Annonce
Sport

HH gav opvisning mod bundhold

Camilla Madsen var styrmand og kampens spiller, da HH lammetævede AGF med 31-17. Foto: Søren E. Alwan.

Mange spillere trådte i karakter mod AGF og skabte kæmpesejr på 31-17.

Horsens: For anden uge i træk vandt HH søndag sikkert over et bundhold, men i sejren på 31-17 over AGF var det ren opvisning.

- Mod Rødovre spillede vi stærkt i 35 minutter. Denne gang var vi på toppen i 55 minutter, sagde Horsens HK's co-træner Jan Laugesen.

- Der var syv-otte spillere, som var helt på toppen med Camilla Madsen som kampens spiller. Hun satte spillet op som playmaker, sagde Jan Laugesen.

- Vi havde en bredere vifte, der bød ind med flotte detaljer.

Sofie Fynbo fortsatte målstrømmen fra Rødovre-kampen med otte mål.

Janne Brandt og Camilla Sommer lavede mange fine mål fra fløjene, og Cecilie Thomsen overtog rollen, da Amalie Jacobsen blev sparet.

Märta Hedenquist kvitterede med fire mål fra stregen.

Steinunn Hansdottir blev sparet. Hun var med på bænken, men var hæmmet af et flækket øjenbryn fra træningen i torsdags.

Sara Holm, Horsens-pige med en fortid i Skanderborg, fik debut. Hun spillede otte minutter.

AGF var statister og var allerede bagud 13-7 ved pausen.

HH spiller ude mod topholdet Roskilde i næste kamp. Her venter helt anderledes modstand.

HH-AGF 31-17 (13-7)

1. division, kvinder

Mål for HH: Sofie Fynbo 8, Amalie Jacobsen 5, Janne Brandt 5, Camilla Sommer 5, Märta Hedenquist 4, Cecilie Thomsen 1, Laura Nørgaard 1, Camilla Madsen 1, Mia Møller 1.

Mål for AGF: Louise Sønnichsen 8, Caroline Theill Nielsen 3, Kathrine Hansen 2, Kathrine Bøgelund 1, Sofie Hakala 1, Signe Georgi 1, Louise Dalsgaard 1.

Tilskuere: 203

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce