Annonce
Horsens

Her skulle publikum blive væk: Se de hemmelige koncerter fra tre baggårde i Horsens

De nyligt renoverede lejligheder i boligafdelingen Vesterport dannede kulisse for den første af tre baggårdskoncerter, hvor bysbarnet Esben Kronborg spillede sit seneste album fra ende til anden. Foto: Søren E. Alwan
Det var hemmeligt, hvilke tre baggårde der fredag eftermiddag fik musikalsk besøg af Esben Kronborg. Mens det skulle være en sjov overraskelse for beboerne, skulle resten af Horsens nemlig ikke have mulighed for at dukke op.
Annonce

Horsens: Det var hemmeligt indtil sidste øjeblik, da den lokale musiker Esben Kronborg fredag eftermiddag dukkede op i tre baggårde i området omkring Vitus Beringsparken i Horsens for at give koncerter for beboerne, som kunne lytte med fra deres altaner.

Arrangementet var kommet på benene i samarbejde med Mærk Byen og KulisseLageret, og lokationerne blev holdt hemmelige, så der ikke ville samle sig for mange mennesker i disse hold-afstand-tider. Heller ikke beboerne i området havde fået noget at vide.

- Det skulle være en sjov overraskelse for dem, mens alle andre i stedet kunne følge med derhjemmefra via KulisseLagerets Facebook-side. Det er en del af vores koncept "Mærk Byen Derhjemme", hvor kulturen flytter ind i stuen. Hele princippet er, at man kan få et skud kultur, selv om man sidder hjemme. Vi lod os inspirere af de mange historier om fællessange - også dem her fra Horsens, siger Anne-Mai Vig Mott, der er projektmedarbejder for Mærk Byen, Horsens Kommunes bylivsindsats.

Se de tre koncerter - sendt live fra KulisseLagerets Facebook-side - nederst i artiklen.

Det er en del af vores koncept "Mærk Byen Derhjemme", hvor kulturen flytter ind i stuen, så hele princippet er, at man kan få et skud kultur, selv om man sidder hjemme.

Anne-Mai Vig Mott, projektmedarbejder for Mærk Byen

Annonce

Lige til højrebenet

Boligforeningernes pedeller havde i dagene op til sørget for, at der var strøm og udstyr klar til at skyde koncerterne i gang, og en time før var Esben Kronborg og KulisseLagerets leder Jeppe Vind på tur rundt for at inspicere og forberede den musikalske oplevelse, som sidstnævnte stod for at sende ud på Facebook til folk i stuerne. Ifølge ham lå ideen lige til højrebenet.

- Der har været mange af de her onlinekoncerter under nedlukningen, og det virker måske lidt fjernt, så vi har kigget på, hvordan vi kan gøre det nært for horsensianerne. Og med alle de mange folk, der har sunget fra deres altaner og balkoner, tænkte vi, at vi vil spille til deres altaner og balkoner. Med det kommunale fokus på byens baggårde var den her idé oplagt, siger han.

Annonce

Kolde øl og kolde fingre

Med to højttalere og en mikrofon i midten kunne Esben Kronborg præcis klokken 17 trække hænderne op af lommen og gribe fat om guitaren. Han præsenterede sig selv for de beboere, der allerede havde åbnet altanen, og for dem, der fulgte med online gennem den telefon, som Jeppe Vind sendte live fra.

Esben Kronborgs seneste album med titlen "Esben Kronborg" indeholder ni sange, og dem havde han valgt at spille tre af i hver baggård. De første altanlyttere i boligafdelingen Vesterport fik glæde af "(Lad os mødes et sted i nat) Når den sidste er gået hjem", "Dybt Vand" og "Silende Regn".

Undervejs nåede musikeren også at fortælle lidt om glæden ved at have gravet en trampolin ned i haven, som børnene blev holdt beskæftiget af, og hvordan han kunne blive udfordret med guitarspillet, da fingrene blev mere og mere kolde undervejs. Blæsten var godt nok begrænset i baggårdene, men manglende sol trak temperaturen ned.

Det forhindrede dog ikke flere og flere i at træde ud på altanerne eller i det mindste lade døren stå på klem, så lyden kunne slippe ind. Der blev også skålet i vin, åbnet øl og tændt op i grillen. God stemning midt i en speciel tid.

