Annonce
112

Hektisk nat for politiet i Horsens: Bræk og slagsmål kulminerede

Natten til lørdag blev hektisk for betjente fra Sydøstjyllands Politi, der havde travlt med at skrive bøder ud til ballademagere i Horsens. Arkivfoto: Eskil Lyngsøe.
Slagsbrødre, en bræksyg, sur fredericianer og en aggressiv kvinde var noget af det, der natten til lørdag fik bødeblokken til at gløde hos Sydøstjyllands Politi.

Horsens: Patruljer fra Sydøstjyllands Politi havde nok at rive i natten til lørdag, hvor en hel del gæster i nattelivet fik en hilsen med fra politiet eller en overnatning i ordensmagtens varetægt, fremgår det af døgnrapporten.

En 21-årig tyrkisk mand, der er på ferie i Danmark, var lørdag formiddag fortsat anholdt efter et overfald på en 20-årig mand fra Vejle.

Overfaldet skete kl. 3.18 på Zwei Grosse Bier Bar i Graven. Her kom den 21-årige i tumult med manden fra Vejle og endte med at nikke ham en skalle.

Ofret er ikke kommet alvorligt til skade, men den 21-årige er sigtet for vold og blev lørdag middag fremstillet i grundlovsforhør. Her blev han varetægtsfængslet i 30 dage.

Kl. 3.06 slog en patrulje kloen i to ungersvende fra Juelsminde på hhv. 18 og 19 år. De befandt sig i Nørregade, hvor de stod og skubbede til hinanden. Begge har fået en bøde for at indlede sig i slagsmål, oplyser vagtchef Hans Hoffensetz, Sydøstjyllands Politi.

Annonce

Bræksyg røg i detentionen

På næsten samme tid og sted, kl. 3 i Nørregade, rettede politifolk henvendelse til en 21-årig mand fra Fredericia, der var påvirket af narko og stod og brækkede sig på gaden.

Betjentene ville vide, om han var ok, men det tog han ilde op, fortæller vagtchefen.

- Han for op, råbte og skreg og kaldte politifolkene ukvemsord, siger Hans Hoffensetz.

Politiet kvitterede for opførslen ved at sigte den 21-årige for gadeuorden. Samtidig vurderede betjentene, at han ikke kunne tage vare på sig selv, så han kom en tur i detentionen, hvor han sov den ud til kl. 8 lørdag morgen.

En 26-årig kvinde fra Horsens har også fået en hilsen fra politiet efter sin opførsel på Pusterummet på Emil Møllers Gade kl. 2.49.

Kvinden udviste støjende adfærd og generede personalet, der bad hende forlade stedet.

Det nægtede hun, og politiet blev derfor tilkaldt.

Betjentenes tilstedeværelse fik dog ikke kvinden til at rette ind. Hun råbte "luder" efter ordensmagten, der med magt måtte fjerne hende fra værtshuset med en bøde i lommen.

Sur gæst havde kniv med

På Hekkenfeldt i Graven blev politiet tilkaldt kl. 2.10, da der var slagsmål og tumult på stedet.

En 21-årig mand fra Fredericia var årsag til balladen, så han blev anholdt. Et nærmere tjek af ham afslørede, at han havde en køkkenkniv i lommen, så han er sigtet for overtrædelse af knivloven, oplyser vagtchefen.

Den 21-årige blev taget med på stationen, hvor han har tilbragt natten i et venterum på politigården i Horsens.

Politiet måtte også gribe ind ved en pizzakø ved Delons Pizza i Grønnegade tidligere på aftenen, kl. 1.37.

Her observerede patruljen, at en 26-årig mand fra Horsens gik frem i køen med knyttede næver og forsøgte at komme i slagsmål.

Det blev bremset af betjentene. De gav slagsbroderen en bøde for at forsøge at komme i slagsmål.

- Og det var han enig i, konstaterer Hans Hoffensetz.

Endelig måtte poltiet også hjælpe en taxachauffør, der ikke kunne få betaling for en køretur.

Det var på Teatertorvet kl. 2.33, hvor en 21-årig mand fra Viby nægtede at punge ud.

Da betjentene kom frem, bad den 21-årige dem om at "pisse af". Det gjorde de ikke. I stedet fik de ham til at betale taxaregningen og stak ham samtidig en bøde for sin opførsel.

Artiklen er opdatereret søndag formiddag med resultatet af grundlovsforhøret mod en 21-årig tyrkisk mand.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Horsens hapser Fredericias cheftræner

Danmark

Unik flyvetur i lukket luftrum: Se lufthavn fra oven

112

Beboer overraskede to tyve i stuen

Annonce