Annonce
Erhverv

Helsingør Dagblad skal sælges - ellers lukker avisen

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Coronakrisen har været hård for Helsingør Dagblad, der risikerer at lukke, hvis dagbladet ikke kan sælges.

Annonce

North Media Aviser A/S har besluttet at sælge Helsingør Dagblad.

Hvis det ikke lykkes, påtænkes det at lukke avisen ved udgangen af april 2020.

Det oplyser North Media Aviser i en meddelelse.

- Det er en svær beslutning, som vi har truffet med smertelig bevidsthed om Dagbladets betydning for lokalområdet gennem 152 år, siger administrerende direktør Lasse Wulff Hansen fra North Media Aviser.

Han siger videre, at de det seneste halve år har "øget investeringerne i digital udvikling og medierådgivning for at skabe en bæredygtig drift af dagbladet".

- Men coronakrisen har desværre fjernet grundlaget for de investeringer. Vi kan ikke forsvare at blive ved med at dække Dagbladets tab på bekostning af vores andre udgivelser, siger han.

Helsingør Dagblad har på nuværende tidspunkt næsten 5000 abonnenter på print og digital. North Media Aviser håber, at dagbladet kan videreføres under et nyt ejerskab.

Er det ikke muligt, påtænkes avisen lukket med virkning fra 30. april 2020, lyder det fra North Media Aviser.

Abonnenter, der har forudbetalt for Helsingør Dagblad, vil få pengene tilbage for de aviser, som de ikke modtager, hvis avisen lukkes.

Avisens cirka 25 medarbejdere vil i så fald blive opsagt med virkning fra den dato, og der vil blive indledt forhandlinger med medarbejderne efter reglerne om masseafskedigelser.

Lasse Wulff Hansen forklarer, at dagbladet ikke kan bruge regeringens hjælpepakker om eksempelvis lønkompensation, fordi det ville kræve, at de skulle sende medarbejdere hjem.

Tirsdag besluttede regeringen at fremrykke udbetalingen af 368,1 million kroner fra den årlige mediestøtte, som medierne så kan få glæde og gavn af nu og her. Men der er altså ikke tale om ekstra penge til medierne.

- Det er udelukkende et likviditetsspørgsmål og har ikke indflydelse på resultatet for året for Helsingør Dagblad, siger Lasse Wulff Hansen.

Han fortæller, at de endnu har ikke dialog med mulige købere. Men han peger på flere muligheder.

- Det kan være den lokale ildsjæl, men det kan også sagtens være et klassisk mediehus, der tilføjer det til sin produktpalette, siger han.

Helsingør Dagblad blev etableret i 1867 af en lokal borgergruppe. Første udgave udkom 21. oktober 1867.

North Media Aviser oplyser desuden, at der nedlægges seks stillinger i Hovedstadens Mediehus, som North Media Aviser ejer. Der er tale om to stillinger i salg, to i redaktionen og to i prepress.

Selskabet oplyser, at Lokalavisen Nordsjælland fortsætter under Hovedstadens Mediehus, og at avisens fire medarbejdere ventes at kunne blive i deres job.

Hovedstadens Mediehus driver otte lokalaviser i Hovedstaden, minby.dk samt avisen Erhverv København.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce