, der i flere omgange var i teten gennem de første 30 minutter. Det resulterede i en pauseføring til Ringsted på 11-9, men i anden halvleg var der styr på HH-forsvaret.

Ringsted fik kun scoret sølle fire gange efter pausen, og så var det ingen sag at vende stillingen på måltavlen til en samlet sejr på 20-15.

HH er med 26 point placeret på fjerdepladsen i rækken - to færre end Skanderborg og Sønderjyske, der sammen med topholdet EH Aalborg sidder på top-tre i rækken.

Der er stadig otte kampe tilbage, så meget kan ske endnu, men HH har ikke råd til mange fejltrin. Både Sønderjyske og Skanderborg er bedst indbyrdes med HH, så de to konkurrenter skal dumme sig mere end en gang i den sidste tredjedel af turneringen, hvis HH skal spille sig op på enten en direkte oprykningsplads, eller på tredjepladsen, der udløser oprykningskampe mod et ligahold.

Ringsted-Horsens HK 15-20 (11-9)

1. division, kvinder

Målscorere for Horsens HK: Marie-Louise Sundgaard 5, Camilla Madsen 3, Camilla Sommer 3, Sofie Fynbo 2, Mette Brandt Nielsen 2, Steinunn Hansdottir 1, Cecilie Thomsen 1, Laura Blushøj 1, Frederikke Rasmussen 1

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce