Annonce
Ikast-Brande

Helligånden som backstage-medarbejder

Til toner fra Grubben hjalp Rie Mortensen i forgrunden med at guide bilerne på plads rundt om drejeskiven. Bagest til højre ses hendes to præstekolleger Arne Holst-Larsen og Anne Dolmer. Foto: Mikael Lund
Pinsegudstjeneste blev gennemført som drive-in gudstjeneste.
Annonce

Brande: Siden 2014 har Brande Kirke hvert år afholdt gudstjeneste 2. pinsedag enten i eller foran RemisenBrande. Således også i år, men hvor det tidligere har været vejret, der har afgjort, om gudstjenesten blev afviklet under åben himmel eller remisetaget, var man i år totalt uafhængig af vejret – som kvitterede med at vise sig fra sin absolut flotteste side.

Gudstjenesten blev nemlig for første gang nogensinde – på grund af restriktionerne i forbindelse med corona-situationen – afviklet som drive in-gudstjeneste.

Dermed var der for første gang siden starten af marts ingen øvre grænse for, hvor mange mennesker, der måtte være samlet rundt om drejeskiven foran Remisen – så længe alle blev i deres biler. Sognepræst Arne Holst-Larsen, der stod for gudstjenesten i samarbejde med sine to præstekolleger Rie Mortensen og Anne Dolmer, så da også megen symbolik i, at det netop var en pinsegudstjeneste, der på den måde kom til at markere genåbningen af Brande.

Pinsen markerer jo netop en anden genkomst, nemlig Helligåndens, og inspireret af de teknikere fra Trane Entertainment Group, der sørgede for, at gudstjenesten dels kunne ses på storskærm, dels kunne høres på bilradioerne, betegnede han Helligånden som ”den guddommelige backstage-medarbejder”, der kommer med tiltrængt fornyelse.

- Helligånden er en revolution, lød det fra Arne Holst-Larsen, der også påpegede, at Helligånden er demokratisk – den er fuldstændig ligeglad med, hvem man er, og hvilken baggrund man har. Imens svedte tilhørerne med anstand i deres biler i den brændende pinsesol, mens præster, kirkesangere og musikerne i Grubben anført af Jørgen Nickelsen var placeret direkte i solen foran Remisens grønne porte, hvoraf den ene traditionen tro var udsmykket med altertæppet fremstillet af elever fra Uhre Friskole.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce