Helle Troelsen: Stauder, der er gode til buketter

Hvem kender ikke det, at man næsten ikke kan nænne at plukke et favnfuld pæoner med svulmende knopper, lige før blomsterne springer ud. Jeg kan ikke, selvom det er en af de stauder, der holder længe i vasen.

Det samme gælder for riddersporer. Der findes næsten ikke en smukkere buket end en gulvvase med meterhøje stængler af himmelblå riddersporer, hvis knopper springer ud over en lang periode.

Når jeg endelig lader mig friste, så føler jeg mig forkælet. Jeg nænner det bedst, når riddersporer og pæoner er væltet under en tung regnbyge, og jeg har glemt at binde dem op.

For det meste vælger man stauder til havens bede, fordi de skal vokse der side om side med andre, der er rigtig fine i deres selskab. Bedene designes som en buket af blomster og blade, der på harmonisk vis giver haven farve og form hele året.

Fra de tidligt blomstrende primulaer og forglemmigej til sensommerens markante stauder, der afslutter sæsonen med et potpourri af flotte frøstande, der pryder bedene gennem vinteren.

Når jeg vælger stauder til havens bede, så skal de have mindst et dobbeltformål. De skal være pæne, og så skal de enten kunne spises, være gode insektplanter eller tilføre jorden kvælstof - måske alle fire dele. Udvalget af stauder er kæmpestort, og der kommer hvert år flere sorter til, så det er svært at vælge til og fra. De sidste år har jeg taget endnu et ”formål” med i mine til- og fravalg af stauder; at de gerne må være gode i buketter.

I år er jeg særligt på udkig efter flere slags, der har luftige og lette blomster, som kan tilføre en buket en let fylde. I det tidlige forår er forglemmigej fine, midt på sommeren er der de høje brudeslør, frøstjernerne og lyse skærmblomster såsom bjerghulsvøb og baltisk persille. Sidst på sommeren bruges verbena i forskellige sorter. Alle er gode og holdbare i buketter.

Visse stauder kan man ikke undgå at få øje på, når de står i havens bede. Nogle rager op med farverige og markante høje spir som tårne over byens hustage. Heriblandt er for eksempel riddersporer, lupiner og virginsk ærenpris.

Andre står i store grupper og skaber tilsammen en farverig flade af bægerformede blomster som hos solhat og margueritter. Andre igen svæver som kugler og har en så stram form, at de afviger fra de fleste andre planter i haven. Det gør for eksempel tidselkuglens blomster. Nogle gør måske ikke væsen af sig formmæssigt, men har så stærk en farve, at man nogle gange er nødt til at tone dem ned i bedene, fordi de ellers vil løbe med opmærksomheden.

Så der skal kun være få af dem i et bed med stor effekt. Her bruger jeg blandt andet montbretia og kinesisk engblomme, der begge har lysende orange farver. Så fine de er i bedet med de mørke, brændte farver.

I en buket kan det være helt anderledes. Har kan man på kryds og tværs vælge former og farver med spræl i, og i en vase på bordet vil det ligne et herligt festfyrværkeri, der kan live enhver lejlighed op. Modsat vil det gælde i en have under den blå himmel og med naturen som nabo, hvor et markant miks som dette blæser én omkuld. Jeg kalder det ”for meget larm”.

I naturen og i de naturinspirerede haver og parker vokser græsser med lette strå og svævende aks ind imellem de mere markante stauder i større grupper. Det adskiller dem fra hinanden og rammer dem ind. Det er også det, man ofte gør med en buket blomster.

De grønne blade på hver blomsterstilk giver ro for øjet, men når man bruger markante stauder, vil et let fyld få den samme virkning som græsserne i naturen og i de imponerende naturinspirerede bede.

Let fyld består enten af blade, strå eller stauder med små fine og lette blomster, hvor det er svært at definere hver enkelt blomst i sig selv. Det kan være de ultrafine skærmblomster såsom kørvel, pimpinella, lægebaldrian, bjerghulsvøb, baltisk persille og mjødurt, men også violfrøstjerner, brudeslør og hindebæger.

Matrem, kvæsurt og nyserøllike har mindre blomster, der giver et fint modspil til en buket med større, markante og farverige blomsterhoveder.

Lodden løvefod har også lette blomsterstande, der dog vil give et mere markant udtryk på grund af den limegrønne farve. Men den er så flot som fyld i en buket og kan enten skrue op for farven eller tilføre buketten kølighed.

Jeg bruger ofte blade fra Liden frøstjerne, der har små fine, runde blade, men også blomster, der ikke gør noget væsen af sig. Den breder sig ret meget ved frøformering i havens bede. Det samme gør biskophat, der næsten er uundværlig i buketter med de lange lette blomsterstænger med små, bitte klokker på.

Nogle stauder lader jeg blive i bedene og blomstre. Her er de finest og holder længst. Det er for eksempel storkenæb, hvis blomster hurtigt drysser. Men bladene er ikke skånet for at blive udnyttet til buketter. Dem bruger jeg som et grønt fyld. Særligt engstorkenæb (Geranium pratense) er en høj sort, hvor både blomster og blade sidder på lange stilke.

Når akelejerne er afblomstret, så høster jeg ikke længere de smukke blomster til buketten, men bruger løs af bladene, der er fine i formen og har en sprød lysegrøn farve.

Bladene fra lodden løvefod kan også bruges. Den runde form kan trækkes ned i en stram buket og formes som en dekorativ tragt.

Til de lette buketter bruger jeg bregner fra skovhaven. Mosbregner og strudsevingebregner har takkede, luftige blade, som kan give lethed og højde til buketten. Det samme kan aspargesplantens grønne, næsten strålignende, blade.

De tætte og lave buketter pakker jeg ind med store grønne blade fra hosta og kæmpestenbræk.

De er ikke så moderne for tiden, hvor buketterne gerne må være vilde, mere uregerlige og ligne noget, man har plukket ude i grøftekanten. Men det skaber glæde at tage en værtindebuket med, der er pakket ind i grønt i stedet for papir. Og så holder de meget længere.

Jeg holder selv meget af de viltre buketter, hvor lavt og højt blandes sammen, og hvor kviste fra buske og træer, bær- og frugtbærende grene og strå fra græsser blandes i sammen med blomstrende stauder. En buket må gerne friste én til at røre og smage og stikke snuden i den for at dufte.

Den stimulerer sanserne og rører én om hjertet. Og der må gerne være bevægelse i buketten. Virkningen kan fås ved at blande stive og løse stængler sammen og lade for eksempel staudelathyrus, klematis, kaprifolie eller humle hænge ud over kanten af buketten.

Mange sommerblomster er gode at bruge, blandt andet de løse blomsterhoveder fra amarant, der er så lange, at de kan ligge hen over underlaget, hvor buketten står.

Kombinationerne er uendelige. Det, der er vigtigst er, at man dyrker de stauder, man allerbedst kan lide, og plukke dem, der passer til ens humør.