x
Annonce
Livsstil

Helle Troelsen: Vellykket havedesign handler om god planlægning

Havens gulv består af det, der dækker jorden, om det er bedenes planter, græsplænen eller belægninger på terrasser og stier. Foto: Helle Troelsen
De mest velindrettede haver, jeg har besøgt, er dem, som man ikke kan overskue på en gang. Det er, fordi de er delt op i forskellige haverum, der hver byder på nye oplevelser. Når man bevæger sig rundt i dem, bliver man bombarderet med sansemæssige oplevelser, der afveksler fra haverum til haverum. Her er dufte fra blomster, summen af insekter og fuglesang, og her er noget smukt at kigge på.

Der er tænkt over placering af terrasser, og der er flotte kig ned gennem haven, hvor øjet møder noget, som haveejeren gerne vil fremhæve i haven. Det kaldes for et sigtepunkt og kan f.eks. være en smuk udsigt, en havelåge, et dekorativt træ eller en skulptur placeret for enden af en havegang.

I sådan en have er der tænkt over planternes funktion. Ud over at de er kønne at kigge på, så bruges de også til at danne et skelet i haven.

Annonce

Kør ikke staudeafklip væk, men brug det i havens bede

Klimaet har spillet os haveejere et puds i år. Alting er meget længere fremme, end vi er vant til. Græsset gror, og blomsterløg, stauder og prydgræsser er allerede begyndt at skyde. Derfor er det på tide at klippe de visne staudetoppe af, så man ikke kommer til at beskadige de spæde spirer.

Vi er ikke sikre på, at der ikke kan komme frost. Derfor er det en god idé ikke at fjerne staudetoppene fra bedene, når de er klippet af.

Findel dem i stedet for og fordel dem oven på jorden i bedet. Det beskytter de små spirer mod frost, hvis den skulle indfinde sig, og så kan de nedbrydes i bedet og give føde til ormene og næring til planterne.

Jeg lægger sidst i februar et lag komposteret hestemøg i alle bedene, så de både dækker visne stængler og de små nye skud. Så er foråret skudt i gang.

Store træer danner loftet over haverummene

Store træer er med til at give skyggevirkninger og hulestemning. Og så giver de karakter til haven om vinteren, når den ellers står bar. Stammer og grene danner smukke silhuetter på himlen en vinterdag. En pergola kan også danne loftet over en terrasse eller havesti, der forbinder de forskellige haverum.

Buske, hække og hegn danner havens vægge

Her er rammen om haven tegnet op, eller her stoppes blikket, hvis hækken f.eks. fungerer som adskillelse mellem haverum. Så tvinges man til at bevæge sig rundt for at kunne se, hvad der er bagved. Hækken har en funktion lidt ligesom husets skillevægge.

Store træer danner loft over haverummet, giver skyggevirkninger og en hyggelig hulestemning. Foto: Helle Troelsen

Havens gulv består af alt, hvad der dækker jorden

Det er belægninger, græsplæne eller havens bede. Alt efter hvad man er til, så findes der en stor variation af belægninger, planter og former til græsfelter, der kan kombineres i en uendelighed og give et haverum helt forskellige udtryk. Måske søger man det rolige med ensartede flader af græs, belægninger eller bunddækkende stedsegrønne planter. Eller man er til det dynamiske, hvor græsplæne og belægning erstattes af frodige, blomstrende bede.

Hække, hegn og espalier danner havens vægge og kan anvendes som adskillelse mellem haverum. Foto: Helle Troelsen

At designe en have er en sjov og kreativ proces, der kræver god planlægning

I sidste uge gav jeg mine råd til den proces, der skal til, inden man kaster sig ud i at designe sin have. Her var drømme og havestil i fokus for artiklen. I denne uge giver jeg mine 10 bedste råd til selve designprocessen, inden man kaster sig ud i at anlægge haven og plante den til med dyrt indkøbte planter.

1. Før man køber planter, og begynder at plante dem i jorden, skal designet af havens skelet være på plads. Det vil sige, at haven opdeles i rum, så den bliver mere spændende at bevæge sig rundt i. Man kan vælge få rum eller mange rum, der har forskellige anvendelsesmuligheder, alt efter hvor meget tid og energi man vil bruge i haven.

De fleste har en forhave og en baghave, og der støder ofte et terrasseområde til og måske endda en køkkenhave. Så er vi oppe på fire haverum. Mange vælger også at bruge baghaven til en prydhave, der igen deles op i flere haverum. I ”Haven i Hune” opdelte Anne Just sin prydhave i ”Den hvide have”, ”Den gule have”, ”The Walled garden” (en have i højden med pergola og slyngplanter), ”Nordhaven”, ”Sydhaven” og ”Pastelhaven”, for bare at nævne nogle. Man kan næsten forestille sig, hvordan disse haverum ser ud.

2. Ved at sætte navn på et haverum kan det være med til at definere, hvilke planter der skal vokse der. Er det den hvide have, så skal man nok vælge hvidt i blomsternes eller bladenes farver. Der findes også træer med hvid bark på stammerne, f.eks. birk. Hvis det er en ”Skovhave”, som jeg har i Troensehaven, så skal man gå efter planter, der trives på skyggefulde steder, og man kan bruge træstammer, rødder og brændekævler som dekorative elementer i haven for at forstærke skovstemningen.

Køkkenhaven kunne indrammes af et hegn, en hæk eller et espalier – det behøves ikke at være særlig højt, før det giver en fornemmelse af rum.

Terrasseområdet kan f.eks. omkranses af en lavendelhæk eller en buksbomhæk, eller blot et bed med smukke planter, der vokser lidt i højden. Blot der er en tydelig opdeling, som man skal kigge hen over for at opnå fornemmelsen af at opholde sig i et rum.

3. Det er også en god idé at finde nogle fine sigtepunkter i haven ved at stille sig lige der, hvor man typisk vil stå med en kop kaffe i hånden på en dejlig solskinsdag. Det er ofte i terrassedøren med udsigt over haven. Det kan også være ved stuevinduet, hvor yndlingsstolen er placeret. Find det sted på grunden eller i omgivelserne uden for haven, hvor du gerne vil kigge hen. Enten fordi der er en god udsigt fra huset, eller der er en plet i haven, hvor du kunne tænke dig at placere en bænk. Så kan du sidde der og kigge tilbage på huset. Det kan også være en akse i haven, der skal fremhæves, fordi haven er lille, og man vil gerne have den til at virke større. Så kan man placere en havesti eller en pergola på tværs - fra hjørne til hjørne af haven.

Man kan også etablere en akse i et haverum ved at dele det op på midten af en sti, hvor der placeres bede på begge sider af stien. For hver ende af stien er der en åbning i en hæk, der forbinder haverum med haverum.

Husk at holde disse sigtelinjer eller akser i haven fri, så de tydeligt leder ens øjne videre og pirrer oplevelsestrangen.

4. Når havens skelet er på plads, dvs. haverum, stier og terrasser, så er det først nu tiden til at designe havens bede. Det er meget lettere at placere bedene, når haverummene er på plads, og de har fået et navn.

Man kan vælge et mere enkelt og stramt udtryk ved at forme bedene i firkanter og beplante dem med få og enkle planter i udtrykket. Man kan også vælge et mere naturligt og farverigt udtryk ved at forme bedene i runde og organiske former og beplante dem med et miks af planter med forskellige farver blomster og blade, former og højde.

5. Sørg endelig for, at bedene ikke anlægges op ad hække. Så kan man være sikker på, at bedet hurtigt overtages af skvalderkål og andet invasivt ukrudt. Det kan holdes på afstand ved at have en 75 cm bred græskant mellem hæk og bed. Det letter også hækklipningen.

6. Slå ikke et større brød op end du kan bage. Planter kræver pasning og pleje, vand og næring, beskæring og opmærksomhed. Tættest ved huset og terrassen, eller langs havestier, hvor du færdes mest, kan du starte med at anlægge de bede, hvis planter kræver mest pasning. Vælg de planter, du holder allermest af, og som du vil nyde tæt på.

7. Længere ude i haven kan man have bede eller krat med buske og træer, der ikke kræver det store vedligehold. Måske ønsker man langt, uklippet græs og frugttræer, en bålplads eller et ”vildt” område med ukrudt, kvasbunker og andet godt, der tiltrækker insekter, pindsvin og andet dyreliv i haven. Man kan holde på dyrene i haven ved at sørge for, at der plantes insektvenlige planter, og at der altid er adgang til vand.

8. Tænk hele årstiden med, når der vælges planter til havens bede. De stedsegrønne planter giver farve hele året rundt. Træer med smukke stammer og grene giver vinterhaven karakter. Nogle blomstrer i det tidlige forår og giver føde til de første insekter, der vågner fra vinterhi. Der findes sorter af blomsterløg, stauder og buske med forskellige blomstringstidspunkter - fra vinter til sidst på efteråret, hvor de glødende efterårsfarver ”sætter ild til haven”.

Og så findes der smukke bladplanter med forskelligartet løv, der er så fine at plante ind imellem det hele. Dæk jorden helt med planter, for det forhindrer frøukrudt i at spire, og så minimerer det lugearbejdet.

9. Et smart trick til at få haven til at se velplejet ud er at klippe hækken, slå græsset og stikke kanterne af langs med bedene. Så kan ukrudtet også være der, uden at det springer i øjnene, hvis man stresses af det uplejede.

10. Husk også at have plads til kompost, haveskur, affaldsspande og et planteværksted, hvis altså man ønsker at kaste sig ud i planteformering.

I næste uge giver jeg forslag til design af bede i farver eller temaer. I får også et forslag til sammensætning af et staudebed i varme, brændte farver.

Stier kan forbinde et haverum til et andet, og kan samtidig forstærke en akse, der forbinder forgrund og baggrund i haven. De runde formklippede kugler ned gennem haven forstærker ligeledes denne effekt. Foto: Helle Troelsen

Forårets haveprojekt i Troensehaven er, grundet vejret, sat på stand by

Planerne var der, men blev lavet om. Vinterferien var ualmindelig våd og blæsende, og det satte lige havearbejdet på stand-by. Det første skridt i forårets haveprojekt skulle være at måle op og grave ud til stier omkring de kommende højbede. Men naturen har igen spillet os et pus med en køkkenhave og en jord, der næsten er blank af stående vand. Mon ikke der er fremdrift i arbejdet og nyt at fortælle i næste artikel.

Brændestakken bagerst i haven er en rumadskillelse ind til et andet haverum. Blikket ledes langs stien af græs i skovhaven og brændestakken forstærker illusionen om, at man er i en skov. Foto: Helle Troelsen
I bedenes form kan man vælge et enkelt og stramt udtryk ved at forme bedene i kvadrater og beplante dem enkelt og ensartet. Her er de dog fyldt med blomstrende tulipaner af samme type, der gentages i alle bedene. Foto: Helle Troelsen
Bedene kan også anlægges i organiske former, der væver sig ind i hinanden kun adskilt af stier og græsplæne.
Husk også at have plads til et vildt hjørne med ukrudt, kvasbunker, kompost og andet godt, der tiltrækker insekter og dyr til haven. Foto: Helle Troelsen
Tænk årstiderne med, når der vælges planter til haven, lige fra tidligt forår med de første blomsterløg til haven takker af i et flammehav af efterårsløv. Foto: Helle Troelsen
Foto: Helle Troelsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur

Alt aflyst til og med august: Horsens & Friends-direktør er overrasket

Danmark

Liveblog: Disse børn og ansatte skal ikke i skole eller børnehave efter påske

Indland

Smukfest er aflyst - vender først tilbage i 2021

Annonce