Annonce
Horsens

Bagermester sælger læssevis af fastelavnsboller: - Det er helt vanvittigt

Fastelavnsboller med flødeskum sælger særlig godt, når der f.eks er håndbold i fjernsynet. Foto: Jens Amtoft
Danske bagere oplever en markant stigning i salget af fastelavnsboller. Henrik Kjær har haft fordoblet salget i forhold til sidste år.

Hovedgård: Danskerne spiser fastelavnsboller som aldrig før.

66 procent af danske bagermestre oplever et stigende salg af fastelavnsboller i år, fremgår det af en pressemeddelelse fra organisationen Bager- og Konditormestre i Danmark (BKD).

- Det er helt vanvittigt, lyder den umiddelbare kommentar fra den lokale bagermester fra Hovedgård, Henrik Kjær.

Foreningen har spurgt sine medlemmer om salget af det sæsonbetonede bagværk.

Mens flertallet har oplevet et stigende salg, er der bagermestre, der har fordoblet salget i forhold til sidste år.

Det gælder således for Henrik Kjær, der driver Kagehuset ved Henrik og Mette og har bagerudsalg i Hovedgård, Gedved, Østbirk, Egebjerg og Stensballe.

- Vi sælger næsten det dobbelte i forhold til sidste år. Normalt sælger vi 12-15-18 plader med fastelavnsboller på hverdage. Lige nu bager vi 26 plader, og lige da jeg gik hjem i dag, bagte vi fem plader ekstra, så vi er over 30 plader, og det er jo dobbelt op, fortæller den lokale bagermester.

Salgsassistent Nicklas Jensen fra Kagehuset i Østbirk med en plade med gammeldaws fastelavnsboller. Foto: Jens Amtoft

Det øgede salg af det søde bagværk falder i god tråd med en tendens, som branchen har set siden den første nedlukning af Danmark i marts. Her oplevede bagerbranchen også en stigende efterspørgsel på kager i alle afskygninger, og med salget af fastelavnsboller når tendensen nye højder.

- Der er formentlig flere ting, der spiller ind. I år går folk hjemme og hygger sig på grund af corona, og det smitter også af i bagerbranchen. Prisen på vores fastelavnsboller spiller formentlig også en rolle, og så er der VM i håndbold. Det betyder også et forøget salg, siger Henrik Kjær, der også mærker et forøget salg, når der er f.eks. X-Factor og Disneysjov i fjernsynet.


I år går folk hjemme og hygger sig på grund af corona, og det smitter også af i bagerbranchen.

Henrik Kjær, Kagehuset


Annonce

Færre rugbrød

Til gengæld er der andre typer bagværk, som han sælger mindre af som en følge af coronatiden.

- Vi sælger ingen kagemænd, for der er jo ingen, der må holde fødselsdag. Vi sælger ikke rundstykker, wienerbrød og kager til firmaer, som vi plejer. Vi sælger lidt mindre rugbrød i øjeblikket, fordi børnene ikke går i skole. Der er ikke så mange madpakker, der skal smøres, og folk går derhjemme og hygger sig og bager boller med børnene. De har selvfølgelig tid til mere hjemmebag. Til gengæld går folk hjemme og hygger sig med noget mere kage, så samlet set holder vi vores omsætning og lidt til, siger Henrik Kjær.

Han startede salget af fastelavnsboller 3. januar.

- Det er lige nu, at salget topper bortset fra fastelavn, hvor vi plejer at have mange bestillinger. Det bliver der nok ikke så meget af i år. Folk må jo ikke forsamles, siger bagermesteren.

Alle typer fastelavnsboller sælger ekstraordinært godt i år. Foto: Jens Amtoft
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
AC Horsens

Gemmer: Jeg burde have scoret

Annonce