KulisseLagerets ændringer i programmet

KulisseLageret har rykket eller aflyst følgende koncerter:

  • 13.03.20: Sonja Hald – flyttes til 2. oktober 2020
  • 14.03.20: Artigeardit – aflyst. Billetter refunderes. (Artigeardit kommer i stedet og spiller på dette års Wall of Sound festival).
  • 18.03.20: Rock i Kulissen – aflyst
  • 20.03.20: Urkraft, Cor Vacante – aflyst. Billetter refunderes, og der arbejdes på at finde en ny dato.
  • 21.03.20: Gangway – ny koncert 10. december 2020 (oprindeligt aflyst).
  • 26.03.20: Esben Just Solo – flyttes til 21. maj 2020
  • 27.03.20: Ida Nielsen – flyttes til 16. oktober 2020
  • 03.04.20: Drew - flyttes til 12. september 2020
  • 04.04.20: Østkyst Hustlers - flyttes til 17. oktober 2020
  • 08.04.20: Sange fra kanten - flyttes til 6. oktober 2020
  • 11.04.20: Gasoglim - flyttes til 29. maj 2020
  • 18.04.20: Ibrahim Electric - flyttes til 28. november 2020
  • 24.04.20: Patina - flyttes til 30. oktober 2020
  • 01.05.20: Shades of Blue - Afventer information fra BluesKartellet
  • 14.05.20: The Sandmen - flyttes til 14. november 2020
Annonce

Skønt efter fire ugers pause

Den gode stemning smittede også af på Esben Kronborg.

- Jeg blev helt grebet af den - det er bare fedt at kunne få lov til at lave det her i ens egen by. Vi sidder jo bare og kukkelurer derhjemme, så jeg vil selv elske, hvis der skete sådan noget her hjemme ved mig, siger musikeren, der tidligere på dagen havde givet en virtuel koncert for eleverne på Stensballeskolen.

Jeppe Vind var også helt rørt.

- Det er fire uger siden, vi sidst har haft en koncert, så det her var skønt. Vi mennesker er jo sociale væsner, og man kan virkelig mærke, at vi mangler det her lige nu, siger han.

Der kom flere og flere mennesker ud på altanerne, og enkelte tog turen ned på plænen for at få hele oplevelsen med. Foto: Søren E. Alwan
Annonce

Total Horsens-kultur

Konceptet "Mærk Byen Derhjemme" startede mandag med virtuel yoga, hvor 100 var med, og siden har der hver dag været kulturelle oplevelser online. Onsdag deltog 60 i akvareltegning med Katrine Westenholz fra Kaleido, og søndag kan man bygge sit eget musikinstrument med Mirakleriet.

- Vi har kigget på, hvad man normalt kan gøre i Horsens, og hvad man kan savne, når det hele er lukket ned. Det er total Horsens-kultur, hvor vi har fået en masse bud ind på arrangementer fra vores normale samarbejdspartnere. Det tog os under et døgn at få den første uge på plads, siger Anne-Mai Vig Mott.

Hjemme-arrangementerne kan man læse mere om på Facebook-siden "Mærk Byen", hvor der også er et påskeprogram på vej.

Kulisselageret har desuden også et arrangement på vej. De har måttet udskyde koncerten "Sange fra kanten", som skulle være foregået på onsdag klokken 20 med blandt andre Esben Kronborg og Ida Wenøe på scenen. Som en slags erstatning har de valgt at lave et lille online-event på samme tidspunkt, som de dog ikke vil løfte sløret for endnu.

KullisseLagerets leder Jeppe Vind sendte store roser til Esben Kronborg for hans evne til at skabe kontakt til publikum - og det er altså ikke nemt, når man står nede i baggården, og de er oppe på altanerne. Foto: Søren E. Alwan
Guitarspillet gik også glimrende, selv om Esben Kronborg mellem sangene fik tilføjet, at det var koldt for fingrene. Foto: Søren E. Alwan
Det hele blev sendt live på Facebook, og koncerterne kan derfor ses på KulisseLagerets Facebook-side. Foto: Søren E. Alwan
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Kvalitet i stedet for tom reklame

Coronavirus

Live: Styrelse slår fast - skoler bør aflyse alle lejrskoler og klassefester

Annonce