Annonce
Hedensted

Hedensteds håndtryks-model lever videre andre steder: Nu vil V have kattelem lukket

Der bliver alligevel ikke valgfrihed mellem mand og kvinde, når nye danske statsborgere skal give hånd ved grundlovsceremonierne i Hedensted Kommune. Men flere andre steder i landet har man taget den model til sig. Venstre vil nu have loven lavet om, så kommunerne ikke kan benytte sig af den "kattelem". Arkivfoto: Nils Svalebøg
Byrådet i Hedensted lavede håndtryks-beslutning om, men flere andre kommuner har taget modellen til sig. Nu vil Venstre have ændret reglerne og lukket kattelemmen.

Hedensted: Byrådet i Hedensted besluttede onsdag aften at ændre på den beslutning, der gjorde det muligt for nye danske statsborgere at vælge mellem en mand og en kvinde, når de skal give det lovpligtige håndtryk ved grundlovsceremonierne.

Men selvom modellen altså ikke blev til noget i Hedensted, har flere andre kommuner taget den til sig.

Politiken har snakket med Aabenraa, Syddjurs og Allerød kommuner, som alle har valgt at lade både en mandlig og en kvindelig repræsentant være til stede ved grundlovsceremonierne. Det vil Venstre have sat en stopper for.

- Nu har Hedensted rettet ind, men andre kommuner er blevet inspireret. Jeg ved, at fx Næstved har lavet samme model med henvisning til religiøse særhensyn. Men vi kan ikke respektere en masse lokale kattelemsløsninger, og derfor har vi bedt udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) om at ændre loven, siger Morten Dahlin, indfødsretsordfører for Venstre, efter et møde med ministeren torsdag morgen.

Annonce
Vi forestiller os, at man kan sige, at kommunen kan stille med alle de repræsentanter, kommunen vil, men så må man bare trykke dem alle i hånden.

Morten Dahlin (V)

Lov forkert formuleret

Morten Dahlin bad i første omgang ministeren undersøge, om Hedensted-modellen overhovedet fulgte loven, og det har det vist sig, at den gør.

- Men det er helt klart imod den intention, vi havde, da vi vedtog loven. Dengang havde vi ikke fantasi til at forestille os, at nogle kommuner på den måde ville krybe udenom, men vi kan konstatere, at det er det, der sker. Derfor må vi erkende, at vi ikke fik formuleret lovteksten godt nok i første omgang, og det skal laves om. Vi skal have lukket kattelemmen, siger Morten Dahlin.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye har tidligere udtalt til flere medier, at han vil vente og se tiden an med grundlovsceremonierne, inden han tager stilling til, om noget skal laves om.

- Det stod han fast på ved mødet i morges, og det er meget ærgerligt. For mig at se handler håndtrykket om at vise respekt for det danske samfund og de danske værdier, og det er helt fundamentalt, at det er på plads, siger Morten Dahlin.

Ingen diktater

I Hedensted Kommune blev beslutningen om, at der skulle være både en mandlig og en kvindelig repræsentant fra kommunen til stede ved grundlovsceremonierne lavet om, efter at både Dansk Folkeparti og Venstre ændrede holdning til spørgsmålet.

- Har du været i kontakt med Venstre i Hedensted for at få dem til at stemme anderledes i sagen?

- Vi kan ikke her fra Christiansborg diktere, hvad Venstre-politikerne gør ude i kommunerne. Jeg har været i dialog med Venstre-folkene i Hedensted - og i mange andre kommuner - ikke for at give dem et diktat, men for at informere dem om, hvad der sker i sagen, siger Morten Dahlin.

Morten Dahlin (V) vil fortsat lægge pres på udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye for at få teksten i håndtryksloven ændret. Arkivfoto: Steen Brogaard
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Bilist fik ildebefindende og endte i baghave

Annonce