Annonce
HH Elite

HH Elite henter stærk venstre fløj i Holstebro

Maria Mose Vestergaard er ny venstre fløj i HH Elite fra den kommende sæson. Hun kommer fra Team Tvis Holstebro, men har spillet det meste af sin karriere i Team Esbjerg. Foto: Chresten Bergh.
Maria Mose Vestergaard, tidligere dansk mester med Team Esbjerg og venstre fløj i Holstebro, skifter til HH Elite fra den kommende sæson.

Horsens: HH Elite henter den 24-årige Maria Mose Vestergaard fra Team Tvis Holstebro som ny venstre fløj til ligaholdet fra den kommende sæson. Hun afløser Camilla Sommer.

Maria Mose Vestergaard har spillet i Team Esbjerg hele sin karriere indtil for et år siden, da hun valgte at skifte til Holstebro. Hun debuterede for Team Esbjerg i 2014.

- Jeg skifter til Horsens, fordi jeg var vældig glad for Lars Frederiksen som træner i Team Esbjerg, siger Maria Mose Vestergaard.

- Jeg har spillet playmaker det meste af min karriere. Det var Lars Frederiksen, der fandt på at rykke mig ud på fløjen. Her spiller jeg stadig, men jeg kan stadig gå ind som bagspiller, siger hun.

- Jeg har også valgt Horsens, fordi der er udsigt til et nyt og spændende hold med mange forstærkninger til næste sæson, siger hun.

Maria Mose Vestergaard er i gang med fjernstudier i sportsmanagement, og dem fortsætter hun med, mens Danmark er lukket ned på grund af corona'en.

- Jeg er taget hjem til mine forældre i Esbjerg, men bortset fra det er det kun håndbolden, der mangler. Jeg tror ikke på, vi kommer til at spille mere håndbold i denne sæson, siger hun. Jeg forventer, at man udvider turneringen med oprykkerne i ligaen i næste sæson, og så kan der blive udvidet nedrykning.

Dermed slipper hun også for at spille for Team Tvis Holstebro mod sine kommende klubkammerater i Horsens.

Maria Mose Vestergaard, der er singlepige, får endnu en opgave i HH Elite, når hun tiltræder 1. juli.

- Jeg skal i praktik i tre måneder som led i mine studier, og vi har aftalt, at jeg afvikler denne praktiktid i HH Elite. Når jeg er færdig med min praktik, fortsætter jeg med at arbejde i administrationen i HH Elite, siger hun.

Hun bor i Holstebro i øjeblikket, men flytter til Horsens og er på udkig efter en lejlighed fra 1. juli.

- Det er rigtigt, jeg rykkede Maria Mose Vestergaard ud på fløjen i Esbjerg, siger Lars Frederiksen. Det skyldes, at jeg kunne se større muligheder for hende derude, men hun er stadig en god bagspiller. Nu har vi fløjene, der kan bruges som bagspillere, og vi har Mette Lassen, der skal dele venstre fløj med Maria Mose Vestergaard.

Maria Mose Vestergaard er blevet omplantet fra playmaker til venstre fløj. Her er hun flyvende på fløjen. Foto: Anders Kjærbye.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Ny tennis-dille på vej: Sådan har kommunen fordelt 900.000 kroner til nye faciliteter

Annonce