Annonce
Horsens

Brandfolk havde hektisk weekend: Glemt myggelys antændte havebord

Brandfolkene havde en travl weekend. Arkivfoto: Palle Herløv
Et glemt myggelys antændte natten til søndag et havebord. Branden var den foreløbig femte i weekenden, der startede med en voldsom villabrand fredag aften.
Annonce

Horsens: Det har været en hektisk weekend for Sydøstjyllands Brandvæsen, der lørdag blev kaldt ud til brand tre gange inden for mindre end en time og igen senere på natten.

Meldingen om den seneste brand kom natten til søndag kl. 0.45 på Haurowitzvej.

Her var der gået ild i et havebord, der stod tæt på villaen, fortæller indsatsleder Rene Hemberg.

Ifølge vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi opstod ilden, da et glemt myggelys brændte sig ned i bordet og antændte det.

Beboerne opdagede branden, ringede 112 og gik selv i gang med at slukke branden med en haveslange.

Da brandfolkene nåede frem, var ilden slukket, inden den nåede at sprede sig til huset. Ingen personer kom noget til.

Annonce

Travlt døgn for brandfolk

Nattens udrykning var den fjerde for brandfolkene, der for alvor fik travlt, da der kl. 15.23 kom melding om en brændende bil på E45 ved Horsens.

- Jeg nåede kun lige at trække håndbremsen derude, så kom den næste melding om brand inde i byen, fortæller Rene Hemberg.

Autosprøjten tog sig af bilbranden, mens han hastede afsted til det, der viste sig at være brand i en skraldespand i en bolig på Nørrebakken kl. 15.35.

Beboerne var hjemme, og ilden blev hurtigt slukket, uden at nogen kom noget til.

Annonce

Brand i garage

På vej hjem derfra, kl. 16.05, indløb meldingen om en tredje brand.

Denne gang ild i en garage på Juelsvej.

- Det var tæt på brandstationen, så vi var hurtigt derude og fik slukket branden i beklædningen, fortæller Rene Hemberg.

Han var også indsatsleder ved den voldsomme brand fredag aften i en villa på Rådved Kærvej.

Som avisen har beskrevet udbrændte villaen totalt, og tre hunde omkom i branden.

- Det har været en begivenhedsrig weekend, lød det søndag formiddag fra Rene Hemberg.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Er mundbind falsk sikkerhed?

Annonce